
Foto: Abdel Kareem Hana/AP/Ritzau Scanpix
På en videooptagelse fra november 2023 i Gaza ligger en såret mand ved siden af en lille skikkelse, et dødt barn på to år.
Mandens sidste bevægelse, inden han dør, er at lægge hånden på barnets livløse krop. Manden på optagelsen hed Muhammed al-Majdalawi, og barnet, der lå ved siden af ham, var hans toårige datter, Layan. De var begge blev skudt og dræbt af en israelsk snigskytte.
På trods af Israels forbud mod udenlandske journalisters tilstedeværelse i Gaza – i et forsøg på at mørkelægge konsekvenserne af deres blodige kampagne – er det ikke kun lokale palæstinensiske journalister, der med stor risiko for deres liv er vedholdende i afdækningen af situationen.
Israel fører en skånselsløs krig, hvor Geneve-konventionen er blevet sat ud af kraft.
Nagieb Khaja
Udenlandske medier lykkes også indimellem med at undersøge anklager mod den israelske hær om krigforbrydelser ved hjælp af for eksempel samarbejde med palæstinensiske journalister, open source-kilder, øjenvidneberetninger og ekspertudsagn.
Resultatet er gruopvækkende fortællinger, der understøtter anklagerne om, at Israel fører en skånselsløs krig, hvor Geneve-konventionen er blevet sat ud af kraft.
De politiske reaktioner herhjemme og i flere andre vestlige lande, hvor modstanden mod Israels fremfærd i Gaza i bedste fald kun er retorisk og ikke fulgt op med handlinger gennem for eksempel sanktioner, står derfor slet ikke til måls med virkeligheden for de civile i Gaza.
Den virkelighed er blandt blevet dokumenteret af en gruppe BBC-journalister, som har lavet en dokumentar, der blev bragt 1. august.
Det undersøgende program er resultatet af længere tids research. I dokumentaren får vi at vide, at BBC har undersøgt og verificeret ægtheden af videoen med Muhammed og Layan al-Majdalawis, deres identitet og forløbet op til drabet på dem.
En af Muhammed al Majdalwais døtre, 12-årige Shahd, overlevede angrebet og er et af BBC's øjenvidner i dokumentaren. Shahd fortæller, hvordan hendes afdøde far og lillesøster, mor, Soraya, og bror, Aboud, var på flugt, da hendes far og lillesøster bliver skudt af en snigskytte placeret tæt på en kampvogn.
Nagieb Khaja er prisvindende journalist, forfatter og dokumentarinstruktør.
Han har arbejdet for DR og TV 2 og produceret dokumentarfilm for blandt andre BBC og Al Jazeera.
I 2022 modtog han sammen med tre kolleger på Ekstra Bladet Cavlingprisen for 'Mettes uønskede børn'. Året efter stod han bag DR-dokumentaren 'Bedraget i Helmand' sammen med Martin Tamm Andersen.
Shahd løber hen til dem og forsøger at hive sin lillesøster op, men hun vil ikke give slip på faren. Den israelske snigskytte skyder igen og sårer Shahd. "Skynd dig væk fra mig," er farens sidste sætning. Shahd og resten af familien flygter og ser aldrig Muhammed og Layan igen.
BBC har undersøgt omstændighederne omkring drabene på Muhammed og Layan og 168 palæstinensiske børn i Gaza.
I 95 af tilfældene var børnene blevet skudt i hovedet eller brystkassen – det vil sige stærke indikationer på målrettede likvideringer. Totredjedel af de dræbte børn var under 12 år.
Journalisterne har samlet dokumentation i form af øjenvidner, videooptagelser og billeder, røntgenbilleder, ekspertundersøgelser af gerningssteder, ammunition og obduktioner og ikke mindst talt med insiderkilder/whistleblowere i det israelske militær.
Den dræbte seks-årige Mira Tanbouras historie bliver også foldet ud i programmet. I dokumentaren fortæller faren, som hedder Saeed, at hun blev skudt i hjertet af en israelsk snigskytte, da de forsøgte at flygte til et mere sikkert sted.
