Axcelfuture: Sådan bliver Lars Aagaard en stærk minister

Vi har haft mange stærke klima- og energiministre gennem tiden – Connie Hedegaard, Martin Lidegaard og senest Dan Jørgensen. Nu er det Lars Aagaards tur, og det er en nyskabelse, at vi nu får en tidligere toplobbyist, der selv har været storleverandør af gode råd til den enhver tid siddende minister.

Når rollerne på den måde byttes, ser nogen det måske som en trussel mod demokratiet, men vi ser det modsat som en styrke, at vi får tung erfaring og kompetence ind i toppen af ministeriet.

Planlægningen af netudbygningen er en klagesang

En af de ting Lars Aagaard selv savnede som toplobbyist, var en samlet plan for VE-udbygningen i Danmark. Den har man hidtil veget tilbage for at udkomme med af flere årsager.

For det første har barren løbende flyttet sig for, hvor meget grøn strøm vi reelt har brug for. Efter Ruslands invasion af Ukraine er der nærmest ingen øvre grænse for, hvor meget el vi kan absorbere, men ser vi to-tre år tilbage var holdningen den, at vi blot kunne importere sort strøm fra udlandet, hvis vi havde brug for mere.

Vores klagesystem er alt for langsomt, og netselskaberne ikke får lov til at kigge fremad

Finn Lauritzen og Joachim Sperling
Axcelfuture

Siden er vi blevet klogere. Nu vil markedsaktørerne gerne til fadet, men desværre kan de ikke få lov lige så hurtigt, som de gerne vil. Hvordan kan klima- og energiministeren trykke på speederen?

Svaret er desværre, at det er nemmere sagt end gjort. Det absurde er, at der tit går 10-12 år, fra en vind- eller solpark planlægges, til den tages i brug. Det skyldes blandt andet vores klagesystem, som er alt for langsomt, men også at netselskaberne ikke får lov til at kigge fremad, når de planlægger netudbygningen.

Det samme gælder Energinet. Hvad nytter det at etablere mere grøn strøm, hvis ikke elnettet kan absorbere det. Vi kan ikke lave brint ud af det hele.

Aagaard skal kunne slås med Miljøministeriet og kommunerne

Axcelfuture har tidligere fremsat ni konkrete forslag til at strømline de processer, der i dag forsinker udbygningen i nærmest helt utrolig grad.

Her kommer Lars Aagaard dog til at slås med Miljøministeriet og landets kommuner, der nemlig har hovedansvaret for at håndtere de mange processer, der skal på plads, før vi kan få mere grøn strøm ind i systemet. Regeringen har identificeret problemet, men skal ind i den sorte boks og rode rundt for at afkorte processerne, og det er nemmere sagt end gjort.

Lars Aagaards styrke som klima- og energiminister skal måles på, om han vil være i stand til at trykke på de rigtige knapper overfor de andre ministerier og kommunerne.

Finn Lauritzen og Joachim Sperling
Axcelfuture

Et andet potentielt bidrag til mere vind, især på havet, er, at staten udlejer områder til leje i større klumper i stedet for at detailregulere via alt for detaljerede udbud, som det sker i dag. De vindparker, CIP og Ørsted senest har budt på at sætte op, kan køre om få år og producere brint direkte – hvis ellers Energistyrelsen får lov til at give slip på processen.

Parkerne behøver ingen offentlig støtte og vil måske endda kunne indbringe et såkaldt samfundsbidrag. Men her kommer vi ind på en anden snubletråd, som måske ligger helt uden for Lars Aagaards ressort.

Og det er den statsfinansielle interesse i dels at sikre økonomien i de kommende statslige energiøer – og derudover at sikre, at staten kan få penge i kassen, når de andre mulige VE-områder skal lægges ud. Her er det ikke ligegyldigt i hvilket tempo, det sker, for gør man det hele på samme tid, vil man ikke kunne opnå et særligt højt provenu.

Derfor kan man lidt provokerende sige, at Lars Aagaards styrke som klima- og energiminister skal måles på, om han vil være i stand til at trykke på de rigtige knapper overfor de andre ministerier og kommunerne. For det er der nøglen til en hurtigere VE-udbygning ligger begravet.