Bliv abonnent
Annonce

Israelere ude af konkurrence om luftforsvar for milliarder

Foto: Sebastian Scheiner/AP/Ritzau Scanpix
11. marts 2025 kl. 22.09

Partierne bag forsvarsforliget er på et møde tirsdag aften blevet enige om, at skære feltet af deltagere i konkurrencen om at levere jordbaseret luftforsvar til Danmark ned. Det erfarer Altinget fra fire kilder.

Tre langtrækkende og fire kortrækkende systemer er blevet siet fra, så Forsvarets indkøbere skal koncentrere sig om at kigge nærmere på to langtrækkende systemer og fire kortrækkende systemer. 

Ud er blandt andet røget de to langtrækkende systemer David's Sling og Barak MX fra Israel samt et langtrækkende koreansk system.

Dermed er der kun amerikanske Patriot og fransk-italienske SAMP-T NG tilbage i konkurrencen om at blive Danmarks langtrækkende jordbaserede luftforsvar.

Læs også

For halvanden uge siden blev partierne enige om, at Forsvarets indkøbere både skulle se på et permanent indkøb af luftforsvar samt på mulighederne for en hastelevering af en midlertidig løsning allerede i år eller næste år. Det kan være ved at låne, lease eller leje et system af et andet land eller af en producent.

Om indsnævringen af feltet også gælder for hasteløsningen, er endnu uklart.

Tre uger senere

Som Altinget kunne fortælle mandag den 17. februar, så var der på et forligskredsmøde tirsdag den 18. februar lagt op til, at Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse ville anbefale forsvarsforligskredsen at skære antallet af deltagere ned til to langtrækkende og fire kortrækkende systemer - sådan som man nu har gjort det tre uger senere.

Læs også

Det amerikanske Patriot-system og det fransk-italienske SAMP-T NG skulle fortsætte, mens de to israelske systemer Barak MX og David’s Sling skulle sies fra i konkurrencen om langtrækkende systemer sammen med det koreanske system LIGNex1.

Argumentet fra FMI var, at kun Patriot og SAMP-T NG var Nato-certificerede. At få de andre systemer certificerede var forbundet med en vis usikkerhed, som man gerne ville undgå.

Fra otte til fire

FMI vurderede desuden, at det kun giver mening at kigge nærmere på fire af de otte systemer, som deltager i den kortrækkende konkurrence. Det var NASAMS-systemet fra Norge, IRIS-T SLM fra Tyskland, VL MICA fra Frankrig og amerikanske IFPC. To israelske, et norsk og et britisk system blev dømt ude.

Det er uvist hvilke kortrækkende systemer der tirsdag aften er røget ud af konkurrencen. men feltet er skåret ned fra otte til fire.

Lobbyister for nogle af de systemer, der var ved at blive valgt fra i februar, fik dog sat en midlertidig stopper for udskilningen. Men her til aften gik den ikke længere. 

Forsvarsministeriet kan tirsdag aften hverken be- eller afkræfte oplysningerne.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026