Debat

Professor: Kristian Jensen-udnævnelsen er et symptom på en vigende respekt for faglighed

Kristian Jensens nye rolle i udenrigstjenesten er et symptom på den afprofessionalisering, som man ser i mange dele af det danske samfund. Respekten for mennesker, der har brugt årevis på at dygtiggøre sig, er i frit fald, skriver professor Martin Marcussen.

I det danske samfund har man ikke længere respekt for dygtiggørelsen inden for et fag, mener professor Martin Marcussen.
I det danske samfund har man ikke længere respekt for dygtiggørelsen inden for et fag, mener professor Martin Marcussen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Martin Marcussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Afprofessionalisering beskriver en proces, hvorved medlemmer af et statuserhverv mister kontrollen over erhvervsudøvelsen.

Vi kender det fra alle dele af det danske samfund: Respekten og forståelsen for fagprofessionelle kompetencer er i frit fald.

Alle og enhver, der læser en avisartikel eller hører et radioprogram, mener, at de da sagtens kunne have skrevet artiklen eller dokumentarudsendelsen meget bedre end den uddannede journalist og dokumentarist. Eller de tyndarmede og tyndhudede akademikere i det kvarter af København, hvor jeg selv holder til, som alle mener, at de da sagtens selv kan opsætte deres egne køkkener. Det går altid galt og ender altid med, at de professionelle håndværkere må tilkaldes for at rette op på skaderne. Eller hypokonderen, der har konsulteret en hjemmeside og derfor mener, at han er meget mere kyndig end den praktiserende læge, der som minimum har brugt syv år på at blive dygtig til sit fag.

Kristian Jensen er ikke kvalificeret
Nu er turen så kommet til udenrigstjenesten. I anledning af, at regeringen med et pennestrøg gjorde det muligt at ansætte tidligere politikere uden forudgående stillingsopslag og ansøgning direkte i diplomatiske funktioner hører man i den offentlige debat, at alle og enhver da kan udføre diplomatiske opgaver. Det kan da ikke passe, at det kun er udenrigstjenestens egne folk, der kan blive ambassadører, hævdes det.

Udenrigstjenesten har kun godt af at få tilført noget frisk energi udefra. Det har ingen organisation nogensinde taget skade af, mener andre. I øvrigt bør udenrigstjenesten i al almindelighed udsættes for en gang disruption. Og at det netop er Kristian Jensen, som udnævnes til særlig udsending på Danmarks vegne, kan ingen have ondt af, for alle og enhver ved jo, hvor stor interesse Kristian Jensen har for internationale forhold.

Her hopper kæden helt af. Det svarer jo til at antage, at arkitekten, der ved noget om forskellige boligformer, også ved noget om, hvordan man murer, hamrer, skruer og maler. Det gør arkitekten naturligvis ikke. Det er ikke dét, arkitektjobbet går ud på.

Det svarer til at antage, at en racerkører også er en god mekaniker. Intet kan være mere forkert.

Der er behov for, at den endeløse række af ministre og departementschefer skaber ro omkring diplomatiet, så retningen og meningen kan genetableres.  

Martin Marcussen, professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Det forhold, at Kristian Jensen ved noget om international politik, kvalificerer ham på ingen måde til at varetage det praktiske diplomati. Diplomatisk arbejde er et håndværk, som det tager årevis at tillære sig. Det er kun uvidenhed om diplomatiets funktionsmåde, der kan lede nogen til at tro, at viden om og interesse for internationale forhold skulle kunne kvalificere nogen til at varetage diplomatiske relationer på en ambassade.

Diplomatiet skal have ro og regelmæssighed
Jamen er det ikke på tide, at udenrigstjenesten udfordres en lille smule og tvinges ud af silotænkningen? Svaret på det spørgsmål er et rungende nej.

Udenrigstjenesten har gennem de sidste tyve år været trukket igennem én lang disruptionperiode uden pauser. Den har dels bestået af drakoniske besparelser på driftsbudgettet, dels en endeløs række af organisatoriske ændringer på alle niveauer og dels en kulturforandring, der nok mest har betydet, at diplomatiet er blevet grundlæggende kommercialiseret. Der er ikke behov for mere disruption, tværtimod.

Der er behov for, at den endeløse række af ministre og departementschefer skaber ro omkring diplomatiet, så retningen og meningen kan genetableres.

