Debat

Sikandar Siddique: Danske våben til Ukraine gør krigen værre

Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe det ukrainske folk. Men flere våben og højere konfliktniveau kommer ikke til at hjælpe ukrainerne - tværtimod. Det gør kun krigen mere blodig og tabet af civile ukrainere større, skriver Frie Grønnes leder Sikandar Siddique.

Man skal være mere end ualmindeligt naiv for at tro, at Ukraine har en militær chance mod Rusland, skriver Sikandar Siddique.
Man skal være mere end ualmindeligt naiv for at tro, at Ukraine har en militær chance mod Rusland, skriver Sikandar Siddique.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Sikandar Siddique
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Et næsten enigt Folketing vedtog søndag, at der skal sendes våben fra Danmark til Ukraine. Alle partier undtagen Frie Grønne stemte for forslaget.

Der er ingen lette valg i en situation som denne, og jeg har den største sympati med den ukrainske befolknings kamp for fred og frihed. Ligesom de fleste andre håber jeg naturligvis også på, at ukrainerne giver den krigsforbryderiske Putin en ordentlig røvfuld. Men tiden er ikke til romantiske ’underdog’ -fortællinger om David, der vinder over Goliat.

Selvom det ikke ser ud til at være gået så hurtigt, som Putin gerne så det, skal man være mere end ualmindeligt naiv for at tro, at Ukraine har en militær chance. Den barske sandhed er, at Rusland er Ukraine militært fuldstændigt overlegent, og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt Ukraine vinder krigen mod Rusland.

Det er et spørgsmål om, hvor svært det skal være for Rusland at vinde krigen, og dermed hvor mange civile tab og materielle ødelæggelser, Ukraine kommer til at lide under.

En væbnet civilbefolkning får Putin til at skrue op for brutaliteten

På den ene side står et ukrainsk militær, der ikke bare har opfordret civile til at deltage, men direkte gjort det forbudt at forlade landet for 18- til 60-årige mænd, mens der på den anden side står en militær stormagt, som i værste fald kunne jævne Ukraine med jorden. Og her må jeg erkende, at min fornuft og min bekymring for det ukrainske folk vinder over min trang til romantiske fortællinger.

Den barske sandhed er, at Rusland er Ukraine militært fuldstændigt overlegent

Sikandar Siddique
MF og politisk leder, Frie Grønne

Putin bliver ikke afskrækket, og Ukraine vinder ikke krigen militært, fordi Danmark sender nogle skulderbårne panserværnsraketter ned til den ukrainske civilbefolkning.

Som professor i international politik ved Københavns Universitet, Ole Wæver, sagde i Deadline på DR2 forleden: Det er alt for sent at sende nogle våben ind i et land, hvor en så meget større militærmagt allerede er til stede overalt.

De civile tab, der har været indtil nu, er resultatet af Ruslands luftangreb i Ukraine – en taktik, Rusland i denne første uge synes at have holdt igen med. Det er altså ikke civilbefolkningen, der er mål for angrebene som det ser ud lige nu. Men hvis de bliver sendt i frontlinjen med de danske våben, er de dømt til at være skydeskiver for Putins invasion.

Lykkes det endda ukrainerne at gøre livet meget mere svært for de russiske tropper, kan man forestille sig Rusland skrue op for angrebene og dermed brutaliteten. Putin trækker sig i hvert fald ikke tilbage.

Nato har ikke tænkt sig at rykke ind i Ukraine, og når det er tilfældet, skylder vi ukrainerne at være ærlige om, at vi ikke kan sende dem noget, der vil afskrække Putin eller vinde dem krigen militært.

Læs også

Øjnene på bolden

Det absolut bedste, vi kan gøre for den ukrainske befolkning lige nu, er at sætte alt vi har ind på humanitær hjælp og diplomatisk pres. Vi skal lytte til nødhjælpsorganisationerne og de organisationer, der er på landjorden, og give dem fuld opbakning. Vi skal sørge for en sikker korridor til at få nødhjælp ind i landet og flygtninge ud. Og så skal vi stå klar til at tage imod og hjælpe alle de flygtninge, der kommer over grænsen fra Ukraine.

I stedet for at sende våben velvidende at det eneste tænkelige resultat er en blodigere krig med flere militære og civile tab, bør vi holde øjnene på bolden og fokusere vores kræfter dér, hvor vi kan gøre en reel forskel for den ukrainske civilbefolkning.

Udover humanitær hjælp til de nødlidende ukrainere, skal vi holde fast i de benhårde sanktioner mod Putin og hans oligark-venner, samtidig med at vi lægger et massivt pres for at tvinge Putin til at stoppe angrebene og komme til forhandlingsbordet. Vi har allerede set en massiv russisk opposition mod krigen med store demonstrationer og enkelte parlamentsmedlemmer, der siger fra. Den opposition skal vi styrke, alt imens vi isolerer Putin.

Der blæser nye vinde på flygtningeområdet

Når Europas justitsministre mødes torsdag for at diskutere den ulykkelige situation, har de muligheden for at aktivere et 20 år gammelt direktiv om midlertidig beskyttelse, der vil give flygtninge adgang til sundhed og velfærd og deres børn adgang til uddannelse.

Flere våben skaber ikke mere fred – kun mere ødelæggelse for ukrainerne

Sikandar Siddique
MF og politisk leder, Frie Grønne

Sådan har vi desværre ikke tidligere behandlet flygtninge, men de nye politiske vinde, der blæser på flygtningeområdet i forbindelse med krigen i Ukraine, er vores mulighed for at sikre, at alle flygtninge får ordentlige rettigheder i Europa.

Jeg ønsker kun det bedste for ukrainerne, og der skal heller ikke være nogen tvivl om, at Frie Grønne mener, at deres modstandskamp er fuldkommen legitim. Jeg forstår til fulde de ukrainere, der insisterer på at kæmpe for deres land, og deres indsats er heltemodig ud over det sædvanlige.  

Den kolde og barske sandhed er bare, at der ikke findes nogen militær løsning på den her konflikt. Den eneste mulige løsning er politisk. Flere våben skaber ikke mere fred – kun mere ødelæggelse for ukrainerne.

Jeg tror på, at den danske aftale om at sende våben blev indgået med de bedste intentioner, men jeg er også meget bange for, at det kun vil trække krigen i langdrag og koste langt flere civile liv, end det ellers havde været tilfældet.

Ukraine har brug for en løsning, der ikke kaster landet ud i mange års ødelæggende krig, der koster uoverskueligt mange civile liv, sender befolkningen på flugt og efterlader landet i ruiner. Ukraine har brug for alle vores diplomatiske kræfter – ikke vores våben.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sikandar Siddique

Politisk leder, Frie Grønne
cand.comm.

Vladimir Putin

Præsident, Rusland
jurist (Sankt Petersborgs Statsuniversitet)

0:000:00