Kulturhistoriker: DR har skadet forholdet mellem Grønland og Danmark

Som det ofte er tilfældet med film i denne genre, anlagde dokumentaren et engageret og hidtil underrepræsenteret perspektiv. Den forsøgte at beregne omsætningen fra kryolitudvindingen i Grønland og dermed udfordre forestillingen om, at Grønland altid har været en økonomisk byrde for Danmark. Samtidig lod filmen ingen tvivl om, at en sådan beregning er særdeles kompleks.

Som eksperter som Lise Lyck, Katarina Juselius og ikke mindst den indiske økonom Arindam Banerjee, der medvirker i filmen, bekræfter, er det legitimt ikke at trække udgifter til løn, fragt og materialer fra den samlede omsætning. Disse udgifter kom nemlig danske rederier, leverandører og arbejdere til gode og skabte dermed værdi inden for det danske samfund – mens den grønlandske befolkning var udelukket fra værdiskabelsen.

Danske medier kaster røgslør

Når journalister og økonomer med forbløffende selvsikkerhed retter fokus mod kryolitselskabets profitter, kaster de et røgslør, der afleder opmærksomheden fra det væsentlige. Filmen viser, at en ikke ubetydelig del af de midler, der efter Anden Verdenskrig blev anvendt til at modernisere Grønland, i omfang svarede til den værdiskabelse der over årene fandt sted i Grønland.

Når journalister og økonomer med forbløffende selvsikkerhed retter fokus mod kryolitselskabets profitter, kaster de et røgslør, der afleder opmærksomheden fra det væsentlige.

Ebbe Volquardsen
Lektor i kulturhistorie, Ilisimatusarfik

Det lykkedes således filmskaberne at påføre fortællingen om Danmarks uselviske engagement i Grønland nogle alvorlige ridser. Hos nogle danskere vækkede dette en frygt for at miste en af deres yndlingsfortællinger.

Sociologen Andreas Reckwitz beskriver i sin nyeste bog tabserfaringer som et grundlæggende træk ved vestlige samfund i senmoderniteten. Populister lover dem, der frygter tab af status eller magt, en genoprettelse af en tilsyneladende ideel – eller i det mindste bedre – fortid, som i mellemtiden er gået tabt.

Nogle af de fortrinsvis ældre og overvejende mandlige filmkritikere synes at længes tilbage til en tid, hvor kvinder – og især ikke dem med migrationsbaggrund – ikke blev universitetslektorer, hvor grønlændere ikke blandede sig i, hvordan de navngav deres pindeis, og hvor indere holdt sig væk fra økonomiske beregninger.

Kernen i debatten bør ikke være tal men derimod de perspektiver, der indtil for nylig dominerede diskussionen om den dansk-grønlandske historie. Disse bliver i stigende grad udfordret af grønlandske erfaringer og synsvinkler.

Berlingske, Politiken og Information, hvis chefredaktører var blandt de skingreste stemmer i debatten, har efterhånden oplag, der er ti gange mindre end den rækkevidde, den grønlandske influencer Qupanuk Olsen har på de sociale medier. Dette tab af definitionsmagten har hos nogle danske meningsdannere skabt den form for frygt, som Reckwitz beskriver som typisk for vores tid.

Da filmskaberne åbent anerkendte usikkerhederne i deres beregninger, greb de statusangste herrer chancen for ikke blot at undergrave filmskabernes og de medvirkendes troværdighed, men også for at så generel tvivl om grønlandske aktører. Netop disse aktører har i den seneste tid spillet en central rolle i at udfordre, nuancere og berige fremstillinger af den dansk-grønlandske historie med deres perspektiver.

Det er let at fremstille forskere som Arindam Banerjee og Naja Graugaard som useriøse og følelsesstyrede, mens objektiviteten hos mandlige, danske eksperter ikke anfægtes, selv når deres udtalelser går uden om emnet.

Ebbe Volquardsen
Lektor i kulturhistorie, Ilisimatusarfik

Imidlertid har kritikerne opnået en vis succes. Selv udsagnene fra de modige grønlandske kvinder, der fortæller, hvordan de som unge piger fik indsat præventionsspiraler uden samtykke og tilstrækkelig information, bliver nu igen betvivlet på fremtrædende plads i danske dagblade. De anklages – i bedste koloniale stil – for at have hengivet sig til påstået promiskuitet og dermed være styret af følelser frem for fornuft.

Og hvor DR ellers tidligere har præsenteret diverse perspektiver, sender man i dag programmer, der – forklædt som satire – ikke afslører magtstrukturer, men latterliggør legitime grønlandske krav om anerkendelse og ligestilling: En klassisk herskerteknik.

Såret national stolthed forplumrer debatten

Som litteraten Anne McClintock har vist, er følelser traditionelt blevet betragtet som modsætningen til rationalitet. Rationalitet, neutralitet og objektivitet er historisk set blevet forbundet med maskulinitet og vestlig civilisation, mens kvinder og koloniserede folk ofte er blevet anset for at være styret af følelser og dermed irrationelle i deres handlinger og beslutninger.

Derfor er det let at fremstille forskere som Arindam Banerjee og Naja Graugaard som useriøse og følelsesstyrede, mens objektiviteten hos mandlige, danske eksperter ikke anfægtes, selv når deres udtalelser går uden om emnet.

Derfor kan henvisningen til den koloniale monopoløkonomis særlige vilkår afvises som usaglig og “obskur”, selv om fraværet af tilsvarende ekspertise inden for dansk økonomisk forskning snarere burde vække følelser af forlegenhed end overlegenhed.

