Psykolog: Beredskabet har ikke forstået, hvilken rolle frygt spiller

Da det japanske Fukushima atomkraftværk forulykkede i 2011 døde et par tusinde mennesker – ikke som følge af stråling, men indirekte som følge af belastningen ved den beordrede evakuering i form af følgeskader, forværring af sundhedstilstanden, social stress, tab af hjem og fællesskab.

Pointen er: Ser vi kun på den primære skadevolder, får vi ikke hele skadesbilledet med.

Frygt som skadevolder

Frygt i sig selv kan være et endnu større problem end selve hændelsen. En radioaktiv forurening i Brasilien i 1987 medførte ”kun” fire dødsfald.

Alligevel blev myndighederne massivt belastet, da 112.000 ønskede lægehjælp og 5.000 havde tydelige strålingssymptomer – men faktisk var ingen kontamineret – udover af frygt.  

Ved 9/11 var frygten høj – ikke kun lokalt i USA, men verden over. Det samme sker, når der er terroralarm på Nørreport Station – frygten smitter også i Frederikshavn.

Folks trivsel og sundhedstilstand bliver påvirket af frygt, som videre kan føre til undgåelsesadfærd: man undgår offentlig transport. I USA fik flere flyangst og tog i stedet bilen – og bidrog derved i statistikken over trafikdræbte.

Et meget sigende eksempel på frygt som skadevolder er fra Irak. Her førte rygter om en bombemand til masseflugt.

Der var kun én vej væk – via en smal bro over en flod – det betød, at mere end 800 blev trampet ihjel eller druknede. Og der var ingen bombe.

En rigtig stor skadevolder ligger altså i bunden af ”isbjerget” – nemlig: frygt – som fører til (nye) problematiske handlinger.

Dette fænomen skal vi blive bedre til at tænke med i krisestyringen og beredskabet.

Angsten for at opildne til frygt

Et andet aspekt ved frygt-fænomenet har myndighederne til gengæld mere fokus på. Det er angsten for at opildne til frygt.

I medierne har vi set forslag om en national krisedag, genudsende folderen ”Hvis krigen kommer” som i Sverige, og Beredskabsforbundet tilbyder kurset ”Kriseparat – klar dig selv i 3 døgn".

Fra katastrofeforskningen ved vi, at myndigheder generelt er bekymret for, om information og kampagner kan føre til, at man opildner til frygtstemning i befolkningen – og derfor er tilbageholden med den slags initiativer. Senest fremføres argumentet i en kronik i Berlingske 28/5.

Kriseledelsen skal have blik for frygtens rolle og især de indirekte og afledte effekters betydning

Keld Molin
Psykolog

Og jo, at blive opmærksom på risici kan fremme frygten. Men den viden kan også føre til oplevelsen af kontrol.

Hver gang vi tager flyveren ”skræmmes” vi ved sikkerhedsbriefingen, men får samtidig kontrol, overblik og handlemuligheder.

Vi er alle vores egen beredskabsaktør, som jeg skrev i bogen 'Terrorangrebets psykologi' for snart længe siden. Vi laver alle vores egen vurdering før og under en krise. Nogle lukker øjnene, mens et stigende antal er preppere.

Derfor er det vigtigt, at myndighederne giver kvalificeret input, så vi – som spejderne – kan ”være beredt” på et oplyst grundlag.

Der er ingen tvivl om, at det er rationelt og hensigtsmæssigt at lade myndighederne tackle det, som de er forberedt på og gode til.

Men at skubbe befolkningen til side med et ”lad far klare ærterne” – som førnævnte kronik lægger op til – er fremmedgørende og dermed ikke tryghedsskabende.

Med viden og forberedelse bliver vi alle ikke blot mere praktisk kriseparat. Samtidig udvikler vi en mental parathed – og oplevelsen af kontrol har evnen til at reducere bekymring og stress.

Forskningsbaseret tilgang

Vi må ikke overse den psykologiske faktor i krisehændelsens psykologi. Der har længe været et relevant fokus på krisereaktioner, kammeratstøtte og krisekommunikation.

Derfor kan det som led i ønsket om en forskningsbaseret tilgang til beredskab kun anbefales, at også fagpsykologien målrettet integreres i den fortsatte udvikling af det nationale beredskab.

I beredskabets ageren skal befolkningen indtænkes som en aktiv med- (og undertiden mod-) spiller. Kriseledelsen skal have blik for frygtens rolle og især de indirekte og afledte effekters betydning.

Generelt skal vi blive bedre til at anskue krisen med borgernes øjne og have fokus på, hvordan de kan få en følelse af kontrol og blive en relevant og robust medspiller midt i orkanens øje.