Forsvarsanalytiker: Kina vil støtte Rusland, så længe det ikke påvirker den kinesiske økonomi

Det vil uden tvivl trække op til en konfrontation med Kina med hensyn til det vestlige sanktionsregime overfor Rusland. Konfrontationen kommer, f.eks. når kinesiske virksomheder både vil handle russisk og europæisk. Men med Putin-Xi kommunikéet den 4. februar blev Kinas politik fasttømret og kritik og ændringer i kinesisk kurs er yderst vanskelige at gennemføre, også internt i Kina.

Der er flere grunde til, at Kina ser på sanktioner ud fra andre præmisser end Vesten. Dels på grund af værktøjerne, dels på det verdenssyn og de bindinger man lægger i udenrigspolitikken.

For det første er kinesisk samhandel er ofte på bilateralt statsligt niveau, hvilket jo ses af vigtigheden af private danske virksomheders deltagelse på handelsdelegationer, trods kinesisk anerkendelse af markedsøkonomi som bærende.

Men Kina sanktionerer gennem den kinesiske stats helt anderledes adgang til at styre og mobilisere ressourcer, trods markedselementer i den kinesiske økonomi. Så hvis Kina går ind på et helt eller delvist sanktionsspor overfor Rusland, vil det ske med brug af de midler, Kina i forvejen benytter sig af, hvilket mest eksplicit ses i den måde Kina har administreret samhandel og diplomati overfor Nordkorea.

Sanktioner på den kinesiske måde

For at forstå hvorfor Kina er yderst tilbageholdende med sanktioner, skal man først og fremmest forstå den kinesiske tilgang, for i praksis sanktionerer Kina bredt og målrettet for at opnå økonomiske og strategiske positioner i forhold til omverdenen.

Vestlige/internationale sanktionsregimer binder deltagerne til ikke at handle eller have (økonomisk) samkvem med det sanktionerede eller kun have relation på bestemte betingelser. Det er rigidt og virker i en koalition, men er samtidig usmidigt. Desuden ses det ofte som teatertorden fra Vestens side, det vil sige uproduktivt og mest henvendt til eget publikum.

Alt i alt udøver Kina et meget omfattende, men fleksibelt sanktionsregime overfor omverdenen.

Ulrik T. Jensen
Forsvarsanalytiker

For Kina vil et usmidigt regime binde Kina til handlinger, der dels vil virke uhensigtsmæssige i forhold til de mål på kort, mellemlangt og langt sigt, som Kina vil opnå i forhold til den sanktionerede person/virksomhed/branche/nation. Samtidig vil et sanktionsregime typisk være ”opfundet” af den erklærede modpart i geopolitik, USA, og enhver officiel tilslutning vil i Kina blive opfattet som kinesisk svaghed, næsten uanset hensigt i øvrigt.

Men Kina sanktionerer bredt i sin handelspolitik og på mange andre områder. Dette gøres administrativt, i og med at den kinesiske stat råder over ressourcer i en helt anden skala end vestlige økonomier.

Sanktioner gennem KKP

For det første er KKP’s (Kinas kommunistparti) medlemmer er underlagt partiets direktiver og kan blive underlagt disciplinære sanktioner hvis ikke et medlem følger disse. Det styrer adfærden overfor lande, virksomheder og enkeltpersoner, hvorved Kina kan udelukke ”sanktionsmålet” fra kontakt og handelsmuligheder med Kina.

Ofte vil kinesisk eksport på markedsvilkår ikke blive berørt, mens import bliver administrativt umuliggjort. Et eksempel: Nobelprisen blev givet til Liu Xiaobo, hvorefter KKP-partimedlemmer ikke måtte rejse til Norge i flere år. Kinas import fra Norge stagnerede i samme periode.

For det andet benytter Kina aktivt industripolitikken til styring af handelsprivilegier. Backbone i Kinas fremstillingsindustri er fortsat statskontrolleret og ledet direkte eller indirekte af KKP-medlemmer. Der kan både udstedes direktiver vedrørende økonomisk adfærd og politisk adfærd.

Investeringer i udlandet er ofte styret af direktiver og adgang til finansiering, både hvad angår tilskyndelse og egentligt forbud. På samme måde styres adgangen for udenlandske virksomheders virke i Kina. 

Bilateralt pres og administrative mure

For det tredje har Kina betydelige statslige bilaterale indkøb og salg. Kina indgår gerne statslige indkøbsaftaler med lande verden over. Formålet er forsyningssikkerhed, gunstige priser og ofte med lande, som Vesten ikke vil samhandle med. Muligheden for ikke at indkøbe i de pågældende lande giver mulighed for politisk pres, det vil sige, at der føres en Kina-gunstig politik. 

Hermed ikke sagt at Xi ikke bliver genvalgt, for det gør han, men udfordringerne står på lur. 

Ulrik T. Jensen
Forsvarsanalytiker

Våben og anden eksport til denne landegruppe understøtter Kinas indkøb af råstoffer på gunstige vilkår og øger disses tilbøjelighed til at støtte kinesiske synspunkter på den internationale arena. Både de nævnte direktiver i industripolitikken, den økonomiske politik, samt direktiverne i partiorganisationen understøtter positionerne med hensyn til statslig im- og eksport.

