Dansk-palæstinenser: Det er umuligt at tale mit folks sag uden at blive stemplet som antisemit og terrorsympatisør

Israels ødelæggelse af Gaza

Jeg har i mange år – og særligt de seneste to år – undret mig over selve begrebet "Israels ret til at forsvare sig selv".

Selv efter at Netanyahu og hans koalition for alvor besluttede at indlede deres udsultningspolitik mod palæstinenserne i Gaza – ikke alene ved totalt at blokere tusinder af lastbiler med nødhjælp på den egyptiske side af Rafah-grænsen, men også ved at lukke for el, vand, brændstof, mad og medicin – har vores statsminister, EU og USA fastholdt denne fortælling om Israels selvforsvar.

Det skete endda samtidig med, at de offentligt kraftigt tog afstand fra Israels udsultning af over 2,2 millioner indespærrede palæstinensere.

Dagligt og døgnet rundt bekymrer jeg mig om, hvad der sker i Gaza.

Fathi El-Abed
Formand, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Dog med undtagelse af USA, der konsekvent har benægtet krigsforbrydelser, folkemordet og de seneste måneders åbenlyse udsultningsstrategi.

Men hvordan kan denne alternative udlægning af "Israels ret til at forsvare sig selv" fortsætte uantastet, når Israels krig mod palæstinenserne lige fra begyndelsen alene har handlet om at straffe ALLE palæstinensere i Gaza?

Hvordan kan man fortsat tale om selvforsvar, mens Israel åbent diskuterer at fordrive størstedelen af Gazas indbyggere længere sydpå og videre til Sinai Halvøen i Egypten?

Hvordan kan denne påståede "ret til selvforsvar" opretholdes gennem måneder – og nu to år – selvom den systematiske ødelæggelse af hele Gaza har været åbenlys og dokumenteret siden december 2023?

Allerede efter de første cirka fem måneder af det israelske felttog i Gaza blev det tydeligt for enhver, at de to ældgamle byer Beit Lahya og Beit Hanoun i den nordlige del af Gaza var totalt jævnet med jorden. Kort efter begyndte Netanyahus koalitionspartnere at ytre sig åbent om at annektere området.

Siden er det bestemt ikke gået bedre for oldtidsbyen Rafah, for den historiske by Khan Younis – som var Gazas andenstørste by – og for hovedbyen Gaza. Byer med tusinder af års historie ligger nu i ruiner.

Hvad har denne systematiske ødelæggelse af disse byer, landsbyer, huse og den i forvejen skrøbelige infrastruktur med selvforsvar at gøre?

Hvilket formål tjener det – andet end at trække tæppet væk under et helt folks mulighed for at leve og eksistere på et lille område i det sydøstlige hjørne af Middelhavet?

Hvordan kan det være et udtryk for "Israels ret til at forsvare sig selv"?

Jeg tænker på Gaza hver eneste dag

De færreste kan efterhånden være i tvivl om, at Israels krig siden i hvert fald november 2023 har haft til hensigt at straffe hele det palæstinensiske folk.

Alligevel ser vi ansvarlige og ellers selvtænkende mennesker hårdnakket fastholde fortællingen om, at Israels mål fortsat blot er "at forsvare sig selv" – uden nogen som helst konkrete beviser.

Samtidig afviser de blankt, at der kan være tale om et folkemord, på trods af at hovedparten af internationale organisationer og eksperter – herunder også mange israelske og jødiske – vurderer, at der er stærke indicier for netop dét.

Jeg husker de første forfærdelige timer, dage, uger og måneder i kølvandet på 7. oktober: Hvordan jeg dagligt og døgnet rundt bekymrede mig og fortsat bekymrer mig. Hver eneste dag har jeg tænkt på Gaza og på, hvilken skæbne der venter palæstinenserne i det besatte Palæstina og i særdeleshed i Gaza.

Oveni disse bekymringer oplever jeg en enorm administrativ, organisatorisk og økonomisk travlhed i vores frivillige forening, der fra de første timer efter 7. oktober fik en historisk stigning i antallet af medlemmer, som er uden sidestykke, siden foreningen blev stiftet i 1988 under den første Intifada.

Historien gentager sig

Når jeg tænker tilbage på de sidste to år, står to ting særligt tydeligt frem.

For det første den ekstreme – og til tider nærmest systematiske – dæmonisering og klapjagt på alt, hvad der er palæstinensisk herhjemme. Desværre også fra dele af pressen.

For det andet det faktum, at jeg – efter mere end 25 år med demokratisk og oplysningsorienteret arbejde om Palæstina – pludselig blev taget til indtægt for 7. oktober. Jeg fik igen og igen smidt anklager om "antisemitisme", "terrorsympati", "Hamas' mand i Danmark" og andre mindre flatterende, nedslidte kort i hovedet.

Fælles for disse skræmmekampagner og forsøg på intimidering har været med afsæt i, at "Israel har ret til at forsvare sig selv", og at ingen skal anfægte den påstand.

Verden – og særligt Europa – har intet lært af uhyrlighederne under Anden Verdenskrig.

Fathi El-Abed
Formand, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

Hvis skyld er det, at debatklimaet herhjemme er blevet så giftigt? Måske ingens. Og måske vores alles, hvilket jeg personligt forsøgte at gøre noget ved sidste år – dog kun med begrænset succes.

Allerede for et år siden skrev den israelske systemkritiker, journalist og forfatter Gideon Levy, at det Israel bedriver, er intet mindre end "barbarisme", som intet har med "retten til selvforsvar" at gøre.

Levy fortsatte: "Tabet af medmenneskelighed er en smitsom og til tider dødelig sygdom. Vores politikere argumenterer for, at de alle fortjener det – også kvinder, børn, ældre, syge og udsultede."

I marts sidste år blev jeg under et foredrag i Holbæk spurgt: Hvad kan vi gøre for at stoppe folkemordet i Gaza?

Jeg svarede prompte og ubevidst: INTET.

Og så naiv som jeg – igen – var, sagde jeg ydermere, at det desværre ville fortsætte helt frem til omkring sommeren og måske allersenest til efter Knesset (Israels parlament) kom tilbage fra sommerferie i oktober (sidste år).

Det var først dér, det for alvor gik op for mig: Verden – og særligt Europa – har intet lært af uhyrlighederne under Anden Verdenskrig eller af folkedrabet mod muslimerne i Eksjugoslavien i 1990'erne.

For ideologier og særinteresser forandrer sig tilsyneladende ikke. Det er blevet endegyldigt bekræftet af de massive forbrydelser mod det palæstinensiske folk i Gaza de seneste to år. Desværre.