Per Stig Møller giver topkarakter: Historiker viser, hvordan Store Nordiske Krig ændrede magtbalancen i Europa

Det 18. århundrede startede med to store krige, der ændrede den europæiske orden: Den Spanske Arvefølgekrig og Den Store Nordiske Krig.

Efter dem var Storbritannien og ikke Frankrig den ledende magt i det vestlige Europa og Rusland den dominerende i Østeuropa. Og Danmark og Sverige havde gjort hinanden til europæiske småstater efter på hver sin tid at have været den ledende østersømagt.

Den Store Nordiske Krig er Danmarks længste krig. Alligevel er den nærmest glemt. Alle kender Valdemar Sejrs, Christian den Fjerdes og Frederik den Tredjes krige. Frederik den Fjerdes fra 1700 til 1720 huskes kun for Tordenskjold.

Dette gør historikeren Dan H. Andersen nu op med i sit storværk 'Store Nordiske Krig'. Han ikke alene skildrer krigene, så man kan følge udviklingen og aktørerne nærmest fra uge til uge og fra sted til sted, men opruller også det intrikate, diplomatiske spil.

Danmark opgiver drømmen
De største spillere var kontrol-freaken Frederik den Fjerde, den krigsgale Karl den Tolvte og den geniale Peter den Store. Eftersom Frederik var i alliance med sejrherren Peter, burde Danmark vel være endt med gevinst på et knækket Sveriges bekostning. Det kalkulerede han også selv med, da han indledte krigen med at gå i land i Skåne, men mod forventning kom Peter ikke, og så måtte danskerne sejle tilbage igen.

Frederik den Fjerde klokkede rundt i alliance-politikken, så det lykkedes ham at lægge sig ud med Peter og blive snydt af briterne i slutspillet.

Per Stig Møller
Fhv. udenrigsminister

Derefter stolede han så lidt på Peter, at han nok sammen med ham i 1715-16 grundigt forberedte det endelige opgør med Karl den Tolvte, men denne gang aflyste han invasionen i Sverige i sidste øjeblik. Det blev Peter så sur over, at han forberedte en separatfred med Sverige, som Karl dumstædigt afviste. Derefter rullede krigsterningerne en sidste gang.

Tordenskjold foldede sig ud, Thomesen Sehested og Gabel tog Rügen og Stralsund, Frederik knækkede Gottorp. Peter tog Finland, Estland, Letland og dominerede Polen. Karl hastede hjem fra Tyrkiet og førte sine sidste soldater ind i Norge, hvor han 11. december 1718 fik en kugle tværs gennem kraniet. Og dér kunne det så være endt.

Men efter et mesterligt diplomatisk spil fra Storbritanniens side og et elendigt dansk, fik Storbritannien maget det således, at Danmark måtte opgive drømmen om at få det tabte land tilbage og blot fik Gottorperne fortrængt fra Slesvig og ret til at købe Oldenborg. Rusland fik Estland, Letland og Karelen, men måtte lade Sverige beholde resten af Finland samt de områder på østersøkysten, som Danmark ellers havde taget fra det.

Derfor NATO
På disse tyve år var Rusland gået fra at være en inferiør magt til at være en afgørende magtfaktor i Europa. Med visioner og grænseløs brutalitet rejste han Rusland og tilbød endda Danmarks Fredrik den Fjerde at lade dennes søn gifte sig med hans datter. Frederik afslog. Til gengæld sagde den gottorpske hertug ja tak, og den alliance fik Danmark senere problemer med.

Rusland bevarede sine østersøerobringer i 200 år, hvorefter Estland og Letland ved det russiske tsarriges sammenbrud rev sig løs. Men under Anden Verdenskrig generobrede USSR dem, hvorefter de igen rev sig løs ved dets sammenbrud. Ukraine, hvis selvstændighedsdrøm Peter knuste, rev sig også løs, men Putins optræden viser, at Rusland aldrig glemmer, hvad Peter tog. Derfor er Nato i Baltikum i dag. 

Tsar Peter omformede Rusland med vold og frygt. Han knækkede den gamle adel og indsatte nye oligarker. Sådan er det siden gået det meste af tiden. I Sverige tømte Karl sit land for mænd og penge, men selv om han det meste af tiden var langt væk med sine soldater, holdt han styr på hjemmefronten.

I Danmark frigjorde Frederik den Fjerde sig fra den gamle adel og lod nye vokse op. Hans mistro til embedsmandskorpset og adelen har sikkert også været fremmende for Peter Wessel Tordenskjolds lynkarriere. Søhelten Thomesen Sehested brugte han slet ikke i den sidste del af krigen, men sendte ham i stedet ned at administrere Oldenborg. Så var han passende langt væk.

Kæp i hjulet
Svagheden ved den danske krigsførelse var Frederik den Fjerde. Han klokkede rundt i alliance-politikken, så det lykkedes ham at lægge sig ud med Peter og blive snydt af briterne i slutspillet, hvor Sveriges gamle allierede Frankrig til sidst sikrede, at Danmark ikke fik noget på Sveriges bekostning. Med sin mistro til alle forlangte Frederik, at alle beslutninger under krigen skulle træffes af ham, men eftersom det tog tid at få sendt bud frem og tilbage, satte denne langsommelighed en kostbar kæp i hjulet for de danske hærførere og ikke mindst admiraler.

Den Store Nordiske Krig er Danmarks længste krig. Alligevel er den nærmest glemt.

Per Stig Møller
Fhv. udenrigsminister

Det var kun Tordenskjold, der selv tog affære som i Dynekilden og Marstrand. Karakteristisk nok tog han også selv initiativ til for næsen af en anden i al hast at overbringe Frederik den Fjerde det glade budskab om Karl den Tolvtes død.

Uanset, at Frederik havde ført en dyr og lidet udbytterig krig, fastholdt han enevælden. Anderledes gik det i Sverige, hvor det lykkedes Frederik af Hessen at kortslutte den gottorpske hertugs drøm om at efterfølge Karl ved at få sin hustru, Karls søster Ulrika Eleonara, indsat på tronen, men til gengæld tvang den krigstrætte adel hende til at ophæve enevælden. Nå, den smuglede Frederik ind igen, da han kort efter fik sin hustru til at abdicere til fordel for ham.    

Som en kriminalroman
Frederik den fjerde måtte erkende, at Storbritannien og Frankrig hverken ville lade Danmark sidde på begge sider af Øresund eller udvide sine territorier i Tyskland. I stedet udvidede han besiddelserne på De Vestindiske Øer og sendte Hans Egede til Grønland. Men det var Peter nu også interesseret i at få.

I 1723 afsløredes en sammensværgelse, der skulle hjælpe tsar Peter til at erobre Grønland og Færøerne. Det kostede den danske hovedmand først højre hånd og derefter hovedet. De nordatlantiske besiddelser var herefter sikret, og Rigsfællesskabet lagt i støbeskeen.

Dan H. Andersen viser, hvor skelsættende Den Store Nordiske Krig var for den europæiske orden. Man glider igennem hans yderst velskrevne to-binds værk, som var det en kriminal- eller krigsroman og kommer særdeles veloplyst ud af den.