Forfatter: Sæt krigen på pause og gør det ukrainske grænseland til en frossen konflikt

Sæt krigen på pause

Krigens logik er sejren, håbet om sejr. Men den nukleare trussel sætter en grænse for dette. Sejren over Rusland kan aldrig blive fuldstændig, så længe Putin sidder ved roret i Moskva. Den vestlige vilje til støtte til Ukraine betyder omvendt en uendelig strøm af våben til Ukraine. Derfor lever Europa med en stadig blodigere gordisk knude op af sin østlige flanke.

Ukraine kan ikke tabe, fordi folket kæmper i samdrægtighed og Vesten leverer stadig mere præcise og ædelæggende våben. Og Rusland må ikke tabe, fordi dette kan udløse atomart modsvar og verdens endeligt. Resultatet af den gordiske knude er, at Ukraine forbløder. Men også at Rusland svækkes, og ifølge en udtalelse fra den amerikanske forsvarsminister er just dette et amerikansk mål.

Vi kan ikke fromt håbe på magtskifte i Kreml. For vil nye magthavere i Kreml tænke magtpolitisk anderledes?

Niels Boel
Politolog og forfatter

Fredens logik er omvendt nederlag, eller delvist nederlag. En fred, som er spiselig for alle, er uspiselig for alle. Den efterlader ingen helt tilfredse, alle har givet sig. Efter den russiske annektering af de fire separatistrepublikker og senest smadring af strømforsyningen i Kiev tør ingen længere håbe på fred.

Men er freden umulig, må vi i det mindste sætte krigen på pause, sikre en våbenhvile. Det ukrainske grænseland til Rusland må blive en frossen konflikt, som der i forvejen eksisterer så mange af i verden. Dette fredens kår, som her mere er fravær af krig: En situation ingen er tilfreds med, men som skubber verden væk fra den atomare afgrund.

Præsident Abiy Ahmed i Etiopien har netop sluttet fred med TPLF i Tigrai, selv om hans eritreiske forbundsfæller beskyldes for systematiske massevoldtægter og etniske udrensninger. Amerikanerne forhandlede med talibanerne i Afghanistan. Forhandlinger, som i går var umulige, er i dag mulige. For der skal være et forhold mellem krigens pris og krigens risici.

Stormagter tænker i grundlæggende interesser

6.655 civile er døde i Ukraine ifølge FN’s mest forsigtige estimater, sandsynligvis mange langt flere. Hvert eneste tabte menneskeliv fortjener vores medfølelse, og dette gælder også det langt større antal soldater på begge sider. Men de mange døde liv er ikke et argument for at fortsætte uhyrlighederne.

Internationale studier har desværre aldrig været en moralsk grønspættebog. Anders Fogh burde vel som Putin sendes til den internationale straffedomstol i Haag for aktivt at have den medvirket til den kristne fundamentalist George Bushs endeløse krige, der ifølge Brown University har kostet 3,1 millioner mennesker livet. Det er ikke sket, og Irak-Kommissionen, som skulle undersøge Fogh-regeringens krigsdeltagelse, blev nedlagt af den borgerlige regering.

Den russisk bjørn har forslugt sig på en alt for stor en mundfuld, og ligger nu og gylper det mest op igen.

Niels Boel
Politolog og forfatter

Vesten ville ikke acceptere russiske missiler i Cuba i 1962. Vi må også være rede til at tage højde for visse russiske interesser, hvor uhyrligt Putin end har opført sig. Det er grundviden på ethvert kursus i international politik, at stormagter tænker i grundlæggende interesser, der ikke afhænger af skiftende politiske vinde. Derfor kan vi ikke fromt håbe på magtskifte i Kreml. For vil nye magthavere i Kreml tænke magtpolitisk anderledes?

Fortsat krig i gavner kun militærindustrien

Ukraine vil aldrig kunne acceptere afståelse af Krim (som dog indtil 1953 var en del af Rusland, men blev overdraget til den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik af Sovjetunionens præsident Nikita Khrusjtjov) og slet ikke af de fire annekterede separatistrepublikker.

Vil Ukraine acceptere en våbenhvile? Kun den stadige vestlige strøm af våben har sikret den ukrainske fremgang på fronten, og vi er derfor langt fra blot tilskuere til Zelenskys ageren. Vil Rusland? Intet tyder på det, men der er alt at vinde på at forsøge – at redde verden fra ragnarok.

Når indsatsen er uendelig (verdens overlevelse) kan vores afvisning af enhver indrømmelse rationelt set ikke være ultimativ, som ved en almindelig gidseltagning. Omvendt står velkendte psykologiske mekanismer på spil: Vil indrømmelser til Putin blot give ham blod på tanden til at gå videre med angreb? Det sidste er der intet, der tyder på. Den russisk bjørn har forslugt sig på en alt for stor en mundfuld, og ligger nu og gylper det mest op igen.

Ukraine har ret til at få våben til at forsvare sig mod russisk aggression. Men fortsat krig i Europa gavner kun militærindustrien. Oprustningen i Danmark og andre vestlige lande giver ikke mening. For USA stod allerede i 2019 for 39 procent af verdens militære udgifter. Hver for sig matcher eller overgår Storbritanniens, Tysklands, Sydkoreas, Frankrigs og Japans militærudgifter Ruslands. når Vesten ikke kan slå tilbage mod Rusland i dag skyldes det faren for atomkrig. Ikke manglen på militært isenkram.

Vi har alt at vinde ved at foreslå en våbenhvile. Og når det er verdens fremtid, som står på spil, kan vi ikke vælge at undlade at prøve.