Lars Erslev Andersen: USA's exit fra Afghanistan får mellemøstlige stater til at stå sammen

Mellemøsten var i årtiet efter de arabiske oprør domineret af to store og definerende konflikter, som i præsident Bidens første regeringsår er i hurtig forandring.

Den første, konflikten om Iran, har lange rødder tilbage til den iranske revolution i 1979 og til den såkaldte dobbelte inddæmningspolitik, iværksat af Bill Clinton i 1993.

Anledningen var den netop overståede krig med Irak, der havde afsløret et stort irakisk program til produktion af masseødelæggelsesvåben, der førte til sanktioner mod Irak. På det tidspunkt havde Israel og amerikanske analytikere længe argumenteret for, at Iran både producerede masseødelæggelsesvåben, støttede global terrorisme og truede Israel, de arabiske Golfstater og verden som sådan.

Derfor annoncerede Clinton-regeringen den dobbelte inddæmningsstrategi, som skulle afvæbne Irak og stække Iran.

Ingen af delene lykkedes.

Derfor annoncerede Clinton-regeringen den dobbelte inddæmningsstrategi, som skulle afvæbne Irak og stække Iran. Ingen af delene lykkedes.

Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

Ganske vist førte sanktioner og våbenkontrol til afvæbning af Irak, men diktatoren Saddam Hussein blev siddende på magten, og da Clintons efterfølger George W. Bush opfattede ham som en usædvanlig trussel mod verdensfreden, ja som en ny Adolf Hitler, skulle han fjernes med militærmagt, hvilket resulterede i den ulykkelige Irakrig.

19 år senere er Irak stadig i sørgelig forfatning uden udsigt til at få udviklet et stabilt politisk system – og slet ikke et demokratisk af slagsen.

USA har netop erklæret, at de sidste amerikanske tropper vil blive i Irak og bidrage til at holde jihadisterne fra Islamisk Stat nede. Men det amerikanske engagement er stærkt nedtonet og den tendens vil efter alle solemærker fortsætte.

Mens missionen om at skabe et stabilt demokratisk Irak slog fejl, lykkedes det heller ikke at stække Iran, der konstant og systematisk trods omfattende sanktioner har øget sin indflydelse i regionen: det gælder i øst mod Afghanistan og det gælder i vest mod Irak, hvor Iran begge steder udnyttede de amerikanske krige til at styrke sin tilstedeværelse.

Men også i det arabiske Mellemøsten fra Libanon, Syrien til Yemen har krige og konflikter kun øget den iranske indflydelse, hvilket i stigende grad bekymrer Israel og giver amerikanske præsidenter hovedbrud.

Skønt Irans økonomi som følge af sanktioner og såkaldt ”massivt pres”, der betyder, at landet har svært ved at sælge sin olie, har iranerne stærke proselytter hele vejen fra Beirut gennem Syrien og Irak til Teheran, samt i Yemen, til Saudi-Arabiens store fortrydelse.

Barack Obama indså i 2015, at hverken USA eller den samlede verden med sanktioner og trusler kunne tvinge Iran at spille efter Israels og USA's melodier.

For Obama stod valget mellem krig eller diplomati.

Som bekendt valgte han det sidste.

Det skabte kontrol med det iranske atomprogram, men begrænsede ikke Irans indflydelse i Mellemøsten, hvilket var en af begrundelserne for at Donald Trump droppede diplomatiet og trak USA ud af atomaftalen fra 2015.

Det gjorde Trump i 2018 og samtidig startede USA igen en konstant optrapning af sanktionerne. Det har ikke virket efter hensigten, hvilket Joe Biden både har erkendt og erklæret og derfor har satset på at få USA tilbage i aftalen.

Men det er langtfra gået let og et år efter, at Biden overtog præsidentposten, er der stadig stor usikkerhed om det lykkes Iran og USA at blive enige. Situationen ligner den i 2015, altså diplomati eller krig, men ikke helt, for ikke mange tror på, at USA vil engagere sig i endnu en stor krig i Mellemøsten. I forvirringen over, hvad USA egentlig vil i Mellemøsten, hvor der udover Irak og sikkerheden i Den Persiske Golf også hersker både undren og irritation over amerikanernes manglende udmeldinger om Syrien - for ikke at tale om ubeslutsomhed overfor palæstinensernes situation - rykker de mellemøstlige stater stadig tættere sammen.

I forvirringen over, hvad USA egentlig vil i Mellemøsten (...) rykker de mellemøstlige stater stadig tættere sammen.

Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

Det betød afspænding i den anden store mellemøstlige konflikt, som var en direkte følge af de arabiske oprør, nemlig konflikten mellem konservative, arabiske monarkier. Dette stod overfor et politisk islam støttet af Tyrkiet og Qatar og primært repræsenteret i det arabiske Mellemøsten af Det Muslimske Broderskab og Hamas.

For mindre end to år siden dominerende denne konflikt dagsordenen med et aggressivt Tyrkiet, som var militært engageret i blandt andet Libyen, Syrien, Irak, det østlige Middelhav og som havde tropper på sin base i Qatar.

Det sidste viste sig at være nyttigt for Qatar til at afskrække Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater fra at sende deres tropper ind, efter de havde indledt boykot af Qatar i 2017 og som de havde gjort i Bahrain i 2011, da de ikke syntes Bahrains konge var hurtig nok til at banke demonstranter væk fra gaderne.

Med 1000 tyrkiske soldater i Qatar og dermed risiko for at komme i direkte militær konflikt med Tyrkiet, trak Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater følehornene til sig og begyndte i stedet at genere Tyrkiet og Erdogan på andre snedige måder.

Erdogan svarede igen ved at afsløre den modbydelige likvidering af den saudiarabiske systemkritiker Jamal Khashoggi.

Med andre ord gik det lystigt for sig med De Forenede Arabiske Emirater og Saudi Arabiens stålsatte sabotage af det arabiske forår, fordi de ikke ville se Det Muslimske Broderskab ved magten: Broderskabet blev sat på deres lister over terrororganisationer. Qatar og Tyrkiet, der netop støttede Broderskabet med midler og husly, blev chikaneret politisk og økonomisk.

Forvirringen over, hvad USA egentlig vil, har imidlertid fået Golfaraberne på andre tanker, hvilket med et pennestrøg fik Saudi-Arabiens kronprins Mohammed Bin Salman til i januar at sløjfe konflikten med Qatar og frafalde alle krav.

Kort efter sendte han signaler til Iran om, at det ikke ville være en god ide at tale sammen i stedet for at råbe op om krig og bruge sabotage mod hinanden.

Den tendens til afspænding, diplomati og økonomisk samarbejde er vokset støt og sikkert det seneste årstid. Det økonomiske aspekt er vigtigt, især for Erdogan, som må regere et Tyrkiet, hvis økonomi mildest talt har det skidt, så kapitalindsprøjtninger fra stater, der for blot få år siden var modbydelige fjender er nu særdeles velkomne. 

Qatar er hurtigt danset ind i sin gamle rolle som statsligt datingbureau og arbejder ihærdigt på at få en tete-a-tete i stand mellem Mohammed Bin Salman og Erdogan. Snart skal det nok lykkes.

Qatar er hurtigt danset ind i sin gamle rolle som statsligt datingbureau og arbejder ihærdigt på at få en tete-a-tete i stand mellem Mohammed Bin Salman og Erdogan. Snart skal det nok lykkes.

Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

Selvsamme Mohammed Bin Salman har netop turet rundt i Golfstaterne for at finde en fælles position i forhold til Iran, som han også mødte en delegation fra i Amman tidligere i denne uge.

Efter han opfordrede til dialog i januar, har der været fire møder mellem saudiarabiske og iranske diplomater i Bagdad og altså nu et nyt i Jordan. Det handler om at opbygge gensidig tillid og det forventes, at de to lande inden længe genoptager egentlige diplomatiske forbindelse gennem oprettelse af et iransk konsulat i Saudi-Arabien. Uger forinden etablerede Emiraterne en ny handelsrute til Tyrkiet, der passerer gennem Iran, og De Forenede Arabiske Emirater er i 2021 blevet den største eksportør af varer til Iran.

Samtidig åbner Tyrkiet og De Forenede Arabiske Emirater deres samhandel, og Erdogan kan gnide sig i hænderne over nye investeringer fra Golfaraberne. Endelig har et privat firma fra De Forenede Arabiske Emirater netop afsluttet forhandlinger med iranerne om at bygge solenergianlæg i Iran, hvilket klart vil være en overtrædelse af de amerikanske sanktioner.

Når man tænker på den hårde kritik af Obamas atomaftale med Iran fra fra især Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater i 2015, er det rimeligt at spørge, hvad der i grunden er sket i hovederne på disse Golfarabere?

Svaret er ligetil: de tvivler på amerikanernes vilje til militært at ville beskytte dem, hvis det kommer til regulær krig med Iran.

