Myndigheder: Nord Stream-sabotage var planlagt

Efter knap halvandet års efterforskning er PET og Københavns Politi kommet frem til, at sprængningerne af Nord Stream-gasledningerne i september 2022 var planlagt sabotage. Myndighederne har dog besluttet at indstille efterforskningen.

Foto: Forsvaret/Ritzau Scanpix
Andreas Krog

Københavns Politi har valgt at indstille efterforskningen af sprængningerne af gasledningerne Nord Stream 1 og 2 i september 2022. Det skriver politiet i en pressemeddelelse mandag.

Sammen med Politiets Efterretningstjeneste (PET) har Københavns Politi efterforsket sagen i mere end halvandet år. Og de er ikke i tvivl om, at der var tale om planlagt sabotage. 

"Myndighederne kan på baggrund af efterforskningen konkludere, at der var tale om forsætlig sabotage af gasledningerne," skriver politiet i pressemeddelelsen.

Læs også

De har dog ikke været i stand til at finde ud af hvem, der stod bag sabotagen. Og derfor er det svært at rejse en straffesag mod nogen.

"Der er ikke det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark i forbindelse med sprængningerne af Nord Stream 1 og 2, og derfor indstiller Københavns Politi den strafferetlige efterforskning af sprængningerne," skriver politiet.

Kompliceret efterforskning

De to sprængninger fandt sted uden for dansk territorialfarvand øst for Bornholm.

Der har ifølge Københavns Politi været tale om en kompliceret og omfattende efterforskning, hvor de danske myndigheder undervejs i efterforskningen har samarbejdet med relevante udenlandske partnere. 

PET følger fortsat udviklingen i trusselsbilledet og iværksætter sammen med andre relevante myndigheder løbende foranstaltninger, som skønnes nødvendige for at beskytte Danmarks kritiske infrastruktur, fremgår det af pressemeddelelsen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024