Forskere: Det kræver mere end bare penge at opgradere Forsvaret

Gør jer klar til at opgive Store Bededag, så vi kan købe mere militært isenkram. Det har været et af de centrale budskaber fra vores nye regering.

Det budskab kommer i halen på et nationalt kompromis om forsvars-og sikkerhedspolitikken samt Zilmer-rapporten om Danmarks forsvars- og sikkerhedspolitiske situation, der understreger vigtigheden af en betydelig opgradering af både forsvar, nationalt beredskab og udenrigstjenesten i det kommende forsvarsforlig.

Selvom det som udgangspunkt må have medført nogle gevaldige nytårsfester i forsvaret, beredskabet og udenrigstjenesten, er der alligevel grund til at mane en smule til besindighed. Det er nemlig svært at bruge penge, i hvert fald, hvis de skal bruges godt.

Der er nok næppe nogen tvivl om, at forsvarsbudgettet i de kommende år kun går en retning, nemlig op. Og der er nok at bruge pengene på: krudt, kugler og larvefødder til kampvogne, for slet ikke at tale om nye kapaciteter, hvor særligt forslaget om nye ubåde ligger i et prisleje, hvor de fleste andre politikområder slet ikke kan være med.

Den slags udbudsprocesser, det eksempelvis kræver at indkøbe ubåde, er både lange og ekstremt omstændige

Caroline Howard Grøn og Rasmus Brun Pedersen
Lektorer, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Men det er faktisk ikke så nemt at købe ind. Dels er der i øjeblikket ret stor efterspørgsel på krudt og kugler på verdensmarkedet grundet krigen i Ukraine. Samtidig ligger den vestlige produktion på et lavt niveau.

Dertil kommer, at den slags udbudsprocesser, det eksempelvis kræver at indkøbe ubåde, er både lange og ekstremt omstændige. Indkøbet af nye F-35-kampfly tjener til eksempel. Indkøbet og udviklingsarbejdet tog 24 år. Man kan altså godt bruge mange penge – det tager bare tid, hvis de skal bruges godt.

Der mangler medarbejdere

Og så kræver det medarbejdere med ganske særlige kompetencer i en kombination af militært isenkram og indkøbsjura.

Et eksempel kunne være forsvarets indkøb af EH-101-helikoptere. De viste sig at være et både dyrt og besværligt bekendtskab for forsvaret. På trods af, at det indgik i beslutningsgrundlaget for indkøbet af helikopterne, fik Forsvaret ikke indføjet et krav i kontrakten med producenten om, hvor meget helikopterne skulle kunne være i luften.

Manglende reservedele har gjort helikopterne til et besværligt bekendtskab, der derudover har været meget dyrt for forsvaret. Indkøbet medførte da også kritik fra Statsrevisorerne allerede i 2008.

En nyere sag om Forsvarets facility management, understreger endnu en gang, hvor svært det er at indgå gode kontrakter. En massiv ressourcetilførelse til Forsvaret må altså modsvares af en substantiel kompetenceopbygning i de enheder, der skal bruge pengene. Mere materiel kræver så at sige flere bureaukrater.

Mere materiel kræver flere bureaukrater

Caroline Howard Grøn og Rasmus Brun Pedersen
Lektorer, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Bureaukraterne skal også sørge for, at der er medarbejdere, der er uddannede til at bruge nyt udstyr og der er de rette stabsfunktioner, både i forhold til officerer og befalingsmænd, men også i forhold til mekanikere, der skal sørge for, at udstyret er funktionsdygtigt. Problemstillingen er ikke ukendt, da det tyske Bundeswehr står over for tilsvarende udfordringer.

Det danske forsvar har før mødt kritik for at uddanne for få i søværnet og flyvevåbnet. I det nuværende arbejdsmarked vil der både være tale om en uddannelses-, rekrutterings-, og fastholdelsesopgave af en væsentlig størrelse. Det er i den sammenhæng tvivlsomt at en udvidet værnepligt, vil kunne afhjælpe bemandings- og rekrutteringsbehovet til disse funktioner.

I den sammenhæng er det væsentligt nemmere at bruge flere penge på diplomatiet i udenrigstjenesten – men her er beløbene også nogle helt andre.

Løkke og Ellemann skal koordinere

Men udover udfordringerne, der kobler sig til øgede indkøb, kommer Zilmer-rapporten også med bud på, en mere radikal gentænkning af organisering af sikkerhedspolitikken og det nationale beredskab.

Med erfaringer fra corona i rygsækken og en krig i Ukraine, der har understreget cybertrusler mod danske interesser er det tydeligt, at for at varetage danskerne sikkerhed bredt forstået, er det ikke nok at bidrage til amerikanske missioner rundt om i verden, selvom det nok stadig er vil være en central del af sikkerhedspolitikken.

Øget koordination koster tid og opmærksomhed, der potentielt tages andre steder fra. Og det kommer ikke af sig selv i en centraladministration, der nok har vænnet sig til et noget strammere koordinationsregime end, hvad der har været normen under den tidlige regering, men nu skal finde sig til rette i en situation med en treparti-regering, hvor udenrigsminister Lars Løkke (M) og forsvarsminister Jakob Ellemann (V) har sat sig på hvert sit centrale sikkerhedspolitiske ministerium.

Mens pengene så at sige er bevilliget til forsvaret, mangler vi endnu at se, hvordan en bredere og strammere koordination af sikkerhedspolitikken i praksis vil kunne se ud.