Radikal: Valget står mellem en EU-hær og kaos

DEBAT: EU-landene sidder fast i forældede forestillinger om nationalt territorialforsvar og har en tvivlsom tiltro til det amerikanske militær. Kun en EU-hær vil sikre sikkerhedspolitisk værdi for pengene, skriver David Munis Zepernick (R).

Af David Munis Zepernick (R)
Medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune og forhenværende EU-forsker ved Dansk Udenrigspolitisk Institut

EU-landene er samlet set verdens største og stærkeste økonomi. Når det gælder indflydelse på verdenshandlen og deraf følgende vækst og velstand, så er EU allerede en global kæmpe, og hverken Kina, USA eller andre stormagter kan true sig til at få deres vilje, når de er konfronteret med et enigt EU.

Anderledes underfrankeret forholder det sig med EU's militære kapacitet. Globalt er EU en militær dværg, som ikke engang mellemøstlige andenrangsmilitærmagter som Tyrkiet, Iran eller for den sags skyld såkaldte allierede som Saudi-Arabien og Israel tager alvorligt. Rusland tager naturligvis slet ikke EU alvorligt militært.

Dette på trods af, at vores militærudgifter samlet set ligger højere end Kinas. Kun USA bruger flere penge på forsvar.

Faktisk bruger amerikanerne flere penge på forsvar end alle andre stormagter tilsammen. I Europa er situationen den, at vi betaler for en Volvo, men får en Lada.

Fuldkommen magtesløshed
Resultatet er en fuldkommen magtesløshed i den slags hårde konflikter, hvor kun en troværdig militær trussel tæller. Det er den magtesløshed, som vi ser i det nordlige Syrien, hvor vi nu må se til fra sidelinjen, mens vores kurdiske allierede i kampen mod Islamisk Stat svigtes af USA, uden at EU-landene har et troværdigt modsvar.

Det forhold, at kurderne nu efterlader de lejre, hvor tilfangetagne IS-soldater er blevet bevogtet, for at forsvare sig mod en tyrkisk ledet invasion, er kun den første forudsigelige konsekvens.

Lykkes knibtangsmanøvren, således at den syriske diktator Assads russisk støttede styrker og Erdogans tyrkiske hær får drevet kurderne helt ud af det nordøstlige Syrien, så står Europa med en ny humanitær krise på sit dørtrin.

Næste gang kan det blive kurderne, som i titusindvis vil forsøge at komme væk fra området. De har reelt kun ét sted at flygte hen, og det er mod Europa.

En solid europæisk militær kapacitet og dermed en troværdig europæisk militærindsats i det vakuum, som amerikanerne har efterladt, ville kunne forhindre dette skrækscenarie. 

Behovet for en EU-hær
Men EU-landene sidder fast i forældede forestillinger om nationale territorialforsvar samt en efterhånden noget tvivlsom tiltro til et amerikansk militært og sikkerhedspolitisk lederskab og amerikansk varetagelse af vores fælles sikkerhed.

For nogle tidligere kolonimagter lægger historien også en politisk forklarlig, men sikkerhedspolitisk uhensigtsmæssig, dæmper på klarsynet fremadrettet.

Det danske forsvarsforbehold er vores egen danske realpolitiske snubletråd, som betyder, at vores velrenommerede, men beskedne, militære styrker ikke for nærværende kan indgå i en selvstændig europæisk kapacitetsopbygning.

Men kun et EU, som også militært kan stå på egne ben, kan aftvinge respekt hos vores naboer. Vi behøver ikke at kopiere USA's overdrevne militarisering. Langt mindre kan gøre det.

Vi betaler som nævnt allerede for langt mere sikkerhed, end vi får. Kun med en EU-hær kan vi få sikkerhedspolitisk værdi for pengene i det 21. århundredes Europa.

Det er EU-hær – eller kaos.

Forrige artikel V: Forsvaret skal sikre, sexkrænkelser ikke er en del af værnepligten V: Forsvaret skal sikre, sexkrænkelser ikke er en del af værnepligten Næste artikel Feltpræst om ligestilling: Vi har brug for gode forbilleder, ikke lovgivning Feltpræst om ligestilling: Vi har brug for gode forbilleder, ikke lovgivning
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Fredskabende samarbejde eller kaos

    Verden står i problemer til halsen med klimakrise, et vaklende økonomisk system og stigende militarisering og geopolitiske spændinger. Er det virkelig de Radikales politik at fremme denne udvikling med støtte til at EU skal blive en militær stormagt med eget snyltende militærindustrielt kompleks som vil æde ressourcer og politisk råderum nøjagtigt som vi har set i USA trods tidligere præsidenters klare advarsler. Hele stormagtslogikken, sammenholdt med de stigende internationale spændinger grundlæggende udløst af krisen i det kapitalistiske system, har uhyggeligt mange lighedspunkter med forrige århundredes kriser der udløste de to verdenskrige. Den ånd der skabte FN og fokus på internationalt fredsskabende samarbejde og udvikling ovenpå to verdenskrige har efterhånden helt mistet magthavernes interesse. Imens bølger folkelige oprør mod eliternes korrupte politik hen over hele verden. Den virkelige positive globalisering sker fra de folkelige bevægelser der kræver et opgør med den neoliberale dagsorden og insisterer på retten til en meningsfuld fremtid.