S-ordfører raser: Beredskabsministerium prioriterer ikke vores ønsker

Socialdemokratiets beredskabsordfører Kasper Roug er blevet så træt af at vente på Beredskabsministeriet, at han har grebet knoglen og ringet til Altinget for at komme af med sine frustrationer.
“Når vi kommer med et politisk ønske, så kan det ikke passe, at det skal tage år, før man vender tilbage. Jeg er uforstående over for, at man i ministeriet ikke prioriterer nogen klare politiske ønsker fra politikerne,” lyder det i klare vendinger fra den ellers normalt så rolige og flinke lollik.
Det, der konkret frustrerer den socialdemokratiske ordfører, er, at ministeriet endnu ikke er kommet med indstilling til politikerne om, hvordan man kan få etableret en erhvervsrettet brand- og redningsuddannelse. Etableringen af den nye uddannelse var en del af den beredskabsaftale, som regeringen og seks oppositionspartier indgik i januar 2025.



















