Feltpræst: Det er ikke et blødt mål at anerkende og takke vores veteraner. Det er en hård nødvendighed

Jeg har set, hvad det kræver at stå i frontlinjen. Og jeg ved, at et krigsskib, en
kampvogn eller et kampfly – selv til milliarder – ikke flytter sig en tomme uden mandskab med moral, mod og mening.

Derfor er det på høje tid, at vi – når vi taler oprustning og forsvarsforlig – fører en
helhedsorienteret samtale om det danske forsvar. En samtale, hvor vi ikke blot investerer i materiel og infrastruktur, men også i de mennesker, som er selve rygraden i Forsvaret.

Verden omkring os har forandret sig. Vi må erkende, at vi har vinket farvel til idéen om evig fred i vores nærområde. Vi oplever trusler om hybridangreb og cyberoperationer og
udsættes konstant af en tsunami af desinformation.

Det danske forsvar skal være klar – ikke bare militært og teknologisk, men også menneskeligt.

Forsvaret skal kunne give både mål og mening

Krigsskibe, kampvogne og nye kaserner er nødvendige. Og det er godt, at vi investerer. Men det må ikke ske isoleret.

For hvad hjælper det at have den nyeste fregat eller den mest moderne kampvogn, hvis vi ikke har nok folk til at bemande dem? Hvad hjælper en topmoderne kaserne, hvis vi ikke kan fastholde erfarne befalingsmænd og tiltrække unge til officersuddannelserne?

Jeg har mødt mange soldater, der efter hjemkomst fra missioner har følt sig glemt. De har sat alt
på spil – for vores skyld.

Peter Sporleder
Byrådsmedlem for De Konservative i Aarhus og feltpræst

Vi har længe haft fokus på kapacitetsopbygning og materielanskaffelser. Nu skal vi turde prioritere kapacitetsfastholdelse – af de mennesker, der får Forsvaret til at fungere.

De unge i dag er både målrettede og meningssøgende. De vil gerne gøre en forskel – og det kan de i Forsvaret. Men de skal også kunne se, at det er et sted, hvor man kan leve et liv, ikke kun gøre karriere.

Når vi taler om at rekruttere flere til Forsvaret, skal vi have blik for hele mennesket. Det handler om mere end løn og pension – selvom det bestemt også handler om dét.

Det handler om ordentlige rammer, tryghed for familien, adgang til støtte, når psyken rammes og ikke mindst om anerkendelse: At Danmark som samfund bakker op – også når kameraerne er slukket.

Anerkendelse er ikke en bonus, men en nødvendighed

At føle sig anerkendt er ikke et blødt mål – det er en hård nødvendighed. Hvis vi ønsker et forsvar, der kan rekruttere og fastholde, så skal vi også turde hylde og hædre dem, der tjener Danmark i uniform.

Ikke kun med medaljer og flagdage, men i hverdagen: gennem ordentlige arbejdsvilkår og reel mulighed for efteruddannelse og udvikling – både mens du er i trøjen og i livet efter.

For vi kommer ikke udenom, at helhedstænkningen også handler om vores veteraner. Jeg har mødt mange soldater, der efter hjemkomst fra missioner har følt sig glemt.

De har sat alt på spil – for vores skyld. Når samfundets opbakning forstummer, svækker det både dem og dem, der overvejer at gå samme vej.

Vi skal derfor fortsat investere i psykologisk støtte, i veteranindsatser og i hele det bagland, som bærer soldaterne – deres ægtefæller, børn og forældre. Et stærkt forsvar begynder i hjemmet. Når vi tager vare på soldatens bagland, tager vi også vare på soldaten selv.

Vi skylder soldaterne mere end taksigelser

I sidste ende er det ikke kun en diskussion om sikkerhedspolitik og strategi – det handler også om samfundets sjæl.

Kasper Støvring har i en kronik i Altinget beskrevet soldaten som en figur, der går foran, tager ansvar og sætter nationen højere end sig selv. Det er store ord, men de peger på en central sandhed: Soldaten bærer ikke blot uniform og våben – men også idealer og fælles værdier.

Derfor skylder vi dem mere end symbolsk tak – vi skylder dem forpligtelse og opbakning, både i ord og handling.

Det er glædeligt, at fire danske byer nu konkurrerer om at blive hjemhavn for de kommende krigsskibe. Men lad os bruge anledningen til at tænke større.

For i sidste ende er det ikke maskiner, der forsvarer Danmark. Det er mennesker.

Peter Sporleder
Byrådsmedlem for De Konservative i Aarhus og feltpræst

Når vi taler om en "hjemhavn", bør det ikke kun handle om skibets placering, men også om at skabe et samfund, hvor de mennesker, der tjener Danmark, føler sig hjemme – i det civile liv, i den politiske debat og i befolkningens bevidsthed.

Det handler ikke kun om logistik og infrastruktur. Det handler om, hvorvidt vi som nation formår at vise, at vi værdsætter dem, der beskytter os – og at de ikke står alene, når de vender hjem.

Jeg har mødt danske soldater i ørkensand og bjergpas. Jeg har lyttet til deres håb og hørt deres bekymringer. Jeg har set dem vælge pligten frem for komforten. Og jeg har mærket, hvor stærkt deres tilhørsforhold til Danmark er – også når de befinder sig langt væk hjemmefra.

Derfor håber jeg, at vi – midt i den geopolitiske uro og begejstringen over ny teknologi og større investeringer – ikke mister fokus på det, der virkelig gør os stærkere: At vi tager hånd om dem, der tager ansvar for os. At vi tør satse på det hele menneske – ikke kun på materiel, systemer og mursten.

For i sidste ende er det ikke maskiner, der forsvarer Danmark. Det er mennesker.