Jonathan er jøde i Danmark: Det er voldsomt. Der er mennesker, der ønsker at slå mine børn ihjel

Et jaget folks hjem

Det moderne Israel blev skabt, fordi jøder gennem årtusinder blev jaget, fordrevet og myrdet – uden noget sted at flygte hen. Pogromerne i Rusland. Forfølgelserne i Mellemøsten. Holocaust.

Etableringen af det moderne Israel blev svaret – et løfte om, at jøder aldrig igen skulle være afhængige af andres nåde.

Og jøders tilknytning til området er ikke ny. Den er over 3.000 år gammel. De første historiske spor, der omtaler "Israel" og dets jødiske befolkning, stammer fra omkring 1.200–1.000 f.Kr. – altså omkring 1.000 år før kristendommen og omkring 1.700 år før islam bliver til en religion.

Alligevel hører vi i dag mennesker, der påstår, at jøder er kolonialister i deres eget hjemland. Det er en fortælling, der ikke alene er historisk usand – den er farlig. For når man først gør jøder til indtrængere, bliver det lettere at gøre dem til fjender.

Hamas forstår dette bedre end de fleste. Organisationen har i årevis arbejdet systematisk med propaganda, der har ændret vores sprog – og dermed vores opfattelse af virkeligheden.

Jødehad eksisterer ikke på grund af Israel. Israel eksisterer på grund af jødehad.

Jonathan Fischer
Fhv. næstformand i Det Jødiske Samfund

Frem til 2017 talte Hamas åbent om at bekæmpe jøder. I dag taler de om "zionister".

Det lyder mere politisk, ikke som jødehad. Og derfor bliver det nemmere for vestlige aktivister at tage sproget til sig. Jeg ser det ofte – især på venstrefløjen. Man siger, at man ikke er antisemit, men stolt "anti-zionist". Men i praksis er forskellen ofte kosmetisk.

For hvad betyder det egentlig at være "anti-zionist"?

Zionisme betyder blot troen på, at jøder har ret til et nationalt hjemland. Så når man er imod zionisme, er man i praksis imod jøders ret til selvbestemmelse. Og det skal ikke pakkes ind som "kritik af Israels ageren".

Men må man så slet ikke kritisere Israel? Selvfølgelig må man det.

Israel er en demokratisk stat som alle andre demokratiske stater – med fejl, udfordringer og politiske beslutninger, man kan være uenig i. Men det er tankevækkende, at Israel er det eneste land i verden, hvis eksistens der konstant bliver stillet spørgsmålstegn ved.

USA, Frankrig, Kina, Rusland, Syrien, Iran – alle bliver kritiseret. Men ingen kræver, at de ophører med at eksistere.

Kun Israel. Det bør give anledning til refleksion.

Hamas' ideologi kender ingen grænser

Hvad der også er værd at reflektere over, er begrebet zionisme – som i dag burde være et historisk begreb. Drømmen om at jøder kan vende hjem til deres forfædres land, Zion, er en virkelighed. Israel eksisterer.

Men netop Israels eksistens er i sig selv blevet en provokation for mange.

For Israel er ikke bare en stat. Den er en materialisering af jødedommen selv. Og konflikterne mellem Israel og mange af dets naboer skal forstås i den sammenhæng.

Mange siger, at vi ikke skal "importere Mellemøstens konflikt til Danmark."

Det er en misforståelse – om end det oftest siges med de bedste intentioner.

Det er den samme konflikt. Det samme had. Der er ikke tale om import – men der er en klar sammenhæng.

"From the river to the sea" – et slogan fra Hamas' charter fra 1988 – bliver nu råbt i København, Aarhus, London og Berlin. De, der råber det, ved måske ikke, hvad det betyder. Men det ved Hamas. Det betyder, at Israel skal udslettes – fra Jordanfloden i øst til Middelhavet i vest.

Men Hamas' ideologi begrænser sig ikke til Israel.

Vi så et konkret eksempel i Manchester i torsdags, hvor en terrorist angreb en synagoge under Yom Kippur – den helligste dag i den jødiske kalender.

Jeg har ikke kendskab til, at terroristen i Manchester havde forbindelse til Hamas. Men det er tydeligt, at han abonnerede på samme ideologi. Han angreb nemlig ikke synagogen på grund af israelsk politik. Han gjorde det, fordi de, der var inde i synagogen, var jøder.

De, der hader jøder, hader friheden

De fleste jøder har en nærmest intuitiv forståelse af nødvendigheden af sikkerhed omkring vores jødiske institutioner. En forståelse, der har eksisteret længe før Dan Uzan blev myrdet foran synagogen i Krystalgade 15. februar 2015.

Det bredere danske samfund fik også en dybere forståelse for truslen, vi står overfor, i forbindelse med angrebet på Krudttønden, hvor Finn Nørgaard blev myrdet, da han prøvede at stoppe en terrorist – og det efterfølgende angreb på synagogen.

Alligevel har vi lidt vej igen i vores fælles forståelse af alvoren.

I Danmark i 2025 er der børn – helt ned til ti måneder gamle – der hver dag går i vuggestue, børnehave og skole under konstant politibevogtning. Det er børnenes virkelighed, fordi der findes mennesker, som ønsker at slå dem ihjel.

Den trussel, jøder lever under i dag, er massiv. Den er voldsom. Og den er reel.

Jonathan Fischer
Fhv. næstformand i Det Jødiske Samfund

Lad mig gentage det: Der findes mennesker, som ønsker at slå mine børn ihjel.

Og nej – det er ikke fordi mine børn har været soldater i IDF. Eller afholdt en demonstration til støtte for Israel. Eller lavet et opslag på Facebook.
De ønsker at slå mine børn ihjel, fordi de er jøder.

Den trussel, jøder lever under i dag, er massiv. Den er voldsom. Og den er reel. Men jøderne står blot forrest – ganske ufrivilligt.

For det, vi ser, er ikke kun et angreb på jøder. Det er et angreb på selve idéen om det åbne samfund.

Vi bliver angrebet af anti-demokrater, der ikke ønsker en verden med plads til uenighed, mangfoldighed og tolerance. De ønsker en verden med én ideologi. Én sandhed.

De, der hader jøder, hader også alt det, vores demokrati bygger på. De afskyr friheden til at tænke anderledes, tro anderledes, leve anderledes.

Som samfund må vi turde sige fra. Ikke blot med ord, men med handling. Vi må stå vagt om vores fællesskab, vores ytringsfrihed og vores ret til at være uenige uden frygt.

De, der vil nedbryde det, råber højt. De er organiserede. De er insisterende. Men vi, der tror på demokratiet, er flere.

Vores demokrati er ikke en selvfølge. Det blev ikke født i fred og fordragelighed – det blev kæmpet frem af mennesker, der turde stå op mod mørket.

Nu er det vores tur.

For frihed og demokrati dør ikke, når de bliver angrebet.

De dør, når ingen længere forsvarer dem.