Lektor: Østersøen er skueplads for en hybridkrig, men Forsvaret har ringe midler til at overvåge havet

Havet er globaliseringens fælled. På overfladen findes sejlruterne, rygraden for global handel, symboliseret med enorme containerskibe, der er globaliseringens plus. På havbunden findes globaliseringens usete drivkræfter: Internettets fiberkabler, olie- og gasledninger. I Danmarks tilfælde er Nordsøen og Østersøen begge knudepunkter for en kritisk national og europæisk infrastruktur. På havbunden binder fiberkabler Norden sammen med Europa, mens et massivt netværk af gas-, el- og olieledninger er selve fundamentet for adgangen til energi.

Derfor er evnen til at kontrollere og overvåge havet af stor militær og sikkerhedspolitisk interesse for supermagter og småstater som Danmark. Den seneste tids begivenheder i Østersøen understreger, at havbunden nu er skueplads for en hybridkrig, hvor man med sabotage af sårbar infrastruktur fremhæver sin evne og vilje til at true hele globaliseringens fundament: Adgangen til og brugen af havet.

Nye ubåde og flere overvågningsfly?

Eksplosionerne i Nord Stream 1 og 2 skaber allerede debat om Forsvarets kapaciteter og mangel på samme. I øjeblikket mangler Forsvaret kapabiliteter til at overvåge undersøiske knudepunkter effektivt og i længere tidsperioder.

Investeringerne vil imødekomme flere hensyn i dansk sikkerhedspolitik, hvor Østersøen og Arktis er nogle af de centrale indsatsområder

Martin A. Husted
Lektor og forfatter

En mulighed er nyanskaffelsen af ubåde og fly. Kandidater kan være ubåde som den tyske designede Type 212 eller overvågningsfly af typen Boeing P-8 Poseidon. Begge vil sandsynligvis vanskeliggøre angreb mod infrastrukturen på havbunden i kraft af deres overvågningskapacitet. Samtidig vil en ny dansk kapacitet af sådanne sø- og luftenheder øge Forsvarets evne til at bidrage til Nato’s styrker i Østersøen og understrege Danmarks vilje til at dele byrden, når det kommer til indkøb af dyrt materiel.

Endvidere vil P-8 overvågningsfly kunne bruges i Arktis, og investeringerne vil imødekomme flere hensyn i dansk sikkerhedspolitik, hvor Østersøen og Arktis er nogle af de centrale indsatsområder.

Dog er prisen selvsagt en væsentlig overvejelse. Ubåde og overvågningsfly er store milliardinvesteringer, og indkøbet samt driften vil sluge massive dele af Forsvarets budget. Enhederne vil desuden have brug for specialiseret personel og en ny støttestruktur.

Samlet vil sådanne kapaciteter presse Forsvarets evne til samtidig at udbygge andre vigtige dele af Søværnet og Flyvevåbnet. Her er listen lang. Søværnet skal have nye patruljeskibe, Flyvevåbnet overvejer indkøb af flere F-35 fly.

Ifølge Altinget er et af Forsvarets ønsker til det kommende forsvarsforlig udrustning af flådens fregatter med krydsermissiler. Flere eksperter taler for, at Søværnet tilføjes kystkorvetter som fx den svenske Visby-klasse til brug i Østersøen. Hærens brigade skal have et luftværnssystem, og der tales om at indkøbe og opstille et lagdelt luftforsvar i Danmark.

Kan en dansk ubådskapacitet overhovedet indfri målsætningen om at beskytte en infrastruktur, som alene i Danmarks nærområde har enorm størrelse?

Martin A. Husted
Lektor og forfatter

En potentiel ny situation

I lyset af eksplosionerne på bunden af Østersøen (og den lange liste af egentlige og potentielle nyanskaffelser), er det nærliggende at spørge om, hvorvidt det kommende forsvarsforlig overhovedet skal indeholde anskaffelsen af ubåde til Søværnet?

Investeringen støttes varmt af Konservative, især i skikkelse af forsvarsordfører Rasmus Jarlov. Dog afvises investeringen blankt af SF. “Det er bemærkelsesværdigt, at et parti som de konservative, der slår sig stort op på at have været historisk vigtige i dansk forsvarspolitik, spiller ud med et ønske om ubåde, når der ikke er nogen som helst strategiske input, der peger på, at det er den retning vi skal”, udtalte forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen 22. september til Altinget.

Spørgsmålet er, om Anne Valentina Berthelsen og SF må genoverveje deres holdning. Meget taler for, at sabotagen viser Forsvarets mangler, når det kommer til at beskytte kritisk infrastruktur på havbunden, og at beskyttelsen af denne globaliseringens infrastruktur selvsagt er en strategisk interesse for Danmark og Europa, for EU-landene og Nato-alliancen.

Samtidig må Rasmus Jarlov finde svar på, om en dansk ubådskapacitet overhovedet kan indfri målsætningen om at yde en strategisk effekt og beskytte en infrastruktur, som alene i Danmarks nærområde har enorm størrelse.

Den politiske diskussion vil i høj grad blive påvirket af Forsvarskommandoens udmeldinger om sabotageaktionens karakter og omfang på Nord Stream. Er der tale om nålestiksoperationer foretaget af specialstyrker, som er svære at opdage? Eller er karakteren af sabotagen så voldsom og resultat af så store mængder sprængstoffer, at man må antage, at der er blevet brugt ubåds- eller dronebårne eksplosiver?

Er det sidste tilfældet, vil det i så fald være Forsvarskommandoens vurdering, at danske ubåde i fremtiden kan gøre Forsvaret i stand til at overvåge, hvad der sker under havoverfladen i en grad, hvor lignende sabotage og hybridkrigsaktioner kan afskrækkes og vanskeliggøres? Svarene kommer til at påvirke indholdet af det kommende forsvarsforlig, som med begivenhederne på Østersøens bund har fået en ekstra sikkerhedspolitisk dimension at forholde sig til.