Bosse: Gammeldags suverænitet betyder ingen indflydelse

Af Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Tænketanken Europas seneste årsmøde var ikke bare et tilløbsstykke, det var også smækfyldt med spændende talere og relevant debat.

Når forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) talte længe og inderligt om fortidens store udfordringer i Europa og nutidens danske klods om benet for Danmark, nemlig forbeholdene, er det ikke en hvem som helst, der udtaler sig.

Nej, det er manden, der netop har indgået et af vor tids største forsvarsforlig, og som véd hvad særligt forsvarsforbeholdet betyder.

Hvis det så bare handlede om penge. Det gør det også, men det handler om noget så centralt for os danskere som suverænitet. Vi har ikke nær den indflydelse på Europas sikkerhed, som vi kunne have, hvis ikke vi havde valgt at lade os pakke ind i et forbehold.

Hvor for eksempel Holland eller Finland sidder med ved EU-bordet og drøfter ydre grænser, koordinerer indkøb til forsvarene og mulige trusselsbilleder, der sidder vi udenfor.

Staters suverænitet er end ikke for de største af slagsen hélt så tydelig, som det var før i tiden. Ikke mange af tidens store spørgsmål kan løses land for land, al den stund, udfordringerne, der møder os, krydser de gamle nationale grænser.

Stine Bosse
Formand, Europabevægelsen

Måske får vi lidt informationer af venlighed og omsorg, men vi har ingen formelle krav på information, endsige påvirkningskraft. Vores suverænitet er parkeret hos andre, al den stund, et europæisk og dermed også dansk forsvar kun lader sig løse sammen med andre.

Danmark har mistet indflydelse
Ved samme konference blev det danske forhold til suverænitet drøftet. Det er ikke underligt, at det ligger os alle på sinde at kunne bestemme. Det betyder noget for mennesker, der er opvokset i demokratier, at have indflydelse. Det kender vi fra mange af livets forhold, det giver tryghed at kunne bestemme.

Således er “suverænitet for Danmark” en sikker vinder for dem, der mener, at Danmark skal bevare forbeholdene.

Realiteterne er bare, at Danmark ikke har indflydelse på hélt centrale områder, hvor vi med rette som borgere kunne forvente det.

Derfor er der et spørgsmål og en debat, der stadig melder sig i disse år, og som både politikere, meningsdannere og medier bør forholde sig til: Hvad er suverænitet i det 21. århundrede?

Hvad kan et land bestemme selv, og hvilke områder kan vi kun påberåbe at kunne bestemme over sammen med andre?

Staters suverænitet er end ikke for de største af slagsen hélt så tydelig, som det var før i tiden. Ikke mange af tidens store spørgsmål kan løses land for land, al den stund, udfordringerne, der møder os, krydser de gamle nationale grænser.

Enten synligt eller hélt diskret. Det være sig cybersikkerhed, tiltag, der skal forhindre yderligere klimaforandringer, vores fysiske forsvar, fødevaresikkerhed og så videre.

Indflydelse må lægges sammen
Vil vi påvirke løsninger for Danmark, EU og dermed også resten af verden, må vi lægge vores indflydelse sammen med andres.

Dermed opnås moderne suverænitet. Alternativet er fuld gammeldags suverænitet, ingen indflydelse eller påvirkningskraft og løsninger med stor betydning for Danmark, som så at sige trækkes ned over os.

Desværre kender vi et nutidigt eksempel, endda på et område så væsentligt som vores politi. Vi har nu “fornøjelsen” af at sidde bagerst i lokalet og uden for påvirkningskraft i Europol.

Væsentlige nye muligheder for politiets ageren skabes og tages i brug, medens vi bare kan se til. Dette er ikke værdigt for hverken vores dygtige politi eller os som borgere.

Vi må derfor ønske os, at en række af nye afstemninger, som kan flytte vores suveræne ret til indflydelse hen, hvor den virker i virkeligheden, indledes med en afstemning om Europol og Eurojust inden for fem år.

Så kan vi med Claus Hjorts ord blive klodsen om Danmarks ben kvit, og vi kan få vores suveræne indflydelse tilbage.