Vi ved, at klimakatastrofen rammer os. Alligevel bruger vi milliarder på en krig, der måske aldrig kommer

Murens fald var en afgørende begivenhed i Europa og i verden. I årevis havde rigtigt mange indsigtsfulde mennesker beklaget det gigantiske økonomiske og menneskelige spild, som årtiers vanvittige oprustning havde medført.  

Nu var der en chance for at følge det gamle bibelske budskab om at smede sværd om til plovjern.

Eller med datidens sprog: I 1990’erne kunne man begynde at høste fredsdividenden ved at flytte penge fra forsvar til civile indsatser. Milliarderne kunne bruges på noget bedre. De kunne udnyttes til gavn for mennesker. 

Tror nogen for alvor på, at vi ville have haft større sikkerhed i dag, hvis vi havde startet eller fortsat oprustningen efter 1992? 

Knud Vilby

Og selv om der aldrig blev høstet helt så megen fredsdividende, som drømmene havde forudset, så skete der mange steder noget positivt. Der var flere penge til hjemligt velfærd, og der var flere penge til det, vi officielt i Danmark kaldte blød sikkerhedspolitik. 

I Udenrigspolitisk Årbog fra 1997 beskrev Per Fischer, der var seniorrådgiver i statsministeriet denne nye danske politik, hvor vi brugte mere på udviklingsarbejde, miljøbistand og FN-fredsbevaring, end vi gjorde på det egentlige militær. 

Artiklen afsluttedes med en argumentation om at se holistisk på den gensidige afhængighed i verden. Det handlede dengang (som i dag) om både miljø, udvikling, nødhjælp, demokrati og fredsbevaring.

Menneskehedens store problemer kan ikke løses med separate indsatser, men kun i en kombineret samtænkning. Det er ikke luksus, det er en investering i sikkerhed, var artiklens sidste ord. 

Man kan naturligvis i dag påstå, at den tankegang spillede fallit. Vi har ikke fået sikkerhed. Truslerne tårner sig op. Derfor er der nu et fokus på oprustning, som skubber alle andre hensyn til side. 

Men man kan med væsentlig større ret hævde, at det dog var godt, at hundredvis af milliarder af kroner i en periode på mere end 40 år blev brugt til noget fornuftigere end kampfly og missiler. 

Tror nogen for alvor på, at vi ville have haft større sikkerhed i dag, hvis vi havde startet eller fortsat oprustningen efter 1992?

Og hvis ja, hvad er så konsekvensen af den tænkning? Hvis der skal oprustes, selv når verden synes at være på vej mod mere fredeligt samarbejde, er der jo ingen argumenter tilbage for nedrustning. 

Så skal vi opruste i fredstid, fordi vi aldrig ved, hvornår nye farlige diktatorer dukker op. Så skal vi globalt misbruge tusindvis af milliarder, mens vi forsømmer alt muligt andet, fordi krigen måske kommer.

Der er ikke noget "måske" foran klimakatastrofen. Den kommer med sikkerhed, hvis vi ikke tager os sammen, og det er sidste øjeblik.

Det ensidige fokus på oprustning fører til nedprioritering af den nødvendige klimaindsats.

Knud Vilby

Men det ensidige fokus på oprustning fører til nedprioritering af den nødvendige klimaindsats, ikke blot blandt fornægtere som Trump, men også blandt ellers ansvarlige politikere, der ved hvor galt, det står til.  

Trods Trump og Putin (og desværre en hel del flere af slagsen) er verden stadig sammensat og kompliceret, og fremtidsløsninger kræver mere end nogensinde holistiske samordnede løsninger.

Hvis ikke ragnarok bryder løs, ligger Rusland der også i fremtiden. Det gør Kina også. Og USA – formentlig uden Canada og Grønland. 

På et eller andet tidspunkt skal der samarbejdes. Og der må ikke gå for lang tid. 

En lille dansk NGO, som jeg er med i, har titlen "Nej til oprustning – ja til bæredygtig sikkerhedspolitik". Den blev stiftet, inden det seneste vanvid, og det kan være svært at bevare håbet. Men alligevel er det jo det, vi skal. 

Vi skal bevare håbet, og vi skal arbejde for det, så godt vi kan, der hvor vi nu en gang er. Og det skal vi, selv om det kan se håbløst ud. 

Og så snart der igen ser ud til at være en smule sund fornuft på vej, skal vi nedruste og bruge pengene på noget fornuftigere, selv om der altid kan lure nyt diktatorisk vanvid ude i horisonten.

Det skal vi, fordi der stadig er så utroligt mange nødvendige indsatser, der skal finansieres. Og det skal vi, fordi pengene hvert år og hele tiden kan bruges til noget bedre end kampfly og missiler.

Derfor denne hyldest til håbet og fredsdividenden.