For at komme videre er det afgørende at anerkende, at også postimperiale samfund som det danske ikke er fri for stærke følelser – såsom såret national stolthed – der forplumrer deres debatter. Det er nødvendigt at analysere europæiske samfund – som traditionelt er blevet fremstillet som rationelle aktører – som rum, hvor følelser i høj grad påvirker politiske beslutninger og handlinger. Kun derved får de samfund, der hidtil er blevet beskrevet som følelsesstyrede, en reel mulighed for at møde Vesten på lige fod.

Der findes rigeligt med forskning på området. Det, der i øjeblikket udspiller sig mellem Grønland og Danmark, har historikeren Dane Kennedy med henblik på Storbritannien betegnet som “imperial history war”.

Fraværet af tilsvarende ekspertise inden for dansk økonomisk forskning burde snarere vække følelser af forlegenhed end overlegenhed.

Ebbe Volquardsen
Lektor i kulturhistorie, Ilisimatusarfik

Allerede i 2013 blev der under ledelse af Dietmar Rothermund afholdt en konference om erindringer i postimperiale nationer. Indledningen til den tilhørende antologi beskriver med bemærkelsesværdig præcision det, vi har været vidne til i de seneste uger.

I en slags tavshedskonspiration enes majoriteten om ikke at tale om ubehagelige, men velkendte emner – såsom kolonihistorien – indtil tavsheden brydes af stadig mere højlydte stemmer fra de tidligere kolonier. Konkurrencen mellem erindringerne udvikler sig til erindringskrige. Ideelt set fører en sådan konflikt til en generel holdningsændring hos majoriteten.

Når det sker, vækker henvisningen til historisk uretfærdighed ikke længere følelser af individuel skyld, men en bevidsthed om ansvaret for et respektfuldt samvær i et heterogent fællesskab.

Konflikt er del af vejen mod ligeværd

'Grønlands hvide guld' afslører en myte, der i lang tid har præget det danske selvbillede i forhold til Grønland, og som stadig belaster relationen mellem de to lande: Grønland som økonomisk byrde for Danmark. Heraf udspringer en udbredt holdning om, at kritik eller krav fra grønlandsk side må opfattes som utaknemmelighed. Igen står en følelse over for angivelig rationalitet.

For mange grønlændere er filmen derimod blot endnu en brik i en række af nyere afsløringer, der bekræfter en opfattelse, de har haft længe: Danmark var hverken bedre eller værre end andre kolonimagter – men ganske enkelt en typisk kolonimagt.

I Danmark står ideen om, at landet handlede usædvanligt humant og var moralsk overlegen i forhold til de øvrige kolonimagter, dog stadigvæk stærkt. Fortællingen opstod i slutningen af det 19. århundrede, da Danmark omformede sig fra et mellemstort imperium til en lille, homogen nationalstat.

'Grønlands hvide guld' afslører en myte, der i lang tid har præget det danske selvbillede i forhold til Grønland – og som stadig belaster relationen mellem de to lande: Grønland som økonomisk byrde for Danmark.

Ebbe Volquardsen
Lektor i kulturhistorie, Ilisimatusarfik

At Danmark fortsat havde en koloni i Grønland, stod i modsætning til det nye selvbillede. Derfor måtte der skabes en supplerende fortælling: Alt, hvad Danmark foretog sig nordpå, var til gavn for Grønland og til ære for Danmark. At pille ved det narrativ er for mange stadig i dag en form for ærekrænkelse.

Når det dokumenteres, at danskere i Grønland ikke kun handlede ud fra altruistiske motiver, ryster dette kernen i det nationale selvbillede, en forklaring på de ofte følelsesladede og vrede reaktioner i Danmark. Ved at underkaste disse reaktioner en affektanalyse, det vil sige en følelsesteoretisk analyse, bliver deres rationalitet udfordret – og vejen kan banes til en virkelig ligeværdig dialog.

Kongeriget, bestående af et dansk flertal samt et grønlandsk og et færøsk mindretal, befinder sig i disse uger ved en skillevej – men har samtidig i længere tid været i en fase, hvor grønlænderne i stigende grad formår at opnå mere medbestemmelse og ligestilling.

Sociologen Aladin El-Mafaalani gør opmærksom på, at perioder, hvor mindretal opnår større indflydelse, ikke er præget af færre, men af flere konflikter. For flertallet er det en udfordring at vænne sig til at tage mindretallets stemmer alvorligt – især når det hidtil ikke har været nødvendigt på grund af den eksisterende magtubalance.

Mindretallet derimod oplever, at vedholdende krav fører til resultater og begynder derfor også at påpege former for diskrimination, som tidligere syntes umulige at italesætte.

Den frustrerende men nødvendige konsekvens er, at vi må vænne os til, at heftige konflikter og tilbageslag vil være en del af billedet i nogen tid endnu.

Ebbe Volquardsen
Lektor i kulturhistorie, Ilisimatusarfik

Denne udvikling skaber et indtryk af konfliktoptrapning, selvom der i virkeligheden er tale om en bevægelse mod større ligestilling. Den frustrerende men nødvendige konsekvens er, at vi i den igangværende proces med at forny samarbejdet mellem Danmark og Grønland må vænne os til, at heftige konflikter og tilbageslag vil være en del af billedet i nogen tid endnu. Men denne fase rummer også potentialet til at føre til et reelt ligeværdigt fællesskab i fremtiden.

En øget bevidsthed om at følelser påvirker holdninger ikke kun i Grønland men også i Danmark og en større ansvarsfølelse for fællesskabet – også i de danske tv- og avisredaktioner – kunne bidrage til, at denne for alle parter ubehagelige fase ikke unødigt trækkes i langdrag.