Professor: Ligesom Putin har Danmark været med til at undergrave det internationale retssystem

Ingen vestlige ledere blev stillet for en domstol efter de ulovlige interventioner i Kosovo og i Irak. Det har været med til undergrave folkeretten i lighed med Putins aggressioner, skriver professor i folkeret, Jacques Hartmann.

Placeholder image
Anders Fogh Rasmussen slap ikke bare for retsforfølgelse efter den folkeretligt ulovlige intervention i Irak. Han overtog senere posten som generalsekretær for Nato, skriver Jacques Hartmann. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Her tre måneder efter Ruslands invasion af Ukraine, er det måske tid til lidt selvransagelse.

Den internationale retsorden – det vil sige ideen om, at forholdet mellem suveræne stater skal styres af internationale regler – er i de senere år kommet under stigende pres.

Ruslands chokerende og brutale invasion af Ukraine er det klareste, men langtfra det eneste, eksempel. Og det er ikke kun Vladimir Putin og hans autoritære ligesindede, der er med til at undergrave folkeretten.

Danmark samt andre vestlige lande har også spillet deres rolle.

International domstole kan føre sager

Den internationale retsorden bygger på regler, som de fleste lande overholder det meste af tiden.

Hverken efter den ulovlige intervention i Kosovo i 1999 eller Irak i 2003 blev vestlige ledere stillet for en domstol

Jacques Hartmann, professor i folkeret

For at sikre overholdelsen, har verden, med særligt USA og Storbritannien som hovedarkitekter, etableret en række internationale institutioner, hvoraf mange blev skabt kort efter anden verdenskrig.

Eksistensen af disse institutioner betyder, at stater eller enkeltpersoner i dag kan indbringe sager for internationale domstole, hvis de mener, at deres rettigheder er blevet krænket.

Den Internationale Straffedomstol kan i dag undersøge, retsforfølge og straffe handlinger, der udgør folkedrab, krigsforbrydelser, aggression og forbrydelser mod menneskeheden.

Processer som, med undtagelse af aggression, allerede er indledt mod Rusland.

Mangel på selvindsigt hos de vestlige lande

Faktisk er reaktionen på Ruslands aggressionsforbrydelse på mange måder et skolebogseksempel på, hvordan folkeretten bør håndhæves: En klar overtrædelse af folkeretten blev mødt med stærke fordømmelser.

Ord blev hurtigt efterfulgt af handling. Der blev sendt våben til Ukraine, indført hårde sanktioner mod Rusland, og Straffedomstolen har påbegyndt sit arbejde.

Men selvom de fleste vestlige politikere fordømmer Rusland, så er der tilsyneladende ingen, der stiller de svære spørgsmål om deres egne handlinger.

Den manglende selvransagelse er måske en del af forklaringen på, at fordømmelsen af Rusland langt fra er universel. Lande såsom Kina, Indien og Sydafrika har indtil videre nægtet at følge Vesten.

Siden krigens start er der afholdt tre afstemninger i FN: To gange for at fordømme invasionen og en gang for at suspendere Rusland fra FN's Menneskerettighedsråd.

Alle resolutioner blev vedtaget, men befolkningerne i de lande, der enden undlod at stemme eller stemte imod, udgør mere end halvdelen af verdens befolkning.

Fogh fik Nato-toppost og ingen retssag

På trods af at der ikke er universel fordømmelse, så er reaktionen mod Rusland langt stærkere, end hvad der er set før, og bedre end hvad mange forventede.

Det gælder særligt, når man ser på den spæde reaktion på Ruslands ulovlige intervention i Georgien i 2008 eller på Krim-halvøen og i Donbas i 2014.

Danmark har ikke gjort det meget bedre. Skiftende regeringer har i årevis forsøgt at undgå en retssag

Jacques Hartmann, professor i folkeret

Men selv om den vestlige verdens reaktion på mange måder er en succeshistorie, så rejser den også vigtige spørgsmål om, hvordan Vesten selv har været med til at undergrave den internationale retsorden.

Flere vestlige ledere har talt for, at Putin skal stilles for en særlig international domstol. Men hverken efter den ulovlige intervention i Kosovo i 1999 eller Irak i 2003 blev vestlige ledere stillet for en domstol.

Det var på trods af, at den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen havde sine bekymringer. Inden Irak-krigen bad han således om et notat, der bekræftede, at han ikke ville blive udsat for retsforfølgelse for det, han gjorde som aggressor.

Han slap ikke kun for retsforfølgelse, men overtog senere posten som generalsekretær for Nato.

Danmark har ikke gjort det meget bedre

Vestlige soldater bliver heller ikke altid stillet til ansvar. I 2020 konkluderede Straffedomstolen, at ansvaret for at efterforske og retsforfølge britiske troppers påståede lovovertrædelser i Irak hviler på Storbritannien.

