Forskere: Politisk konflikt besværliggør russisk-europæisk samarbejde i Arktis

Af Rasmus Gjedssø Bertelsen, Mariia Kobzeva og Andreas Raspotnik
Hhv. professor, Norges Arktiske Universitet, postdoc, Norges Arktiske Universitet og seniorforsker, Nord Universitet

Arktis er af afgørende økonomisk og sikkerhedspolitisk betydning for Den Russiske Føderation, som derfor har interesse i EU's arktiske politik. Rusland er interesseret i samarbejde med europæiske partnere for udvikling af landets arktiske energiressourcer, som har stor samfundsøkonomisk betydning.

Rusland ønsker balance mellem europæiske og østasiatiske markeder, kapital og teknologi for at bevare sin uafhængighed. EU bør nøje overveje sin stilling i arktisk strategisk konkurrence mellem Washington DC, Moskva og Beijing, sin interesse i Ruslands forhold til Kina og værdien af arktisk samarbejde med Rusland om bæredygtig udvikling omkring energi, økonomi, skibsfart, miljø, klima, forskning, lokalsamfund og oprindelige folk.

Ruslands interesser i Arktis
Rusland fra Barentshavet i vest til Beringstrædet i øst dækker cirka halvdelen af land og hav i Arktis, rummer størstedelen af regionens befolkning og er dermed langt den største arktiske stat. Ruslands Arktis rummer meget væsentlige naturressourcer, som vil være af stor betydning for landets økonomiske udvikling kommende årtier.

Den Nordlige Sørute (den russiske del af Nordøstpassagen) er afgørende national infrastruktur for udvikling af Ruslands Arktis og fjernøsten samt sørute mellem Asien og Europa. Kolahalvøen er hjemsted for Nordflåden, som med sine atomubåde er grundlaget for Ruslands atomare afskrækkelse og strategisk stabilitet med USA.

Europæiske lande har været og er fortsat Ruslands traditionelle partnere i Arktis baseret på fælles økonomiske interesser, behov for kende og forstå regionen, fælles historie og kultur. Der er en lang fælles arktisk historie mellem de nordiske lande, Tyskland, Frankrig, Holland, Storbritannien og Rusland inden for eksempel sikkerhedspolitik, energiudvinding, miljøbeskyttelse og oprindelige folk.

Rusland ønsker fortsat nært arktisk samarbejde med europæiske partnere om de ovennævnte ting. Den nye nationale russiske strategi for udvikling af Ruslands Arktis frem til 2035 har fokus på blandt andet bæredygtig udvikling og lokalbefolkningens levevilkår, men det kræver en fredelig udvikling i Arktis, som Rusland er afhængig af.

Rasmus Gjedssø Bertelsen, Mariia Kobzeva og Andreas Raspotnik
Hhv. professor, Norges Arktiske Universitet, postdoc, Norges Arktiske Universitet og seniorforsker, Nord Universitet

I dag er velfungerende samarbejdsfora for Rusland og europæiske lande blandt andre Arktisk Råd, Barents Euro-Arctic Region, EU's Northern Dimension-politik, Interreg og Tasis. Sikkerhedspolitisk konkurrence mellem USA og Rusland truer lavpolitiske samarbejdsområder og isolerer Rusland.
 
Stormagternes arktiske spil
Det politiske forhold mellem Rusland og vesten er væsentligt forringet i løbet af de seneste godt 10 år i takt med tilnærmelse mellem EU, Nato, Georgien og Ukraine og russisk indgriben heri. Den politiske krise forringer væsentligt muligheder for fælles initiativer i Arktis samt dialog og gensidig forståelse af interesser og positioner.

Senest har Ukraine-krisen medført vestlige sanktioner mod russiske arktiske energiprojekter og russiske modsanktioner mod for eksempel islandsk og norsk fiskeeksport til Rusland. Vi ser i dag Arktis blive mere og mere opsplittet, stik imod intentionerne om en region for fredeligt samarbejde formuleret af Mikhail Gorbatjov i sin Murmansk-tale i 1987, som åbnede for arktisk samarbejde mellem øst og vest.

Den strategiske konkurrence mellem status quo-magten USA, den nye supermagt Kina og den genopstandne stormagt Rusland påvirker Arktis – og det arktiske forhold mellem Rusland, EU og medlemsstater.

USA udfordrer russiske nationale interesser omkring strategisk stabilitet, kontrol med Den Nordlige Sørute og eksport af naturgas via Nordstream 2. Rusland genopbygger sin arktiske militære tilstedeværelse og udvikler nye hypersoniske atomvåben som modtræk mod amerikansk missilforsvar. Kina, som en af verdens to største økonomier, engagerer sig i Arktis som i andre regioner i verden.

USA slår Rusland og Kina i Arktis i hartkorn på trods af deres væsensforskellige interesser som arktisk og ikke-arktisk stat. Denne konkurrence truer russisk-europæisk arktisk samarbejde, skaber rum for russisk-kinesisk strategisk tilnærmelse og overvægt af kinesisk kapital i russiske arktiske energiprojekter.

Sanktioner sætter grænser
EU's globale strategi fra 2016 søgte efter specifikke samarbejdsområder med Rusland under den nuværende krise, hvor fredelig udvikling og samarbejde i Arktis kan være et muligt samarbejdsområde. EU's arktiske samarbejde med Rusland har været ineffektivt, blandt andet fordi EU's nuværende arktiske politik ikke formulerer sådan et samarbejde.

Fælles olieprojekter er aflyst på grund af sanktioner. Franske Totals store engagementer i russisk arktisk naturgas er reduceret til kommercielt samarbejde uden ekspert- og politiske netværk. Kun få videnskabelige og miljømæssige initiativer fortsætter uforstyrret, for eksempel den store internationale Mosaic-isbryderekspedition i Polhavet og Northern Dimension-projekter, på trods af den politiske konflikt.

Arktisk miljøbeskyttelse under udviklingen af regionens naturressourcer kræver nært samarbejde mellem alle aktører med Rusland som afgørende deltager. Det er nødvendigt at harmonisere aktiviteter i regionen for at højne miljø- og sikkerhedsniveauet for udvinding og transport af naturressourcer, begrænse miljøpåvirkning, rydde op efter tidligere forurening, højne kundskabsniveauet omkring Arktis og dets befolkning, hæve levestandarder, og forbedre samfærdsels- og kommunikationsinfrastruktur.

Samarbejde kræver nye regler og aftaler
Rusland ønsker fortsat nært arktisk samarbejde med europæiske partnere om de ovennævnte ting. Den nye nationale russiske strategi for udvikling af Ruslands Arktis frem til 2035 har fokus på blandt andet bæredygtig udvikling og lokalbefolkningens levevilkår, men det kræver en fredelig udvikling i Arktis, som Rusland er afhængig af.

Det vil have stor betydning for Ruslands arktiske befolkning, hvis europæiske virksomheders deltagelse i store naturressourceprojekter følges af teknologiudveksling for bæredygtig udvikling og vedvarende energi, miljøbeskyttelse og -genopretning, beskyttelse af oprindelige folks kultur og modvirkning af klimaændringer.

Dette vil alt sammen kræve nyt samarbejde, aftaler, regler og normer i energi, minedrift og skibsfart samt nyt videnskabeligt samarbejde. I lyset af den nuværende politiske konflikt mellem EU og Rusland uden for Arktis, så er det værdifuldt med et arktisk samarbejdsrum for fælles løsninger på centrale udfordringer omkring klima, bæredygtig udvikling, forskning og sikkerhedspolitik.