Foto: Jehad Alshrafi/AP/Ritzau Scanpix
Historierne om målrettede likvideringer af børn blev fortalt af øjenvidner og understøttet af videoer allerede i 2023, men er aldrig blevet researchet på en så systematisk måde, som BBC har gjort det.
Allerede sidste år skrev 65 vestlige læger og sygeplejersker et indlæg i New York Times, hvor de fortalte, at de fleste af dem havde set masser af eksempler på børn, der var blevet dræbt af israelske snigskytter.
Israels systematiske angreb på børn resulterer i en fremtidig generation, der er gjort handikappet.
Nagieb Khaja
For eksempel havde flere af børnene to skudhuller i hovedet eller brystet. New York Times redaktion bekræftede efterfølgende, at fortællingerne blev understøttet af røntgenbilleder, som de havde med fra Gaza.
En af lægerne var Mark Perlmutter, en kirurg, som havde været frivillig på Det Europæiske Hospital i Khan Yunes i Gaza. Mark Perlmutter sagde til den franske tv-station France24, at han under sit næsten månedlange ophold kun oplevede at modtage civile patienter.
To børn, som han behandlede, var blevet skudt to gange hver af en snigskytte. "Ingen børn bliver skudt to gange ved en fejltagelse", sagde Mark Perlmutter og understregede, at skytterne gik bevidst efter børn.
Ni læger, som britiske Guardian, havde interviewet i april sidste år, bekræftede også den samme tendens: Patienter, som var børn, og ældre mennesker var blevet skudt i hovedet på steder og under omstændigheder, som indikerede stærkt, at det ikke var vildfarne skud, men tværtimod målrettede angreb.
Men det er først de seneste måneder, længe efter de nævnte øjenvidneberetninger, at fortællingerne bliver tillagt troværdighed.
Intet tyder på, at forbrydelserne vil stoppe, medmindre verdenssamfundet skrider ind.
Nagieb Khaja
En af dem, som for nylig er blevet interviewet hyppigt i vestlige medier, er den britiske læge, Nick Maynard. Han har været udstationeret på Nasser-hospitalet i Khan Yunes i Gaza og fortæller, at israelske soldater og "sniper-droner" skyder til måls efter børn ved israelernes nødhjælpsuddelingsteder.
Nick Maynard beskriver, at de fleste ofre var 11-15 årige drenge. Den ene dag var alle skudt i hovedet, den næste i maven, og den tredje dag var alle drengene skudt i skridtet. Maynard og hans kolleger kunne ikke konkludere andet end, at det var en slags bestialsk "leg" eller konkurrence mellem skytterne.
Intet lader til, at fænomenet er aftagende. Tværtimod fortsætter de målrettede angreb på civile, heriblandt et stort antal børn.
Tal fra FN's menneskerettighedskontor og andre organisationer viser, at der siden 27. maj i år foreløbig snart er blevet dræbt tæt op imod 1.500 palæstinensere på forskellige nødhjælpsuddelingsteder, heriblandt områder, hvor den omstridte nødhjælpsorganisation GHF holder til, efter at Israel overtog ansvaret for nødhjælpen.
For nylig stod en afhopper og whistleblower fra GHF, Anthony Aguilar, frem og beskrev, hvordan han så sine kolleger begå drab med skydevåben eller morterer på ubevæbnede sultne og desperate civile palæstinensere. Drabene skete både vilkårligt og efter ordrer fra soldaternes øverstbefalende.
Foruden drabene er antallet af børn, der er blevet skudt, men som har overlevet, og som følge af angrebet har mistet legemsdele og synet, vanvittig høje. Og fælles for dem alle er, at de er dybt traumatiseret. Israels systematiske angreb på børn resulterer i en fremtidig generation, der er gjort handikappet.
Dokumentationen er overvældende, men ingen stiller den israelske hær til ansvar for lemlæstelserne og drabene. Siden 7. oktober 2023 er ikke en eneste israelsk soldat blevet stillet til ansvar for de overlagte drab på civile. Selv de episoder, der er dokumenteret på video, fører ikke til domme.
Intet tyder derfor på, at forbrydelserne vil stoppe, medmindre verdenssamfundet skrider ind.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer






















