Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Jakob Blicher-Hansen
Morten Bæk

Rådgivere: Behovet for en samlet national sårbarhedsanalyse er akut

Det er mere end 20 år siden datidens aktører, mod et bagtæppe af terrorangrebene 11. september 2001, satte sig sammen og gennemførte en sårbarhedsudredning for Danmark, skriver Jakob Blicher-Hansen og Morten Bæk.
Det er mere end 20 år siden datidens aktører, mod et bagtæppe af terrorangrebene 11. september 2001, satte sig sammen og gennemførte en sårbarhedsudredning for Danmark, skriver Jakob Blicher-Hansen og Morten Bæk.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
24. januar 2025 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nogle af os har nu dåsemad, vand og andre fornødenheder på hjemmelager til mindst tre dage. Fra i år stiller EU skærpede krav til offentlige institutioner og private virksomheders fysiske og digitale sikkerhed med særligt fokus på kritisk infrastruktur og finanssektoren.

Og der er netop indgået et bredt beredskabsforlig, som ifølge ministeren selv adresserer de mest akutte behov. Akut førstehjælp, om man vil. Så langt, så godt.

Men et effektivt beredskab er meget mere end blot efterlevelse af lovregler, simple tjeklisteøvelser og stop for den akutte blødning. Det handler om adfærd, håndgribelige sikkerhedsforanstaltninger og gennemprøvede genopretningsplaner.

Og det handler om at sikre, at vi er klar til at tage de uforudsete stød, som per definition kommer, når vi mindst venter det. Kort sagt, om at styrke samfundets, virksomhedernes og myndighedernes parathed – og robusthed.

Læs også

Nyt potent trusselsbillede

Danske virksomheder arbejder hver for sig og gennem branchefællesskaber ihærdigt med at styrke beredskabet og sikkerheden både fysisk og digitalt. Myndigheder og offentlige institutioner ligeså. Men op imod hvad?

Det er tydeligt, at vi står over for et nyt og betydeligt mere potent trusselsbillede end for bare få år siden. Men hvori består truslerne helt præcist for Danmark? For den enkelte virksomhed? For den enkelte samfundsinstitution? Hvordan står vi egentlig rustet i mødet med disse trusler? Hvad skal der til? Det savnes der konkrete svar på. Vidensgrundlaget for målrettet at styrke Danmarks samlede beredskab er ikke klart.

I 2022 udgav Beredskabsstyrelsen sit seneste 'Risikobillede for Danmark'. En overordnet vurdering af de risici, vi som samfund bør rette størst opmærksomhed mod på kort og mellemlangt sigt. Det var før Putins invasion af Ukraine. Der er helt åbenbart brug for et nyt, samlet og mere gennemarbejdet trusselsbillede for Danmark og dansk erhvervsliv.

Det er tydeligt, at vi står over for et nyt og betydeligt mere potent trusselsbillede end for bare få år siden.

Jakob Blicher-Hansen og Morten Bæk
Hhv. seniorpartner og partner, Implement

En analyse af det samlede trusselsbillede, som systematisk og grundigt gennemgår samfundets kritiske funktioner og sektorer, og konkret forholder sig til de risici, vi står over for inden for beredskabsfelter som cybersikkerhed, hybride trusler mod blandt andet kritisk infrastruktur, klimasikring, epidemier, terror og ja, også det klassiske kriseberedskab, herunder brandfolkene.

Sveriges beredskab bygger på en sådan samlet national analyse, segmenteret på beredskabsfelter med tilsvarende handlings- og investeringsplaner.

Også i Danmark er en sådan national analyse en vigtig forudsætning for at kunne vurdere, hvor godt det samlede beredskab er rustet til et trusselsbillede, som på overfladen mere og mere ligner en ihærdig kunstmalers farverige pallette tæt på la grande finale.

Den er nødvendig, hvis vi på en meningsfuld og klog måde sammen og hver for sig skal kunne investere i et Danmark, der er beredt. Sverige har også investeret meget i det civile beredskab og i regelmæssige beredskabsøvelser og simuleringer for at forberede både myndigheder og borgere på krisesituationer.

