Forsvarsanalytiker: Fejlagtig dansk forsvarspolitik mangler realisme og ærlighed

Vi kender sikkert alle den britiske serie "Keeping up Appearences" (fint skal det være) med fru Hyacint i hovedrollen.

Her er dagens vigtigste mål at tage sig godt ud i omgivelsernes øjne. Det minder desværre betænkeligt meget om dansk forsvarspolitik.

Her bliver mindre budgetforøgelser om fem år italesat som en markant styrkelse af Danmarks bidrag til det fælles forsvar i Nato. Her kan skindet sælges flere gange – længe før bjørnen er skudt. 

Det så ganske flot ud, da forsvarsforligskredsen i januar 2018 fremlagde forsvarsaftalen for 2018 til 2023. Mange års reduktioner af forsvarsbudgettet ramte i 2017 det laveste niveau siden medlemskabet af Nato i 1949. Verden var blevet væsentlig mere usikker, så nu skulle forsvarsudgifterne øges til cirka 1,35 procent BNP i 2023.

Tyskland ville ligge på samme procentsats, og så kunne lille Danmark behændigt ligge i læ af sin store nabo og håbe, at ingen fik øje på os

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker 

Men USA og flere andre allierede var ikke imponeret. Danmarks daværende statsminister, Helle Thorning Schmidt, havde selv i 2014 skrevet under på, at også Danmark ville arbejde frem mod to procent af BNP i 2024.

Så med Donald Trump som præsident og Carla Sands som ambassadør var tidligere tiders diplomatiske ordvalg afløst af verbal spanking. Det aftalte mål fra Nato-topmødet i 2014 var alt for langt væk og slet ikke i syne. 

Partier fremtryllede ekstra midler

Kun et år senere aftalte forligspartierne en tillægsaftale. Ekstra midler var fremtryllet og alle statslige konti støvsuget for mulige udgifter til Forsvaret (uddannelse, pensioner og sundhed med videre). Disse beløb ville fremover indgå i forsvarsudgifterne.

Nu hed det pludselig 1,5 procent i 2023, og alt så lyst og flot ud. Tyskland ville ligge på samme procentsats, og så kunne lille Danmark behændigt ligge i læ af sin store nabo og håbe, at ingen fik øje på os. 

Ved Nato-møderne lovede forsvarsminister Trine Bramsen (S) dansk deltagelse i og ledelse af snart den ene operation og snart den anden.

Hvis bare Danmark fortsatte med at udsende styrkebidrag, så ville ingen opdage den lave økonomiske målopfyldelse og den langsomme genopbygning af forsvaret.  

Det gik godt lige indtil oktober 2020. Så landede en hidtil uhørt hård og kritisk Nato-rapport og skabte røre i H.C Andersens lille andedam.

Nato-bedømmelsen i efteråret var klar: Danmark er dumpet

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker 

Fra opbygningsstyrker til kampstyrker 

I Nato opererer man med begreberne cash, capabilities and contributions (penge, militære kapaciteter og styrkebidrag).

I mange år havde danske politikere solet sig i rosen fra især USA, når vi bidrog med – i forhold til Danmarks lille størrelse – substantielle styrkebidrag til kapacitetsopbygning i både Afghanistan, Irak og andre konfliktområder. 

Men de store og mandskabskrævende internationale missioner i for eksempel Irak og Afghanistan var fortid, og Nato fokuserer nu på afskrækkelse.

Nu er de vigtige målepunkter forsvarsudgifter og militære kapaciteter. Og kapaciteter til afskrækkelse og eventuel kamp mod en veludrustet modstander kræver helt andre styrker, end Danmark har haft i de seneste 30 år.  

Der er behov for panser, panserværn, artilleri og luftforsvar. Der kræves ammunition og forsyninger til intense og langvarige kamphandlinger.

Har styrkerne ikke den krævede udrustning, beredskab og træningsniveau, har de ingen afskrækkende effekt. Og så er danske styrker irrelevante. 

Nato dumpede Danmark

Nato-bedømmelsen i efteråret var klar: Danmark er dumpet. 

Der mangler kampvogne, infanterikøretøjer, luftforsvar, ammunition, logistik og andre forsyninger, og måske værst af alt: Der ses ikke fremskridt og en realistisk plan for, at Danmark kan nå de aftalte styrkemål til 2024. 

