Radikal: Valget står mellem en EU-hær og kaos

Af David Munis Zepernick (R)
Medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune og forhenværende EU-forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut

EU-landene er samlet set verdens største og stærkeste økonomi. Når det gælder indflydelse på verdenshandlen og deraf følgende vækst og velstand, så er EU allerede en global kæmpe, og hverken Kina, USA eller andre stormagter kan true sig til at få deres vilje, når de er konfronteret med et enigt EU.

Anderledes underfrankeret forholder det sig med EU's militære kapacitet. Globalt er EU en militær dværg, som ikke engang mellemøstlige andenrangsmilitærmagter som Tyrkiet, Iran eller for den sags skyld såkaldte allierede som Saudi-Arabien og Israel tager alvorligt. Rusland tager naturligvis slet ikke EU alvorligt militært.

Dette på trods af, at vores militærudgifter samlet set ligger højere end Kinas. Kun USA bruger flere penge på forsvar.

Faktisk bruger amerikanerne flere penge på forsvar end alle andre stormagter tilsammen. I Europa er situationen den, at vi betaler for en Volvo, men får en Lada.

Fuldkommen magtesløshed
Resultatet er en fuldkommen magtesløshed i den slags hårde konflikter, hvor kun en troværdig militær trussel tæller. Det er den magtesløshed, som vi ser i det nordlige Syrien, hvor vi nu må se til fra sidelinjen, mens vores kurdiske allierede i kampen mod Islamisk Stat svigtes af USA, uden at EU-landene har et troværdigt modsvar.

Kun med en EU-hær kan vi få sikkerhedspolitisk værdi for pengene i det 21. århundredes Europa. 

David Munis Zepernick (R)
Medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune og forhenværende EU-forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut

Det forhold, at kurderne nu efterlader de lejre, hvor tilfangetagne IS-soldater er blevet bevogtet, for at forsvare sig mod en tyrkisk ledet invasion, er kun den første forudsigelige konsekvens.

Lykkes knibtangsmanøvren, således at den syriske diktator Assads russisk støttede styrker og Erdogans tyrkiske hær får drevet kurderne helt ud af det nordøstlige Syrien, så står Europa med en ny humanitær krise på sit dørtrin.

Næste gang kan det blive kurderne, som i titusindvis vil forsøge at komme væk fra området. De har reelt kun ét sted at flygte hen, og det er mod Europa.

En solid europæisk militær kapacitet og dermed en troværdig europæisk militærindsats i det vakuum, som amerikanerne har efterladt, ville kunne forhindre dette skrækscenarie.