Det er mere end 20 år siden datidens aktører, mod et bagtæppe af terrorangrebene 11. september 2001, satte sig sammen og gennemførte en sårbarhedsudredning for Danmark.

Læs også

Behov for overblik over trusler og risici

Der er med beredskabsforliget nu truffet politisk beslutning om at nedsætte en ny beredskabskommission. Det er klogt. Må vi anbefale, at kommissionen bliver uvildig og gives mandat til ikke kun at se på hvem, der har ansvar for hvad, men også, hvad det er, vi i fællesskab har ansvar for.

Kommissionen bør både afdække det danske beredskabs sundhedstilstand og på grundlag af den nationale beredskabsanalyse komme med anbefalinger til, hvor og hvordan vi som samfund – og i erhvervslivet – klogt investerer først, samt hvor forskellen mellem trusler og beredskabsniveau er mest kritisk. Dåsemad til tre dage er en start, men næppe nok.

Et effektivt beredskab handler grundlæggende om at opretholde et aktivt og fremsynet overblik over trusler og risici. Om at belønne fantasien til at forestille sig det, som ikke umiddelbart synes muligt. Og om at sætte ind der, hvor sårbarheder erkendes.

Vidensgrundlaget for målrettet at styrke Danmarks samlede beredskab er ikke klart.

Jakob Blicher-Hansen og Morten Bæk
Hhv. seniorpartner og partner, Implement

Det seriøse arbejde mange virksomheder og myndigheder lige nu gør for at styrke deres beredskab og sikkerhed bør og kan fortsætte, også mens vi venter på beredskabskommissionens arbejde og afrapportering.

Vores anbefaling er ikke, at der skrues ned, eller at man forholder sig afventende. Tværtimod. Der bør skrues op for det operative og taktiske beredskabsarbejde med sårbarhedsanalyser, beredskabs- og genopretningsplaner og øvrige operative indsatser.

Men vi anbefaler samtidig, at man til det gode beredskabsarbejde på det operative og taktiske plan føjer en strategisk dimension, så virksomheders risikobillede indgår i grundlaget for forretningsstrategiske beslutninger og dermed bidrager til at styrke virksomhedernes modstandsdygtighed.

Læs også

Er der for eksempel tænkt over stigende vandstand, tørke og andre klimapåvirkninger, når en ny fabrik placeres? Er forsyningskæderne helt tilbage til de sjældne jordarters metaller robuste over for afbrydelser, forstyrrelser og sammenbrud? Og hvad med forretningsstrategien. Er den trykprøvet op imod forskellige og ekstreme geopolitiske udviklingsscenarier?

Et stærkere dansk beredskab

Som samfund kan vi også her gøre meget for at understøtte virksomhedernes og myndighedernes beredskabsarbejde og -indsats. En beredskabskommission med et robust mandat og et styrket, løbende nationalt analysearbejde er én ting.

Men vi kan også helt konkret trække på de gode erfaringer, vi gjorde under Covid, hvor samarbejdet mellem myndigheder, brancheorganisationer og virksomheder var særlig stærkt – og effektivt.

Dåsemad til tre dage er en start, men næppe nok.

Jakob Blicher-Hansen og Morten Bæk
Hhv. seniorpartner og partner, Implement

Regeringens virksomhedsforum for globale risici anbefalede sidste år blandt andet at etablere et Center for Kritiske Afhængigheder. God idé! Beredskabsforliget lægger op til et forum for erhvervslivet, som kan se på, hvordan virksomheder og kompetencer kan bidrage til samfundssikkerhed og beredskab. Også godt.

Men hvorfor ikke gå hele vejen og etablere et Center for Globale Risici, hvor indsigt og erfaringer kan mødes og skabe grundlag for kloge beredskabsinvesteringer – og hvor nedklassificerede efterretningsvurderinger, om muligt, kan deles med virksomhederne til brug for sikkerhedsmæssigt oplyste forretningsstrategiske beslutninger?

Det er et konkret initiativ, som kan iværksættes med kort aftræk, og som i sin kerne bærer en ærkedansk formel for et stærkere dansk beredskab, der kredser om samarbejde, samskabelse og sammenhold. Det samme, som i sidste ende også kendetegner modstandsdygtige enheder: fællesskab og fællesskabelse.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026