Men mere end halvvejs igennem den nye forsvarsaftale må konklusionen være, at Danmarks forsvarspolitik er fejlbehæftet. Der mangler i den grad realisme og ærlighed

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker 

Det gav anledning til en omfattende pressedebat og en forespørgselsdebat i forsvarsudvalget den 3. december 2020. En debat, som desværre afslørede en del misforståelser. 

Jo, alle Danmarks forsvarsudgifter tæller med i Nato-opgørelsen. Nej, Nato laver ikke styrkebidrag til Nato-landenes nationale forsvarsopgaver som for eksempel i Arktis. Disse opgaver har altid, jævnfør Atlantpagtens paragraf tre, været et nationalt ansvar.

De politiske bortforklaringer har været utallige: "Det er uretfærdigt, at Nato ikke anerkender Danmarks bidrag på Grønland," eller "vi betaler mest per indbygger".

En BNP-procentsats er faktisk retfærdig 

Pudsigt at opleve de gentagne politiske bestræbelser på at forklare, at forsvarsudgifter i forhold til BNP ikke er retfærdigt.

Men når der tales om Danmarks ulandsbistand, så fremhæver de samme politikere, hvor stor en del af BNP vi anvender på området.

Så er en BNP-procentsats helt okay. Fordi BNP-procentsatsen virker præcis ligesom i det danske samfund. De bredeste skuldre bærer de største byrder.

Som et af Europas rigeste lande, så er det kun retfærdigt, at et lands investering i eget forsvar står i forhold til landets økonomiske styrke. 

Først i forsvarsaftalens sidste år i 2023 kommer det store løft op til 1,5 procent BNP. En del af forklaringen har været, at Forsvaret ikke kan omsætte et pludselig økonomisk løft til nye våbensystemer og mere personel.  

Men enhver, som arbejder med forsvarsplanlægning, ved, at der går adskillige år fra bevilling af midler til disse kan omsættes til færdigudrustede og veltrænede militære enheder, som er klar til indsættelse.

Så det har aldrig været det politiske mål, at Forsvaret skulle være væsentligt stærkere i indeværende forligsperiode. Havde dette været målet, havde forøgelsen af forsvarsbudgettet ligget langt tidligere i forsvarsaftalen. 

Har Danmark en kampklar brigade?  

I marts meddelte forsvarschef Flemming Lentfer i et interview i Berlingske, at Danmark er langt fra en kampklar brigade.

Men i en række svar til Forsvarsudvalget den 7. april 2021 på kritiske spørgsmål (spørgsmål 162 til 164) fra udvalgets medlemmer meddeler forsvarsministeren, at Danmark ventes at have en kampklar brigade i 2024, men der vil være udeståender. 

Danmark skal leve op til sit ansvar og de indgåede aftaler. Der er behov for en realistisk forsvarspolitik, der leverer de aftalte kapaciteter til den aftalte tid

Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker 

Brigaden vil blandt andet ikke have et luftforsvar. Også totalforsvaret har store mangler, jævnfør nylig rapport fra Center for Militære Studier.

Danmarks forsvar forsøges konstant italesat bedre og mere kapabelt, end tilfældet er. Det gælder åbenbart først og fremmest om at tage sig godt ud. 

Men mere end halvvejs igennem den nye forsvarsaftale må konklusionen være, at Danmarks forsvarspolitik er fejlbehæftet. Der mangler i den grad realisme og ærlighed. 

Presset på Danmark fortsætter 

Måske nogle politikere havde håbet, at presset på Danmark forsvandt, når USA skiftede præsident.

Men presset forsvandt ikke. USA og landets befolkning er blevet grundigt trætte af konstant at skulle hjælpe europæerne, fordi de ikke selv vil tage nok ansvar. Kina er USA's helt store udfordring på verdensscenen, og Rusland er en udfordring i Arktis. I Centraleuropa og omkring Østersøen må de europæiske Nato-lande tage langt større ansvar for egen sikkerhed.  

Det kollektive forsvar og ansvaret for at stille tilstrækkelige robuste styrker på passende højt beredskab til at afskrække Rusland er først og fremmest europæisk. Derfor er der behov for, at også Danmark kan stille effektive, veludrustede og veltrænede styrker på højt beredskab. 

Danmark skal leve op til sit ansvar og de indgåede aftaler. Der er behov for en realistisk forsvarspolitik, der leverer de aftalte kapaciteter til den aftalte tid.