Bliv abonnent
Annonce
Debat

Oberstløjtnant: Forsvarsindustrien står i et dilemma – for skal man optimere eller bygge nyt?

Optimering kan dække moderate behov, men hvis væksten virkelig tager fart, kan kun nybyggeri klare presset, skriver Klaus Munch Kjøller.
Optimering kan dække moderate behov, men hvis væksten virkelig tager fart, kan kun nybyggeri klare presset, skriver Klaus Munch Kjøller.Foto: Matt Slocum/AP/Ritzau Scanpix
27. februar 2025 kl. 05.00

K

Forsvarsekspert og associeret partner, PA Consulting

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den geopolitiske virkelighed har ændret sig markant de seneste år. Krigen i Ukraine har intensiveret behovet for at styrke Europas forsvarskapacitet, og den globale sikkerhedssituation har kun understreget nødvendigheden af en robust og skalerbar forsvarsindustri.

Efterspørgslen på ammunition, materiel og avancerede forsvarssystemer er steget markant, og europæiske regeringer har fulgt op med massive investeringer i forsvarsbudgetterne.

Men hvordan kan forsvarsindustrien bedst imødekomme de stigende krav? Skal man optimere eksisterende anlæg eller bygge helt nye faciliteter?

Læs også

Begge strategier har deres fordele og ulemper – og valget afhænger af balancen mellem akutte forsyningsbehov og langsigtet kapacitetsopbygning.

Optimering af eksisterende produktionskapacitet kan være en hurtigere og mere omkostningseffektiv løsning end at bygge nyt. Det kan blandt andet opnås ved at: 

  • Bruge digitale tvillinger til at simulere nye produktionsmetoder uden at risikere forstyrrelser i den nuværende drift.
  • Automatisere processer med robotteknologi og AI for at øge effektiviteten og mindske behovet for arbejdskraft.
  • Forbedre produktudvikling ved hjælp af bedre datastyring, så design, produktion og vedligeholdelse hænger tættere sammen.
  • Skabe smarte forsyningskæder, der gør brug af Internet of Things og dataanalyse til at sikre hurtigere og mere præcis levering af materialer.

Fordele og ulemper

Et eksempel på succesfuld optimering er forsvarsvirksomheden Thales' investering i deres anlæg i Belfast, Nordirland. Ved at indføre nye skiftehold og processer har de fordoblet deres produktionskapacitet uden at bygge nye faciliteter.

At bygge nyt er en dyr affære med høje anlægsomkostninger og langsigtede investeringer.

Klaus Munch Kjøller
Forsvarsekspert og associeret partner, PA Consulting

At bygge nyt kræver større investeringer og længere implementeringstid, men giver samtidig mulighed for at skabe kapacitet fra bunden med den nyeste teknologi og de mest moderne løsninger – for eksempel opfører Rheinmetall en ny ammunitionsfabrik i Unterlüß, Tyskland, der skal imødekomme både nationale og internationale behov.

Fordelene ved nybyggerier er blandt andet muligheden for at imødekomme større efterspørgsel, integration af fremtidssikret teknologi uden begrænsninger fra ældre systemer og også muligheden for at skabe en mere langsigtet kapacitet, der kan understøtte strategiske mål i årtier fremover.

Når det gælder beslutningen om at optimere eller bygge nyt, er der mange overvejelser i spil – fra praktiske spørgsmål om tidslinjer til større strategiske valg om fremtidssikring.

Læs også

Er det en god idé at satse på eksisterende anlæg, der allerede er oppe og køre, men måske er ved at være slidte? Eller giver det bedre mening at bygge helt nyt, med alle de risici, det indebærer – fra høje anlægsomkostninger til potentielle forsinkelser?

Derudover er lokationen afgørende. Et nyt anlæg kan placeres tættere på leverandører, men hvad hvis den politiske stabilitet i området pludselig ændrer sig?

Kan forsyningskæden følge med?

Når efterspørgslen stiger, skal forsyningskæden kunne levere hurtigt og pålideligt. Hvis de nuværende leverandører allerede er pressede, kan det være nødvendigt at gentænke hele opsætningen.

Nye anlæg kan give mulighed for at etablere forsyningskæder tættere på produktionen, men det er også en proces, der kræver tid og planlægning.

Optimering kan ofte levere resultater hurtigere, fordi det bygger på det eksisterende fundament.

Klaus Munch Kjøller
Forsvarsekspert og associeret partner, PA Consulting

Men selvom der er en charme ved det velkendte – det stabile og driftssikre, som man allerede ved, fungerer – er spørgsmålet, om stabilitet er nok, når fremtidens behov kalder på innovation.

Optimering af eksisterende anlæg kan ofte levere hurtigere resultater, men nybyggeri åbner døren for de nyeste teknologier og arbejdsmetoder uden begrænsninger fra gamle systemer.

Hvor hurtigt skal det gå?

Nogle gange er der behov for handling her og nu. Optimering kan ofte levere resultater hurtigere, fordi det bygger på det eksisterende fundament.

Men hvis man kigger længere ud i fremtiden, kan et nyt anlæg være en investering, der betaler sig ved at sikre kapacitet til vækst mange år frem.

Et andet spørgsmål er, hvor stor efterspørgslen bliver: Er det en mindre stigning, der skal håndteres, eller er det en eksplosion i efterspørgsel, der kræver radikale ændringer?

Optimering kan være tilstrækkelig til at dække moderate behov, men hvis væksten virkelig tager fart, kan kun nybyggeri klare presset.

Læs også

Hvad siger budgettet?

Som altid spiller økonomien en central rolle. At bygge nyt er en dyr affære med høje anlægsomkostninger og langsigtede investeringer.

Optimering af eksisterende anlæg kan være en mere økonomisk løsning, men det kræver stadig en nøje vurdering af, om det kan levere nok værdi på den lange bane.

I sidste ende er der ikke ét rigtigt svar. Det handler om at finde den rette balance mellem det nødvendige her og nu og det, der giver mening på lang sigt – og om at vælge den løsning, der bedst matcher organisationens mål og behov.

Læs også

Artiklen var skrevet af

K

Klaus Munch Kjøller

Forsvarsekspert og associeret partner, PA Consulting

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026