Det var på trods af, at undersøgelser af tusindvis af påstande i det sidste årti ikke har resulteret i en eneste succesfuld retssag.

Danmark har ikke gjort det meget bedre. Skiftende regeringer har i årevis forsøgt at undgå en retssag om medansvar for mishandling af fanger tilbageholdt under en irakisk operation med dansk deltagelse i 2004.

I 2015 gjorde FN's torturkomité det klart, at Danmark skulle holde op med at trække sagen i langdrag. Alligevel var det først i år, at Højesteret endeligt afgjorde anklagen mod Forsvarsministeriet, som blev frifundet for erstatningsansvar.

USA og Storbritanniens tvivlsomme CV

En ting er, at det til tider halter med håndhævelsen af folkeretten overfor enkeltpersoner. En anden er, at der findes flere eksempler, der tilsyneladende viser, at territorial ekspansion betaler sig, hvis bare man venter længe nok.

Trump-administrationen har for eksempel anerkendt Israels annektering af både Østjerusalem og Golanhøjderne samt Marokkos annektering af Vestsahara, en tidligere spansk koloni.

Danmark har i årevis kritiseret en række internationale institutioner. Ofte uden sagligt grundlag

Jacques Hartmann, professor i folkeret

USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad blev mødt med globalt chok og fordømmelse, men er ikke efterfølgende blevet omgået. Det på trods af, at anerkendelsen var og er i strid med folkeretten, hvilket selv Rusland har påpeget.

Storbritannien har ligeledes gjort sit til at undergrave folkeretten. Siden 2019 har den britiske regeringen ignoreret en udtalelse fra Den Internationale Domstol i Haag, som slog fast, at Storbritannien ulovligt koloniserede Chagosøerne i det Indiske Ocean.

Boris Johnson har endvidere længe truet med ensidigt at omskrive en del af den såkaldte skilsmisseaftale mellem EU og Storbritannien; en aftale, som han selv underskrev for knap to år siden.

En stribe folkeretslige krænkelser

Disse eksempler er langt fra enestående. I den såkaldte 'krig mod terror' har USA, med andre landes hjælp, gentagne gange krænket folkeretten.

Det er veldokumenteret, at der har været talrige bortførelser, brug af tortur og ulovlige tilbageholdelser.

For mange er det måske lang tid siden, men mere end to årtier efter angrebet på World Trade Center i New York er der stadig 37 personer, som er ulovligt tilbageholdt på Guantánamo Bay.

Igen bliver ingen vestlige ledere stillet til ansvar, og undersøgelser om påstået dansk medvirken har været kritiseret for værende ”tandløs”.

Vi er røde, vi er knap så hvide

For det er ikke kun hovedarkitekterne, der er med til at underminere den internationale retsorden. Danmark har i årevis kritiseret en række internationale institutioner. Ofte uden sagligt grundlag.

Den længevarende kritik har ledt til en usædvanlig udtalelse fra Advokatrådets formand, Martin Lavesen, som i starten af året bad politikerne om at stoppe deres angreb på de internationale domstole.

Rigsretssagen, hvor Inger Støjberg blev dømt for at beordre Udlændingestyrelsen til at overtræde Danmarks internationale forpligtigelser, var forhåbentligt lavpunktet i en uværdig udvikling i dansk politik.

Og Ruslands invasion kan måske få regeringen til at genoverveje Danmarks manglende ratifikation af aggressionsforbrydelse, hvilket giver Straffedomstolen kompetence til at retsforfølge dem, som beordrer et angreb på et andet land.

Frels de kommende generationer for krig

Vestens overtrædelser af folkeretten legitimerer på ingen måde Ruslands handlinger. Èt brud legaliserer ikke et andet.

Pointen med dette indlæg er at understrege vigtigheden af, at nationale politikere ikke kun tænker på kortsigtede populistiske gevinster, når de kritiserer internationale aftaler eller institutioner.

Selvom den internationale retsorden har holdt siden efterkrigstiden, er det vigtigt at holde sig for øje, at mange af de aftaler eller institutioner, som ofte bliver kritiseret af politikere, blev skabt på grundlag af enestående politisk konsensus.

Som det står i FN-pagten, gik den konsensus ud på at: "Frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden."

Aftalerne og deres vogtere er nemme at kritisere. De kan hurtigt afskaffes, men er svære at erstatte. 

Omtalte personer

Jacques Hartmann

Professor i International Law, University of Dundee
cand.jur. (Københavns Uni. 2005), ph.d. (University of Cambridge 2009)

    Politik har aldrig været vigtigere
    Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
    Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser