Rasmussen Global: EU har været Putins junkie – nu venter et smertefuldt afvænningsforløb

Siden afslutningen på Den Kolde Krig har verden nedrustet både atomvåben og konventionelt militær. Vi høstede den såkaldte 'fredsdividende', og integrerede vores økonomi, kommunikation og transport med resten af verden i håb om, at gensidig afhængighed ville umuliggøre krig.

Putins invasion af Ukraine har gjort den logik til skamme. Selv i en verden der er mere forbundet end nogensinde, hører konventionel krig ikke fortiden til. Men sikkerhedspolitikken har også bevæget sig uden for den rent militære sfære. Faktisk har den bevæget sig helt ind i dagligstuen, på internettet og ned på varmeregningen.

Trods de mange åbenlyse fordele, har det 21. århundredes accelererede systemiske integration på mange områder medført sikkerhedsmæssige sårbarheder. Fjenden kan ikke længere blot angribe os militært, men har fået langt flere ikke-militære kort på hånden. Frie, åbne og demokratiske samfund er særligt udsatte, da gennemsigtige og åbne systemer også øger fjendens mulige trykpunkter.

Almindelige militære midler er altså ikke den eneste måde at forfølge strategiske mål. Forskellige ikke-konventionelle midler bliver brugt i koordination for at opnå større effekt – såkaldt hybrid krigsførelse. Det nuværende trusselsbillede kræver derfor både, at vi forholder os til den konventionelt militære trussel, men også at vi styrker vores resiliens overfor ikke-konventionelle våben. Og at vi selv lærer at slå igen i den hybride arena.

Flygtninge som våben og online-krig

Tidligere på året så vi, hvordan Hvideruslands autokratiske præsident Lukashenko brugte sagesløse flygtninge som våben mod EU. Og det er kun det seneste eksempel.

Vesten skal blive endnu bedre til selv at anvende hybride våben under tærsklen for konventionel krig mod autokrater

Rasmus Berthelsen & Phillip Luscombe
Hhv. projektleder og politisk rådgiver, Rasmussen Global

I 2015 anså Tyrkiets præsident, Erdogan, de 3 millioner desperate mellemøstlige flygtninge som en simpel forhandlingsbrik i magtspillet mod de europæiske lande, der sikrede Tyrkiet 6 milliarder euro og en aftale om visumliberalisering. Tilbage i 2010 truede Libyens Muammar Gaddafi med at "farve Europa sort", hvis vi ikke betalte ham 4 milliarder euro. Sikkerhedsliggørelse af flygtninge er et særligt effektivt pressionsmiddel for svage aktører mod de stærke.

På de sociale medier raser desinformationskampagner. Efter alt at dømme påvirkede russiske internettrolde det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor Donald Trump vandt over Hillary Clinton. Og Forsvarets Efterretningstjeneste fremhæver i deres årlige risikovurdering, hvordan fremmede magter i stadigt højere grad forsøger at manipulere holdninger og adfærd i Danmark og resten af Vesten.

Det kan for eksempel være med henblik på at påvirke udfaldet af en folkeafstemning, drive en kile ind mellem Danmark og Grønland i Rigsfællesskabet, eller skabe splid internt i EU.

Putins krig mod Vesten er ikke ny

Gennem cyberspace kan man ramme kritisk infrastruktur, private virksomheder, og borgere i den virkelige verden.

Det nordkoreanske WannaCry angreb i Maj 2017, der var designet til at afpresse penge fra virksomheder (præcis som den lignende NotPetya ransomware, der kostede Mærsk 300 millioner dollars), ramte også det britiske sundhedsvæsen NHS' kritiske infrastruktur og resulterede i mere end 20.000 aflyste læge- og hospitalstider for sårbare borgere.

Dertil har investeringer og lån fra udlandet pludselig fået en national sikkerhedsdimension. Det så vi eksempelvis, da den danske regering skred ind over for kinesiske investorer, der bød ind på en ny lufthavn i Grønland. Vi så det også, da statsministeren fremrykkede implementeringen af EU-regler om investeringsscreening for at undgå, at det kinesiske Huawei blev 5G-leverandør og dermed udgjorde en sikkerhedstrussel mod den kritiske telesektor.

Et meget aktuelt eksempel er energiområdet. Ruslands angreb mod Ukraine har vist, at vores energiafhængighed er blevet et særligt nyttigt pressionsmiddel for tyranner som Putin. I Ukraine kæmper Putin en blodig og utilgivelig krig mod det ukrainske folk. Men tag ikke fejl – hans regime har længe ført hybridkrig mod Ukraine og resten af Europa.

Putin er dealeren, Europa er junkien

Selvom olien er den mest lukrative indtægtskilde for Rusland, er det ofte gassen, der er i fokus. For mens oliemarkedet er mere globalt, mobilt og likvidt, flyder meget af gassen gennem fasttømrede rørledninger. Gasmarkedet er mindre fleksibelt, og det gør det til et mere nyttigt pressionsmiddel.

Ruslands brug af energivåbnet er ikke nyt. I første halvdel af 00'erne forsynede russerne eksempelvis Ukraine med subsidierede forsendelser af gas under samme ordning som gjaldt, da landet var en del af Sovjetunionen. Men efter Orangerevolutionen i 2004 og afsættelsen af den pro-russiske leder til fordel for en vestligt sindet administration, krævede Gazprom pludselig fuld markedspris for gassen. Og da Ukraine ikke ville betale den fulde markedspris, begrænsede russerne gastilførslen.

Nu skal hele Europa igennem et langt og smertefuldt afvænningsforløb fra den billige russiske naturgas

Rasmus Berthelsen & Phillip Luscombe
Hhv. projektleder og politisk rådgiver, Rasmussen Global

Det var et klart forsøg på at underminere den pro-vestlige regering. Russerne forsøgte at tegne et billede af, at Ukraine ikke var et troværdigt transitland. På den baggrund skabte man opbakning til en ny rørledning, Nord Stream, som førte gas direkte fra Rusland til Tyskland. Det betød, at Ukraine på den ene side gik glip af 720 millioner dollars i transitindtægter, mens den tyske afhængighed af russisk gas blev kraftigt forøget.

Det veludviklede gasnet fra Rusland til Europa betyder i realiteten, at Putin er blevet energidealeren, mens Europa er junkien. I 2021 alene leverede Rusland over 140 milliarder kubikmeter gas til EU og yderligere 15 milliarder kubikmeter flydende naturgas. Det svarer til cirka 40 procent af EU's samlede gasforbrug.

Tyskland er som Europas største forbruger af russisk gas særligt udsat. De får omkring halvdelen af deres naturgas fra Rusland. Derudover risikerer især Italien, Finland, Østrig, og flere østeuropæiske lande at blive klemt.

Prisen for årtiers europæisk naivitet

I december blotlagde Putin kortvarigt vores sårbarhed. Da invasionen af Ukraine var under opsejling, reducerede han gaseksporten til Europa.

Den efterfølgende måned beskyldte Det Internationale Energiagentur russerne for at destabilisere den europæiske energisikkerhed. Efter den fuldbyrdede invasions begyndelse er truslerne taget til. Når vi indfører sanktioner, truer Putin med at lægge hånden på hanerne. Det samme gør sig gældende i øjeblikket, hvor han vil have betaling i rubler for at styrke valutaen. Hvis ikke, siger Putin, må vi klare os uden russisk gas.

Vores nuværende afhængighed er et produkt af mange års europæisk naivitet. Rørledningen Nord Stream 2 står som symbolet på vores fejlvurdering af energipolitikken. I Ukraine og andre østeuropæiske lande så man tidligt skriften på væggen. Ukraines tidligere præsident Petro Poroshenko kaldte for eksempel i 2018 Nord Stream 2 for "den trojanske hest for europæisk sikkerhed." Men i årevis insisterede særligt tyske beslutningstagere på, at det var et rent kommercielt anliggende. Nu lærer vi på den hårde måde, at det har det aldrig været.

I Washington har man i årevis presset på for at få sat en stopper for projektet. Illusionen om, at man kunne adskille Nord Stream 2 fra sikkerhedspolitikken er nu brast, og da det endelig gik op for tyskerne efter Ruslands invasion af Ukraine, suspenderede Kansler Scholz godkendelsen af rørledningen.

Nu skal hele Europa igennem et langt og smertefuldt afvænningsforløb fra den billige russiske naturgas, der indtil videre har forsinket den grønne omstilling og givet russerne et strategisk energivåben, som Putin ikke er bange for at benytte.

Putin er også afhængig af vores penge

Selvom Putin truer med at lukke for gashanerne, går sårbarheden begge veje. Ifølge det Internationale Energiagentur kommer over 40 procent af Ruslands indtægter fra energieksporten. Vi køber 49 procent af Ruslands olie og 74 procent af deres gas. Det er penge, der ryger direkte ned i Putins krigsmaskine.

Hvad ville der ske, hvis vi indførte en øjeblikkelig embargo?

Ifølge den russiske økonomiprofessor Sergei Guriev, der er tidligere cheføkonom for Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, vil en øjeblikkelig energiembargo underminere det russiske sikkerhedsapparat. Uden indtægterne fra eksporten af naturressourcer vil det russiske budget gå i underskud.

Med energivåbnet har Ruslands krigsførelse bevæget sig helt ind i dagligstuen og ned på varmeregningen hos alle europæere

Rasmus Berthelsen & Phillip Luscombe
Hhv. projektleder og politisk rådgiver, Rasmussen Global

Putin vil blive tvunget til enten at skære lønningerne for soldater og officerer eller skrue op for seddelpressen. Inflationen er i forvejen høj, embargoen vil øge den yderligere, og udtømningen af udenlandske indtægtskilder vil udhule købekraften for de dele af systemet, der udgør fundamentet for Putins magt, inklusive politifolk, embedsværk, og propagandaapparatet.

Putin vil forsøge at omdirigere dele af eksporten til Kina. Men en fuldstændig substitution mod øst er ikke realistisk givet størrelsen på den russiske energieksport til Europa.

Den eneste nuværende gasrørledning mellem Rusland og Kina er 'Power of Siberia', som blev åbnet i 2019. Den har en årlig kapacitet på 38 milliarder kubikmeter. En ny rørledning er i støbeskeen, men den har en årlig kapacitet på blot 10 milliarder kubikmeter. Der er altså lang vej før kapaciteten kan dække eksporten til Europa. Og er Kina samtidig en af de eneste opkøbere, vil de forhandle prisen ned.

Hvis Putin ikke havde brug for vores penge, havde han allerede lukket for olie- og gashanerne. Hvorvidt man mener, at prisen står mål med den strategiske effekt, er et politisk spørgsmål. Ikke desto mindre er Putin mindst lige så afhængig vores energiimport, som vi er af hans energieksport. Og så længe det er tilfældet, giver det os muligheder for ramme autokraten i Kreml, hvor det gør ondt.

Velkommen til den hybride virkelighed

Med energivåbnet har Ruslands krigsførelse bevæget sig helt ind i dagligstuen og ned på varmeregningen hos alle europæere. Andre hybride trusler såsom desinformationskampagner, cyberangreb, og risici forbundet med udenlandske investeringer udstiller ligeledes vores sårbarhed. Det er ikke en direkte militær sårbarhed, men et konstant konflikt- og trusselsbillede, som tegner den nye, hybride virkelighed.

Der er ikke nogen nem løsning på disse problemer. Når det eksempelvis kommer til energien, kan Europa ikke blive selvforsynende i det nuværende årti.

På samme måde ville det være håbløst tilbagerulle de kommunikative fremskridt, som moderne teknologi har medført for hele verdens befolkning. Og endeligt må vi insistere på, at den øgede globale samhandel trods alt har skabt enorme fremskridt, og ikke mindst hjulpet hundreder millioner af mennesker ud af fattigdom.

Vesten skal selv i offensiven

For at bevare vores frie, åbne og demokratiske samfund, er vi er nødt til at finde måder at styrke vores modstandsdygtighed uden at lukke os om os selv. Og så skal vi i Vesten blive endnu bedre til selv at anvende hybride våben under tærsklen for konventionel krig mod de autokrater, der i disse år vinder frem.