Centralforeningen for stampersonel: Tænk Forsvaret ind i velfærdspolitikken

DEBAT: Mange politikere har parkeret forsvars- og sikkerhedspolitikken ude i hjørnet under valgkampen. Men hvis danskernes velfærd og tryghed skal sikres, er området nødt til at optræde på den politiske dagsorden, skriver Jesper K. Hansen.

Af Jesper K. Hansen
Formand for Centralforeningen for stampersonel

Vi er over halvvejs i en næsten fire uger lang valgkamp.

Indtil videre har politikerne ivrigt diskuteret alt fra cigaretpriser til friskoler, mens forsvars- og sikkerhedspolitik stort set ikke har været nævnt.

Det kan vi, der arbejder inden for de områder, godt undre os over. Især når vi de seneste par år er blevet præsenteret for et trusselsbillede, der ser mere og mere dystert ud, og der er ikke udsigt til, at det bliver bedre i fremtiden, tværtimod.

Jeg forstår til en vis grad godt politikernes prioriteringer. Det sælger sandsynligvis flere billetter at diskutere udlændinge, velfærd, social sikkerhed og klima, og de emner er bestemt også vigtige.

Men det samfund, der lige nu diskuteres af politikerne i de mange valgdebatter og vælgermøder, eksisterer blandt andet i kraft af, at vi har et godt og effektivt forsvar. Alene det gør, at vi skal have forsvar og sikkerhed langt højere op på dagsordenen ved dette valg.

Grænsekontrol og klimapolitik
Jeg efterlyser, at man her i slutspurten af valgkampen sætter en forsvars- og sikkerhedspolitisk ramme ned over mange af de emner, der debatteres.

Jeg kan starte med at tage fat i det eneste forsvarspolitiske emne, der indtil videre har været oppe til diskussion i denne valgkamp: Spørgsmålet om, hvorvidt grænsekontrollen skal gøres permanent.

Hvem skal løse den opgave, hvor mange ressourcer skal der sættes af til det, og er det tænkt med ind i det nuværende forsvarsforlig, hvis Forsvaret skal yde yderligere støtte?

Klima er en af hovedemnerne ved dette folketingsvalg, og det er bestemt på sin plads at diskutere, men jeg savner nogle konkrete forsvars- og sikkerhedspolitiske nuancer: Hvem skal for eksempel sørge for, at Forsvaret og Beredskabet er rustet til følgerne af det mere ekstreme vejr, som ifølge eksperter kan tilskrives klimaforandringerne?

Håndtering af krisesituationer
Når politikerne taler om mere tryghed og velfærd for danskerne, er de også nødt til at tænke Forsvaret mere aktivt ind i det. Jeg savner, at politikerne får drøftet, hvilket samlet beredskab der er til rådighed til at håndtere krisesituationer, når de opstår.

Og her taler jeg ikke kun om Forsvaret, men også hospitaler, politi og andre samfundsinstitutioner. Findes der en plan for, hvordan alle ressourcer i det samlede beredskab skal bruges?

Skal Hjemmeværnet og Reserven for eksempel tænkes mere aktivt ind i vores samfund, så de i højere grad kan assistere, hvis katastrofen – Gud forbyde det – pludselig skulle ramme?

Er Forsvaret i det hele taget stærkt nok til at løse fremtidens opgaver, både hjemme og internationalt? Er der nogle ting i det nuværende forlig, der skal kigges igennem igen? Alt det mangler jeg at få svar på, når jeg ser politikerne tone frem med deres budskaber.

En stor pose penge løser ikke alt
Min påstand er, at mange politikere har parkeret forsvars- og sikkerhedspolitikken ude i hjørnet under valgkampen. Og det gjaldt sådan set også for det netop overståede valg til Europa-Parlamentet.

Det skyldes muligvis, at Forsvaret netop er startet op på en ny forligsperiode, og at der går flere år, før der skal forhandles på området igen.

”De har jo lige fået øget budgettet, så der er styr på det,” virker til at være konsensus blandt de opstillede politikere, og det er delvist rigtigt: Med forsvarsforliget fik Forsvaret øget budgettet for første gang i årtier, og i starten af året blev budgettet endda hævet på ny.

Men en stor pose penge alene løser ikke de opgaver, der er i forhold til det trusselsbillede, som Danmark står over for nu og i de kommende år. Det løser ikke de udfordringer, som Forsvaret står over for med hensyn til at løse de mange opgaver med et minimum af personel, samtidig med at man bygger et nyt forsvar op og skal gøre klar til nyt materiel.

Forsvars- og sikkerhedspolitik er nødt til i højere grad at optræde på den politiske dagsorden, hvis vi også i fremtiden skal kunne sikre danskernes velfærd og tryghed. Det er i vores fælles interesse, og jeg stiller mig personligt gerne til rådighed for at tage den diskussion under valgkampen, hvis der er behov for det.

Forrige artikel Partii Naleraq: Lad grønlandsk hjemmeværn overtage Forsvarets opgaver Partii Naleraq: Lad grønlandsk hjemmeværn overtage Forsvarets opgaver