
Danmark har torsdag fået sit første selvstændige ministerium for samfundssikkerhed og beredskab. Og den første person på ministertaburetten bliver 48 årige Torsten Schack Pedersen (V), der har siddet i Folketinget siden 2005.
Venstremanden var kommitteret for Hjemmeværnet fra marts 2023 til november samme år.
Det er endnu uklart hvilke styrelser den nye minister får ansvaret for. Men klokken 14:30 er der ministeroverdragelse i Justitsministeriet. Til stede vil være den nye minister samt justitsminister Peter Hummelgaard (S) og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Så noget kunne tyde på, at i hvert fald Beredskabsstyrelsen og Styrelsen for forsyningssikkerhed følger med over i det nye ministerium.
På vej ind til Statsministeriet klokken 10:15 sagde den nye minister til tv-stationerne, at han får områder fra Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og flere andre ministerier under sig.
Den nye minister får ikke plads i regeringens sikkerhedsudvalg. Det består stadig kun af statsministeren, udenrigsministeren, forsvarsministeren og justitsministeren.
Den 48-årige venstremand og tidligere kommitteret for Hjemmeværnet Torsten Schack Pedersen bliver minister i Danmarks første ministerium for samfundssikkerhed og beredskab.




