De er bange for, at USA har skrottet den gamle Carter-doktrin fra 1980, hvor amerikanerne så trusler mod de allierede Golfstater som direkte angreb på nationale amerikanske sikkerhedsinteresser, der vil blive mødt med amerikansk militærmagt.

Men hvad gjorde USA reelt, da olietankere i Golfen i 2019 blev saboteret, da Iran nedskød en amerikansk drone i juni samme år, og da missiler satte halvdelen af Saudi-Arabiens olieproduktion ud af kraft i et par uger?

Reelt intet - foruden at sende nogle tropper og antimissil-batterier til Golfen, men alene som middel til afskrækkelse. For selvom USA fortalte verden, at det var Iran, der stod bag missilerne, som den yemenitiske Houthimilits havde taget ansvar for, gik Iran helt fri for gengældelse. Udover santkionerne, som blev strammet.

Tilbage sad de i Riyadh og Abu Dhabi og funderede over, hvor let de kunne rammes af missiler fra droner, uden at de kunne nå at reagere.

Med andre ord er deres sårbare bug helt blottet for iranske angreb.

En grund til, at De Forenede Arabiske Emirater sidste år normaliserede sine forbindelser til Israel, kunne være motiveret i håbet om, at hvis USA lader dem i stikken, kan det være Israel vil hjælpe dem.

Det gør dem imidlertid ikke mindre sårbare og det ved de.

Udsigterne til, at forhandlinger mellem USA og Iran fører til amerikansk genindtrædelse i atomaftalen, ser ikke lovende ud, men selv hvis det skulle ske, er diplomatisk afspænding med Iran, økonomisk såvel som sikkerhedspolitisk, langt at foretrække, så det arbejder Golfaraberne derfor på.

Iran spiller med og på begge sider af Golfen, den iranske og den arabiske, øger Kina sin indflydelse med store infrastrukturinvesteringer og partnerskaber, hvilket alt sammen kunne tyde på, at vi i Vesten skal til at vænne os til en helt ny sikkerhedsarkitektur i Golfen.

Samtidig synes de arabiske stater tillige, at den syriske krig har varet længe nok og taler åbent om anerkendelse og samarbejde med Bashar al-Assad i Damaskus. Jordan er enig og efter kong Abdullah kom hjem fra et besøg i Washington har han ikke forsømt en lejlighed til at plædere for anerkendelse af al-Assad og åbnet grænsen til Syrien.

Samtidig har Jordan med De Forenede Arabiske Emiraters formidling afsluttet en aftale med Israel om levering af solenergi mod at få vand af israelerne. Mange mener, at kong Abdullahs Syrienpolitik er aftalt med Biden og at den skal ses som en slags amerikansk prøveballon for en kovending i forholdet til al-Assad. 

Mens en anerkendelse af Assadregimet bestemt vil være en voldsom tragedie for de mange syrere, der havde håbet på at komme af med det brutale regime, er afspænding mellem araberne og Iran klart et bedre perspektiv end konstant optrapning af konflikten.

Amerikansk nedtoning af sit engagement i Mellemøsten har hos mange vakt bekymring i Vesten. Det er der måske ikke grund til, for arabere, tyrkere og iranere myldrer rundt og løser gamle konflikter og afslutter aftaler om nyt økonomisk samarbejde. Så også i Mellemøsten lakker det amerikanske århundrede måske mod enden.

Amerikansk nedtoning af sit engagement i Mellemøsten har hos mange vakt bekymring i Vesten. Det er der måske ikke grund til.

Lars Erslev Andersen
Seniorforsker, DIIS

I Israel må de spekulere sig grønne i hovederne over, hvad det betyder for dem: store økonomiske aftaler med De Forenede Arabiske Emirater samt endegyldigt nedbrydning af den årelange arabiske boykot er godt, men arabernes interesse i at samarbejde med Iran og Syrien går direkte imod Israels interesser.

Det var måske det Mellemøstens nye stærke mand, kronprins Mohammed Bin Zayed i Abu Dhabi, talte fire timer med den israelske premierminister Naftali Bennett om, da de mødtes i sheikens palads i weekenden?

Alt imens amerikanernes politisk trækker sig stadig mere fra Mellemøsten, rykker de forskellige stater i regionen stadig mere sammen og alle er de, inklusive Israel, stærkt fornøjede med Kinas stadig større interesse og engagement i regionen, der udspiller i samme hastige takt, som USA flytter sine strategiske interesser og ressourcer til Østasien.