Endelig opstiller Kina administrative mure. Kina er med i WTO, men i stedet udnytter landet andre regler til at komplicere og fordyre udenlandske virksomheders import til Kina, herunder procestid og certificeringer. Kina kan skrue op og ned for toldbehandling (behandling med videre) og andre krav med henblik på specifikt at straffe enkelte virksomheder og lande.

Alt i alt udøver Kina et meget omfattende, men fleksibelt sanktionsregime overfor omverdenen, iklædt handelspolitiske værktøjer. Derfor kan Kina retorisk påstå ikke at ”bryde sig om sanktioner” og sjældent indgå i internationale aftaler. Men det kinesiske sanktionsregime er både fleksibelt og meget omfattende og en integreret del af den førte udenrigspolitik, som udover suverænitetsdogmet (Taiwan, Tibet, ikke-indblanding) på det seneste er tilført en udfordringsdimension, hvor Vesten (læs: USA) skal udfordres på verdenslederskabet.

Kinas forhold til Rusland

Der er ingen, der har givet en detaljeret og overbevisende forklaring på Xi Jinpings og Putins såkaldte nære forhold. Udover den grovkornede anti-Vest og anti-USA-forklaring.

Der er ikke tal på, hvilke goder Kina har opnået ved at indgå i partnerskab med Rusland, men belært af Kinas ageren kan det se ud som om, at Rusland har solgt billigt (ellers går Kina ikke ind på det) ud af sine råstoffer, herunder olie, gas, tømmer og lignende til en kinesisk stat, som kan se sig presset i andre dele af verden, på trods af bilaterale udviklingsprojekter, våbenhjælp og anden understøttelse af ledelse i de støttede lande. 

Det er utænkeligt, at Putin ikke har luftet idéen om regime change i Ukraine for Xi i deres drøftelser. Ellers ville Nato ikke blive nævnt i det fælles kommuniké.

Begge statsledere må have en opfattelse af, at Vesten er kommet til et punkt, hvor USA’s lederskab kan bringes i spil. Og formentlig skal bringes i spil, dels med et stadigt mere aktivt USA i forhold til Kina, dels fordi analysen formentlig viser store svagheder i det vestlige sammenhold.

Det er tænkeligt at Kina ser et svagt Rusland som en direkte historisk betinget udfordring, da ændringer i Rusland kan påvirke Kinas stabilitet. 

Der er ikke tal på, hvilke goder Kina har opnået ved at indgå i partnerskab med Rusland.

Ulrik T. Jensen
Forsvarsanalytiker

1989 (4. juni) står fortsat lysende klart for det kinesiske lederskab og nok især for Xi Jinping, som ikke nødvendigvis er voldsomt populær i brede kredse i Kina. Xi Jinping står således stadig mere usikkert i forhold til sin coronahåndtering, hvor verden efterhånden lukker op, mens Kina lukker ned.

Hermed ikke sagt at Xi ikke bliver genvalgt, for det gør han, men udfordringerne står på lur. Især i takt med at kinesere opdager, at der er indført de facto udrejseforbud, og at Kinas afkobling fra omverdenen bliver mere og mere tydeligt politisk begrundet.

Kina holder sig til Rusland-tro linje

Vil Kina gå mod Rusland? Nej. Ikke under de nuværende præmisser. Xi Jinping har lagt alle sine kort i Rusland-vektoren, formentlig på grund af den vanskeligt læsbare situation i Europa, som man nok skal være europæer for virkelig at forstå. Dermed bliver det USA og Rusland i den simplificerede globale analyse.

Ukraine kan i kinesisk højrefløjs retorik ses som et rent europæisk problem. Og konsekvenserne af det russiske regime change-felttog har ikke været gennemgribende analyseret. Og dog.

Noget tyder på, at der er en klar skillelinje mellem politologer på tænketank-niveau, det vil sige ”Academy of Social Sciences”-niveau og det centrale statsapparat, det vil sige ledende partigrupper, stående udvalg og partiformand Xi Jinping.

Tænketanksniveauet er højest sandsynligt stort set på linje med vestlige analytikere, idet der selvfølgelig, som i Vesten, er forskel på, om det er ”Rusland-eksperter”, ”USA-eksperter”, militær eller økonomi, som udtaler sig. Og man skal desuden huske på, at Kina også har sine høge, herunder nationalister.

Med Putin-Xi kommunikéet 4. februar blev politikken fasttømret, og kritik og ændringer er yderst vanskelige at gennemføre. Derfor vil Kina holde sig til den Rusland-tro linje, med få og små indrømmelser til USA og Vesten, for at Kina ikke kommer i krydsild, hverken økonomisk eller i forhold til vestlige røde linjer.

Hvor bringer det sanktionsregimet hen? Jo, Kina vil administrere Rusland, som det har administreret Nordkorea gennem årtier. Stok og gulerod, men til fordel for kinesiske økonomiske og politiske interesser.

Kina vil støtte Rusland i det omfang, det ikke påvirker den kinesiske økonomi, men at gå mod Rusland på grund af et sønderbombet land i Europa er for meget at forlange. Og det vil tage lang tid, hvis overhovedet, før Kina finder sine ben i forhold til EU og Europa, og det kan gå hen at blive den allerstørste udfordring for kinesisk udenrigspolitik. Bl.a. fordi europæiske virksomheder bliver nødt til at tage højde for den risiko som en Ruslands-situation i Kina med beslaglæggelse af værdier udgør. Uanset om det ligger i kortene eller ej.