De afghanske tolke blev ofre for regeringens udlændingepolitiske kynisme

Det danske svigt af tolke og lokalt ansatte afghanere på ambassaden i Kabul vil gå over i historien som et svigt af dimensioner og vil for evigt være en skamplet på Danmarks internationale renommé.

Med behandlingen af særligt de afghanske tolke har danske politikere sendt et utvetydigt signal til hele verden om, at I ikke kan stole på os, og når/hvis det kommer til stykket, så er vi villige til at ofre jer – også hvis det betyder, at I må betale med jeres liv.

I disse dage og timer render den danske udenrigsminister rundt som en hovedløs kylling og forsøger at evakuere de lokalt ansatte afghanere og tolke, som har bistået danske soldater og interesser i de hen ved to årtier, hvor vi har befundet os i Afghanistan.

Jeppe Kofod er sammen med det meste af Vesten blevet taget på sengen af Talibans hurtige fremmarch herunder erobringen af hovedstaden Kabul. Men det frikender på ingen måder hverken Kofod eller resten af den danske regering.

Vi har i månedsvis vidst, at amerikanerne ville trække sig ud af Afghanistan ultimo august, og at der dermed ville opstå et tomrum, som meget hurtigt kunne blive udfyldt af terrororganisationen Taliban. De seneste uger er det kun blevet tydeligere og tydeligere, at det ville gå den vej i takt med, at Taliban dagligt har erobret nyt territorium. Så spørgsmålet bliver: Hvorfor har Kofod og regeringen været så langsomme i optrækket, velvidende at der reelt har stået menneskeliv på spil?

Regeringens støttepartier har i ugevis bedt Kofod om at stille badetøflerne og komme i gang med at præsentere en plan for evakueringen af de lokalt ansatte afghanere. Kofods reaktion har gang på gang været, at han skam var på ferie, hvorfor det måtte vente. Men det moralske kollaps handler om meget mere end en dårlig undskyldning.

For lad os nu lade være med at gå som katten om den varme grød. Hjemtagningen af de afghanske tolke og andet personel er som så meget andet blevet til et spørgsmål om dansk udlændingepolitik.

Hjemtagningen af de afghanske tolke og andet personel er som så meget andet blevet til et spørgsmål om dansk udlændingepolitik.

Tarek Hussein
Kommentarskribent

Regeringen er fortsat så skrækslagen for at virke slappe på udlændingepolitikken, at den med fuldt overlæg har forhalet og ventet med at udarbejde en politisk aftale og dertilhørende evakuering af de afghanere, som i årevis har risikeret deres liv for vores interesser og soldater. Hvorfor? Fordi man ikke har ønsket at åbne en flanke mod DF og Nye Borgerlige, hvis man evakuerede og ultimativt gav asyl til 500 eller 1000 afghanere.

I USA, England, Canada og de fleste andre lande, som gik ind i Afghanistan, har der været bred politisk enighed om hurtigst muligt at evakuere de afghanere, som har hjulpet de enkelte lande. Det er udelukkende i Danmark, at man har ageret så langsomt af hensyn til indenrigspolitiske interesser. 

Vi står nu i en situation, hvor regeringens manglende vilje til langt tidligere at evakuere tolkene og andre lokalt ansatte kan – og med stor sandsynlighed vil – føre til, at disse mennesker og deres familier vil bliver dræbt af Taliban.

Det her er det klareste eksempel i nyere danmarkshistorie på en regering, som risikerer at stå tilbage med blod på hænderne. Vi bliver som land nødt til at reflektere over, om vores moralske kompas efterhånden er fuldstændig ude af kurs – for politikernes vedkommende virker det desværre til at være tilfældet.