Per Stig anmelder: Arven fra Irak spøger stadig i Washington

ANMELDELSE: Ny bog om Bush-årenes amerikanske fejlgreb i Mellemøsten er både lærerig og tankevækkende, men glemmer belejligt at pege på et reelt alternativ til datidens førte politik, skriver tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. 

Altingets vurdering: 4/6

Per Stig Møller

Af Per Stig Møller
Tidligere Folketingsmedlem for Konservativ Folkeparti 1984–2015 og udenrigsminister 2001-2010. 

 

Stephen M. Walt er professor i udenrigspolitik ved Harvard University.

Han indgår således i den udenrigspolitiske elite, der i årtier har udstukket kursen for amerikansk udenrigspolitik. Men kursen har været katastrofal, forklarer han i bogen ”The Hell of Good Intentions” og giver denne elite en stor del af ansvaret for den amerikanske tilbagegang i verdenspolitikken.

Trumps kurs er ikke ny, bare slingrende
Den udenrigspolitiske elite er selvbestøvende.

Den består af udenrigspolitiske ”eksperter”, der går frem og tilbage mellem stillinger på universiteterne, tænketankene, lobby-organisationerne og i regeringsapparatet.

De forklarer udenrigspolitikken i fjernsynsstationernes samtaleprogrammer, møder op til høringer i kongressen, tilknyttes de store aviser og bliver rådgivere og eksperter i den amerikanske administration. Således både former og forsvarer de den udenrigspolitik, den amerikanske regering udøver.

Og det er den samme, hvad enten USA ledes af demokraterne eller republikanerne.

Det var denne elite, som Trump under præsidentvalgkampagnen anklagede for kun at have lavet ulykker, hvorfor han ville gøre op med den.

Da han var blevet præsident, trak han da også i begyndelsen flere af denne udenrigspolitiks stærkeste kritikere ind i magtens cirkler, hvorfra han snart udstødte dem og erstattede dem med neokonservative fra the establishment som Mike Pompeo og John Bolton.

Derfor udfører Trump langt hen ad vejen den samme udenrigspolitik som Clinton, Bush og Obama, men han gør det endnu værre end dem, fordi han ifølge forfatteren er ganske ukvalificeret, doven og uduelig, og når han følger sit eget instinkt, går det helt galt.

De fandens gode intentioner
Denne forkerte udenrigspolitik er baseret på forestillingen om USA som ”den exceptionelle, uundværlige magt”, der for verdens skyld etablerede Amerikas ”liberale hegemoni”.

USA mener sig kaldet til at forsvare og udbrede demokratiet og menneskerettighederne. Det mener sig berettiget til med militære midler at gennemføre et regime change – og til at sætte militæret ind overalt i verden.

Den internationalistiske udenrigspolitik var rigtig under Den Kolde Krig, hvor der vitterligt var brug for et stærkt USA til at stoppe Sovjetunionen og sikre Europa.

Frygten for kommunismens ”domino-effekt” fik så USA til at gå ind i Vietnam, men dér havde USA ifølge Walt intet at gøre.Trods alle de ”fandens gode intentioner”, gik det efter Den Kolde Krig galt overalt, hvor USA blandede sig ind.

Værst gik det i Afghanistan og Irak.

USA troede, det kunne foretage nation-building og skabe demokratier uden overhovedet at have noget kendskab til de lande, det involverede sig i.

USA blandede sig i Mellemøsten, hvor det kom til at give Iran fodfæste, og troede naivt, det kunne skabe fred ved hjælp af Køreplanen for Fred mellem Israel og Palæstina, og USA klokkede alvorligt i det i Libyen.

Alternativerne udebliver
Igennem flere kapitler behandler Walt disse amerikanske fejlgreb og forklarer, at de i høj grad skyldes ”gruppetænkningen” inden for det udenrigspolitiske establishment, hvis funktionsmåde og udbredelse han meget nøjagtigt beskriver. Det er alt sammen yderst lærerigt og tankevækkende.

Men Walt gør det meget let for sig selv, når han beskriver alle de amerikanske fejl og dumheder, for han forholder sig slet ikke til alternativet til de amerikanske handlinger.

Når man træffer en udenrigspolitisk beslutning, indgår alternativet til beslutningen imidlertid altid i overvejelserne. Walt mener, man skulle have holdt sig ude af Afghanistan.

Nuvel, men man kunne vel ikke bare lade Al Qaeda fortsætte med sine træningslejre i Afghanistan? Hvad var der så sket? At der derefter blev begået flere fejl er en anden sag, som han i vidt omfang har ret i, og netop her bliver den manglende forståelse for landet, dets historie og kultur naturligvis alvorlig.

