Enhedslisten: Med nyt lovforslag kører regeringen retssikkerheden over med en kampvogn

Regeringen og Folketingets flertal er godt i gang med at gennemtrumfe en meget vidtgående lovgivning, der sætter planlov, miljøbeskyttelseslov, naturbeskyttelseslov og mange andre vigtige love og regler ud af kraft, når oprustningen og beredskabet skal fremmes.
14. august førstebehandlede et ekstraordinært indkaldt folketing regeringens lovforslag “om bygge- og anlægsprojekter samt driftsaktiviteter med væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål.”
Bag den kringlede titel gemmer sig en helt enestående stopknap, som giver forsvarsministeren og beredskabsministeren mulighed for at handle tværs igennem love og regler, når militæret eller beredskabet skal bruge nye arealer eller opføre nye bygninger.
Det er altså et forslag, der er inde at røre ved kernen i vores retsstat.
Søren Egge Rasmussen og Trine Pertou Mach (Ø)
Henholdsvis energi - og forsyningsordfører og forsvarsordfører
En begrænsning af retsstatsprincipper
Alle partier bag forsvarsforliget bakkede op om lovforslaget, hvilket ikke er underligt, eftersom det udspringer af en aftale mellem netop forsvarsforligspartierne fra maj i år.
Lovforslaget, der nu altså kan forventes vedtaget i starten af september, giver regeringen en stopknap, så mangfoldige regler kan sættes ud af kraft af hensyn til “væsentlige nationale forsvarsformål eller væsentlige civile beredskabsformål,” som det hedder i lovforslagets paragraf 1.
Forsvarsforligspartierne sætter sig med deres støtte til lovforslaget ud over en lang række vægtige indvendinger fra de organisationer, der har afgivet høringssvar.
Særligt indtryk gør svaret fra Tænketanken Justitia, der ser lovforslaget som del af “en bekymrende tendens, hvor centrale retssikkerhedsgarantier og retsstatsprincipper begrænses med henvisning til nødvendighed og sikkerhed.”
Det er altså et forslag, der er inde at røre ved kernen i vores retsstat.
Lovforslaget skaber et lukket system, hvor ministre i hasteprocesser og uden offentlighedens kendskab eller inddragelse kan træffe vidtgående og indgribende beslutninger og se bort fra planloven, regler om natur og miljø og rigtig meget andet.
En ekstrem lukkethed på vej
Forslaget lægger op til en ekstrem lukkethed i visse “helt særlige tilfælde,” hvor offentligheden – på grund af “den nationale sikkerhed” – hverken må kende til et projekt eller de vurderinger, der ligger bag det.
Her siger man ganske vist i bemærkningerne, at “Folketinget” vil blive orienteret, men når man læser lidt videre, kan man se, at orienteringen af “Folketinget” er en orientering af Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne – også kendt som Kontroludvalget.
Vi appellerer til Folketingets flertal om at komme til fornuft.
Søren Egge Rasmussen og Trine Pertou Mach (Ø)
Henholdsvis energi - og forsyningsordfører og forsvarsordfører
Det er et meget snævert sammensat udvalg, der i øjeblikket har blot syv medlemmer. Kun partier med mindst 10 medlemmer af Folketinget har sæde i udvalget.
Alle de partier, der i øjeblikket sidder i udvalget, er en del af forsvarsforliget og aftalen om den nye lov. Udvalgets medlemmer har en meget vidtgående tavshedspligt.
Det er åbenbart, hvad regeringen forstår ved parlamentarisk kontrol af denne helt usædvanligt vidtgående suspension af beskyttelsesregler og klageadgang.
Bedre løsninger var mulige
Regeringen kunne have valgt en langt mindre indgribende lovgivning.
Da Enhedslisten tidligere i år sammen med et bredt flertal i Folketinget besluttede at anlægge et brintrør fra Esbjerg til den tyske grænse, aftalte vi at anvende en projekterings- og anlægslov og gøre det lettere at ekspropriere jord.
Og da vi for et par år siden besluttede at firedoble udbygningen af sol- og vindenergi på land, vedtog vi en række vigtige ændringer, der sætter tempo på udbygningen. Vi overførte flere penge til klagenævnene, så de hurtigere kunne behandle klager fra borgere og virksomheder, og vi styrkede kommunernes arbejde med miljøvurderinger og naturdirektiver.
Vi appellerer til Folketingets flertal om at komme til fornuft og tænke i de fornuftige – og langt mere ordentlige – løsninger, vi tidligere er nået frem til på energiområdet.
Når det er sagt, vil vi naturligvis ikke afvise, at der, når det gælder forsvar og beredskab, kan være situationer, hvor der skal handles hurtigt.
Men når regeringen og forligspartierne som her vælger at køre borgernes retssikkerhed over med en kampvogn, risikerer de at sætte den vigtige folkelige opbakning til den nødvendige styrkelse af forsvaret, samfundssikkerheden og beredskabet over styr. Og det skulle nødig blive udfaldet.
Artiklen var skrevet af
- Veteran til Friis Bach: Er jeres eftermæle vigtigere end de soldater, I sendte i krig?
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Koreanere melder sig ind i fregat-konkurrencen med løfte om lav pris og hurtig levering
- Danmarks forsvar og beredskab har alvorlige mangler. Det skal den nye regering få styr på
- Christian Friis Bach til veteran: Dit angreb på mig er hverken rimeligt eller rigtigt





