Udenrigstjenesten er ikke en lukket organisation, der har nok i sig selv. Der rekrutteres regelmæssigt folk udefra. Det gælder eksempelvis udviklingsområdet og det kommercielle område, men altid på grundlag af opslag og transparente rekrutteringsprocesser, hvor hensigten er at ansætte den bedst egnede til jobbet.

Men gør det noget, at en enkelt person – Kristian Jensen – omgår alle disse ansættelsesprocedurer og dermed en central kerne i den danske forvaltningstradition? Et enkelt, uheldigt eksempel udgør jo ikke et generelt mønster. Jo, sagen er faktisk alvorlig, simpelthen fordi den er et eksempel på en samfundstendens, der kan refereres til som afprofessionalisering.

Det postmoderne overdrev
Mest overraskende er det, når fagene nogle gange selv understøtter denne afprofessionalisering. Vi ser hvordan pædagogerne, sygeplejerskerne og politiet forsøger at opnå anerkendelse og respekt i vores samfund, ikke ved at blive dygtigere til at passe børn og syge og skabe sikkerhed, men derimod ved at indgå i et akademisk uddannelsesforløb. Hvordan pædagogerne, sygeplejerskerne og politibetjentene skal blive bedre til deres job ved at læse Michel Foucaults originaltekster, står hen i det uvisse.

Det samme sker i forsvaret. Nu er det blevet kutyme, at vore unge officerer skal på skolebænken for at gennemføre mini-versioner af statskundskabsuddannelsen. Dette er sket med – forhåbentlig velment – inspiration og assistance fra universiteternes centre for militære studier. Om denne evne til at problematisere, teoretisere, operationalisere, kontekstualisere og perspektivere også kommer officererne til hjælp, når de står i krydsild på slagmarken, kan man kun gisne om.

Kristian Jensen kan ses som et led i denne samfundsudvikling, hvor dét at bruge mange år på at blive dygtig til en praktisk færdighed – eksempelvis diplomati – ikke længere tæller. Det er tilstrækkeligt at være "interesseret i international politik".

Det forhold, at Kristian Jensen ved noget om international politik, kvalificerer ham på ingen måde til at varetage det praktiske diplomati.

Martin Marcussen, professor, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Helt surrealistisk bliver det selvfølgelig, når man i, hvad der nok mest kan karakteriseres som et satirisk indlæg i debatten, ikke længere kan se forskel på ambassadørens virke og Hello Kitty. Så er vi ude i det postmoderne overdrev, hvor enhver kontakt med virkeligheden og det praktiske diplomati er skyllet ud med badevandet.

Udnævnelse vedrører meget mere end Kristian Jensen
I udenrigstjenesten ved man godt, hvad klokken har slået. Den nuværende departementschef tiltrådte med et løfte om at styrke fagligheden i ministeriet. Der skulle skabes mulighed for, at den dybe faglighed kunne få plads, og til at vidensopbygning opprioriteres. Det gav rigtig god mening.

For det første, fordi det danske diplomati kun har effekt gennem sin faglighed. I modsætning til meget store lande, der kan kaste mange ressourcer efter deres udenrigspolitik, har vi i småstaten Danmark kun én ressource, nemlig den at danske diplomater er dygtige til deres fag: diplomatiet.

For det andet, er det en god idé at investere i fagligheden i netop udenrigstjenesten, simpelthen fordi drivkraften blandt ministeriets ansatte er den såkaldte public service-motivation, det vil sige et ønske om at gøre noget godt for Danmark. Trædes fagligheden under fode, bliver det vanskeligt for de ansatte at finde den gejst, der skal til for at gå den ekstra mil, det kræves, når der eksempelvis skal hentes danskere hjem, der er strandet i hele verden på grund af corona-restriktioner.

Departementschefens idé var god og rigtig. Problemet er bare, at den aldrig rigtig blev til noget. Vi har aldrig rigtig fået demonstreret, hvad der reelt gøres for at stoppe den gradvise afprofessionalisering af diplomatiet.

Kristian Jensens ansættelse som diplomat i udenrigstjenesten vedrører derfor meget mere end Kristian Jensen. Den vedrører et grundlæggende princip i den danske offentlige forvaltning; den vedrører alle de public service-motiverede ansatte i den offentlige sektor; og den vedrører respekten i det danske samfund for, at der er nogle mennesker, der har brugt rigtig lang tid på at blive dygtige til deres job, og at vi alle er meget afhængige af, at disse mennesker forbliver fagligt dygtige.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Jensen

Direktør, Green Power Denmark, fhv. udenrigsminister, MF og næstformand for Venstre
bankassistent (Unibank Lemvig 1993)