Man skulle have ladet Saddam Hussein og Irak være i 2003, mener Walt. Men hvad havde Saddam Hussein så gjort, når det gik op for ham, at han aldrig ville blive angrebet af USA? Mon ikke der så var kommet gang i hans WMD-programmer?  

Man skulle ikke have rodet sig ind i Mellemøsten og den israelsk-palæstinensiske fredsproces, fastslår han, men den amerikanske indblanding havde dog ført til både Israel-Egypten-freden og Israel-Jordan-freden.

Derimod lykkedes tostatsløsningen rigtignok aldrig. Men her overser forfatteren en hovedårsag til, at det ikke lykkedes: nemlig at USA aldrig inddrog Syrien i ligningen og testede præsident Assads udtrykte ønske om en fredsaftale med Israel under USA`s auspicier.

At skære begivenhederne til, så de passer til tesen, gør ikke nødvendigvis tesen korrekt.

En ny amerikansk isolering
Hvad skal der så sættes i stedet for ”det liberale hegemoni”? Nogle mener, at Trump har udskiftet det med ”det illiberale hegemoni”, eftersom hverken demokratiet, menneskerettighederne eller nationsopbygning interesserer ham.

Til gengæld er Trump mindst lige så interesseret i amerikansk magtudøvelse som sine tre forgængere.

Selv om ingen magt kan angribe USA, har han forøget forsvarsbudgettet og sendt flere soldater ud i verden end Obama og samtidig svækket USA's magt og position i verden ved at opgive frihandelsaftalerne, klimaaftalen, skrotte atomaftalen med Iran og skabe usikkerhed om USA's intentioner hos USA's allierede. Derfor viser alle meningsundersøgelser over alt i verden en stærkt faldende tiltro til USA.

Selv om Trump ville gøre op med det udenrigspolitiske establishment, har han kun gjort ondt værre.

Derfor består Walts løsning i at genoptage den traditionelle, amerikanske isolationisme i en moderniseret udgave, som han kalder ”Offshore balancing”. USA skal udnytte sin urørlige position mellem de to verdenshave til at trække sig mere tilbage fra verden og bruge pengene på at forbedre forholdene for den amerikanske befolkning. Det er også, hvad det store, amerikanske flertal foretrækker, og det var derfor, Trump vandt.

USA skal ikke drage ud i verden for at ”finde monstre at dræbe”, som præsident John Quincy Adams advarede imod, men det skal holde øje med, at der ikke opstår monstre, som kunne finde på at skade USA.

Det mangelfulde blik er lærerigt
Fra sin geografiske ønskeposition skal USA føre en udenrigspolitisk balancepolitik, der mere bygger på diplomati end militær, mener Walt. 

Det skal holde øje med, at der er en balance mellem de regionale magter og kun gribe ind, hvis en magt begynder at true balancen.

Men USA skal kun interessere sig for magtbalancen i Europa, Sydøstasien og Golfen, fordi udviklingen her har betydning for USA. Resten kan passe sig selv.

I disse tre regioner skal magterne i første omgang selv løse deres konflikter og problemer, og kun hvis det går helt galt, skal USA gribe ind, således som det skete i de to verdenskrige, hvorefter det skal skynde sig hjem igen. Nato skal overlades til Europa, som selv må håndtere det Rusland, som det ophidsede ved at få de baltiske og østeuropæiske lande optaget.

Det burde efter forfatterens mening aldrig være sket, for det fik Rusland til at gå i krig med Georgien og Ukraine, hvilket kan være rigtigt nok, men igen mangler han modspørgsmålet: Hvad var det sket med balterne, hvis ikke de var kommet ind under den amerikanske sikkerhedsparaply?

Mon ikke de havde fået besøg af ”små, grønne mænd”, for nok har Walt et skarpt blik for amerikansk udenrigspolitik, men hans indsigt i andre magters er temmelig mangelfuldt.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at den ”offshore”-tænkning, Walt lancerer, har stor genklang i USA. Vi gør derfor klogt i at sætte os ind i den og diskutere den med amerikanerne. Det er ikke kun deres, men også vores fremtid, det gælder.  

Stephen M. Walt. The Hell of Good Intentions. America's foreign policy elite and the decline of U.S. primacy. 384 sider. Udgivet i oktober 2018 af Farrar, Straus and Giroux.

Tema: Anmeldelser

Forrige artikel Anmeldelse: Vigtig debatbog om de svigtede veteraner Anmeldelse: Vigtig debatbog om de svigtede veteraner Næste artikel Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark Bertel Haarder: Man bliver flov, når man læser ny bog om diplomater i Danmark
Partier afviser anklager om stavnsbinding

Partier afviser anklager om stavnsbinding

INDKALDELSE: Både DF og S er trygge ved at stemme for et lovforslag, som en af Forsvarets fagforeninger mener nærmer sig stavnsbinding af kommende ansatte i Forsvaret.