Forsker: Vi har brug for en demokratisk debat om Danmarks udenrigspolitik

Efter min mening er den bedste sikring, vi har mod fremtidige fejltagelser, en bredere demokratisk debat om Danmarks muligheder og risici i en hastigt foranderlig verden.

Danske politikere har abonneret på en moralsk fortælling, hvor USA er de gode, og Rusland og Kina er de onde. Vi så det senest i Mette Frederiksens nytårstale, hvor Pyongyang, Tehran, Moskva og Beijing udgjorde en fælles front "mod os". Det er ondskabens akse i ny formation.

Sådanne moralske fortællinger om international politik fungerer måske til at skabe opbakning i befolkningen. Men de leder også uundgåeligt til fundamentale analytiske fejlslutninger.

Når Vesten nærmest per definition er gode, ser man ikke, hvordan USA selv har været med til at underminere den såkaldte "liberale verdensorden". I hvert fald siden krigen mod terror har det stået klart, at USA ikke respekterer international lov og national selvbestemmelse.

USA har forblændet Christiansborg

Det er uklart, hvorvidt Trumps udmeldinger underminerer Nato-samarbejdet. Men enhver europæer må begynde at betvivle, hvor solid USA's sikkerhedsgaranti til Nato-lande er.

Kan vi regne med Washington, hvis Polen eller et af de baltiske lande bliver angrebet?

Danske politikere har været blinde over for USA's mørke sider.

Troels Nørgaard Skadhauge
Ph.d. og undervisningsassistent, CBS

Danske politikere har været blinde over for USA's mørke sider. Det har været politisk belejligt, men strategisk dumt.

Siden 2016 har det stået klart, at USA ville blive en usikker samarbejdspartner i den kommende tid. Valget af Trump blotlagde tektoniske forandringer i det amerikanske samfund.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at den amerikanske befolkning er meget delte.

Midtvejsvalgene kan blive en lussing til Trumps projekt. Men selve valghandlingen er nu ekstremt politiseret i USA, og frie og fair valg kan ikke længere tages for givet.

Dertil kommer, at der lige nu foregår en politisk kamp mellem Trump, Kongressen og domstolene, om hvorvidt Trump kan standse projekter, der er vedtaget i Kongressen.

Hvis det lykkes Trump at styrke sin egen magt på bekostning af Kongressen, ser chancerne for en ny kurs efter midtvejsvalgene ikke lovende ud.

Alt dette taler for et nærmere europæisk samarbejde. Men Europa er præget af nogle af de samme tektoniske skift som USA. De højreradikale kræfter er blevet styrket siden finanskrisen i 2008.

Usikkerhed på den europæiske højrefløj 

I Tyskland gik AfD styrkede ud af det seneste valg. Og den tyske økonomi har været i recession de seneste to år.

Den britiske økonomi er ligeledes i dårlig forfatning, og Nigel Farages højreradikale Reform Party fører lige nu i meningsmålingerne. I Frankrig er opbakningen til Marine Le Pens Rassemblement National steget stødt i de seneste år.

Le Pen har for nyligt meldt ud, at en fransk atomparaply for Europa er udelukket. Dog har hendes partifælle Jordan Bardella meldt det modsatte ud.

Der er med andre ord usikkerhed om, hvordan en styrket europæisk højrefløj vil påvirke europæisk samarbejde fremadrettet.

For at vurdere truslen mere konkret bliver vi nødt til at blive klogere på Putins ambitioner og intentioner.

Troels Nørgaard Skadhauge
Ph.d. og undervisningsassistent, CBS

Et andet stort spørgsmål er, hvordan øgede europæiske forsvarsbudgetter skal finansieres. Man kan som bekendt ikke bruge de samme penge to gange.

Selvom der nu synes at være en større velvillighed til at optage lån, er der en risiko for, at de øgede militærudgifter kommer til at gøre indhug i de sociale sikkerhedsnet.

Dette udgør et åbenlyst legitimitetsproblem: For hvor længe vil almindelige europæere være villige til at ofre deres egen velstand og velfærd for at beskytte naboerne i øst? Her er en åbenlys mobiliseringsmulighed for pro-russiske kræfter.

Trusselsbilledet er komplekst

Europæiske politikere snakker ofte om, at Putin udgør en trussel mod Europa, men hvad består truslen nærmere i? Svaret afhænger meget af, hvor man befinder sig.

Der er næppe risiko for en landinvasion på Bornholm lige foreløbig. Men i Østeuropa frygter man forståeligt, at russernes angreb på Ukraine giver blod på tanden.

Trusselsbilledet er med andre ord komplekst. For at vurdere truslen mere konkret bliver vi nødt til at blive klogere på Putins ambitioner og intentioner. Dette er selvsagt ingen nem sag. Der var mange, der undervurderede hans appetit på åben krig før invasionen af Ukraine.

Derfor var der efterfølgende nogle, der konkluderede, at Putin var fuldstændig utilregnelig.

Denne konklusion skal vi undgå. Vi har måske taget fejl før, men vi bliver nødt til at spørge os selv, hvad Putin vil og ikke vil.

Er Kina vores fjende?

En relativ afkobling af Europa fra USA indebærer markante risici, men åbner også nye politiske muligheder. Hvordan skal Europa eksempelvis forholde sig til Kina i en verden, hvor vi ikke længere er tætte samarbejdspartnere med amerikanerne?

Kinas spektakulære økonomiske transformation de seneste årtier er verdenshistorisk. Landet driver udviklingen af grøn teknologi som ingen andre. I USA har både demokrater og republikanere valgt en konfrontatorisk tilgang til Kina.

Er det åbenlyst, at Europa skal følge trop, hvis vi ikke længere er dækket af amerikanske sikkerhedsgarantier?

Klima eller krig?

Sikkerhedspolitikken har retmæssigt fyldt meget af debatten herhjemme i de seneste uger. Men Trumps udenrigspolitik har også radikale konsekvenser for udviklingsdagsordenen, eftersom han har lukket for finansieringen af det amerikanske udviklingsagentur USAID.

USAID, der er den største kilde til udviklingsstøtte i verden, brugte cirka 40 milliarder dollars om året på humanitær hjælp.

De penge vi bruger på militær, kan vi ikke bruge på klima.

Troels Nørgaard Skadhauge
Ph.d. og undervisningsassistent, CBS

Trumps nedlukning af USAID efterlader derfor et kæmpe hul.

Hvis ikke andre stater, herunder Danmark, træder til, er det forventelige resultat en humanitær katastrofe af enorme proportioner.

Endelig må vi spørge os selv, om ikke klimaforandringerne udgør en mere grundlæggende trussel end Rusland?

Den grønne omstilling fordrer internationalt samarbejde, ikke konflikt. De penge vi bruger på militær, kan vi ikke bruge på klima. Hvordan skal vi prioritere mellem klima og krig?

Jeg har ikke alle svarene. Det er der ikke nogen, der har.

Netop derfor er det så vigtigt, at vi får en bred demokratisk debat om de grundlæggende spørgsmål om Danmarks fremtidige plads i verden. Og det kan ikke gå hurtigt nok.