Advokater og direktør: Politisk støtte til CCS er ikke nok. Der skal være styr på værdikæden

Kontrakten er vital

CCS-industrien i Danmark er umoden, og der er behov for at opbygge viden og erfaring inden for alle led af værdikæden.

Når de prækvalificerede ansøgere afgiver tilbud under CCS-puljen, forpligter de sig ikke blot til at indfange en bestemt mænge CO2 i en årrække. Nej, de forpligter sig også til at lagre denne CO2 på sikker vis i samme årrække.

Det betyder, at tilbudsgiverne bliver nødt til at indgå langtidsforpligtende aftaler med de relevante aktører såsom en udleder, en fangst-teknologileverandør, en virksomhed, der kan transportere CO2'en og en lagringsvirksomhed.

Det er absolut nødvendigt, at alle parter i hele værdikæden får noget ud af at deltage i CCS-projektet og tager en tilsvarende del af ansvaret.

Anna Meldgaard Petersen, Bettina Mikkelsen og Chresten Steen Meulengracht
Hhv. advokat og partner, Hulgaard Advokater P/S og grundlægger, NRG Models A/S

Har de ikke styr på alle kontraktlige forpligtelser i hele denne værdikæde, er det efter vores vurdering alt for risikabelt at afgive et bindende tilbud til Energistyrelsen under udbuddet.

Den største udfordring for CCS-industrien er således, at det er absolut nødvendigt, at alle parter i hele værdikæden får noget ud af at deltage i CCS-projektet og tager en tilsvarende del af ansvaret.

Dette kan være udfordrende, fordi antallet af aktører i CCS-industrien på nuværende tidspunkt er begrænset — grundet manglende erfaringer med teknologien, høje risici og begrænsede økonomiske up-sides.

Udfordringen bliver derfor at få alle aktører i værdikæden til at arbejde sammen om projektet og få de juridiske og økonomiske rammer til at fungere uden retlige efterspil og økonomiske tab.

Der er nemlig tale om aktører, som ikke nødvendigvis har arbejdet sammen tidligere, og som kommer fra forskellige brancher og derfor opererer ud fra forskellige branchenormer og -standarder og med forskellige risikoprofiler.

Økonomien er allerede presset

Der findes endnu ikke nogen eksisterende branchestandard for CCS-industrien. Det betyder blandt andet, at CCS-industrien bliver nødt til hurtigst muligt at få etableret nogle helt nye samarbejdsformer og fælles standarder således, at projekterne er rentable for alle involverede parter.

Dette kan blive en udfordring, da realiteten desværre er, at økonomien allerede på forkant er presset i disse projekter. Årsagerne kan findes blandt følgende forklaringer:

• Udledere har ikke erfaring med CO2-fangst og vil få mange tekniske udfordringer i konstruktions- og opstartsfaserne;
• CO2 er endnu ikke et produkt med en markedsværdi. Klimakreditter kan sælges, men markedet er ureguleret og uforudsigeligt; og
• Tilskudsordninger dækker ikke alle omkostninger.

Derfor er der en risiko for, at aktørerne hver især vil forsøge at minimere egen eksponering over for økonomiske tab ved at placere mest muligt ansvar, risiko og omkostninger hos de andre involverede aktører i projektet.

En sådan fremgangsmåde virker måske i andre energiprojekter, hvor det økonomiske potentiale er mere lovende, men i CCS-projekter, hvor økonomien er presset og for nuværende stadig ukendt, vil denne fremgangsmåde være ødelæggende.

Risikoen skal fordeles

Hvis de håbefulde ansøgere skal få succes med deres respektive CCS-projekter, bliver de nødt til at have en åben dialog med hele deres værdikæde og sikre, at alle aktører påtager sig deres (fair og mulige) andel af de juridiske- og økonomiske risici i projektet.

Derfor mener vi, at aktørerne i fællesskab skal lave en samlet oversigt over de risici, som med stor sandsynlighed vil kunne påvirke det samlede projekt og i fællesskab adressere disse. Vi har oplistet nogle eksempler nedenfor, som vi vurderer, skal indgå i risikovurderingen: 

Tiden er knap, der er meget på spil, så værdikæden må løfte i flok, hvis projekterne skal lykkedes.

Anna Meldgaard Petersen, Bettina Mikkelsen og Chresten Steen Meulengracht
Hhv. advokat og partner, Hulgaard Advokater P/S og grundlægger, NRG Models A/S

• Økonomiske udfordringer hos kritiske underleverandører af for eksempel pumper, rør eller trykbeholdere som følge af for hurtig vækst frem mod 2030 (som er fristen for idriftsættelse af CO2-lagringen under CCS-puljen);
• Manglende ressourcer (materialemangel og manglende arbejdskraft) grundet eksplosiv vækst og simultane CCS-projekter, hvilket kan øge omkostningerne og medføre forsinkelser;
• Designmæssige ændringer af kritisk udstyr, for eksempel fangstudstyr og transportudstyr efter FID-datoen, som følge af ændrede krav til mængder og renhed af CO2;
• Tekniske udfordringer under opstart, for eksempel interface problemer ved implementering af ny teknologi hos udlederne;
• Flaskehalse hos myndighederne: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Energistyrelsen har allerede erkendt, at de kan komme under stort pres i forbindelse med myndighedsbehandlingen af for eksempel VVM-undersøgelser; og
• Modstand fra den lokale befolkning og/eller miljøgrupper kan øge behovet for yderligere undersøgelser og medføre forlænget sagsbehandlingstider med videre.

Projektejeren må ikke stå alene

Sådanne udfordringer vil have stor indflydelse på projektets eksekvering, økonomi og rentabilitet, navnlig da projektejeren overfor Energistyrelsen forpligter sig til at påbegynde lagringen af CO2'en senest i 2030 — alternativt bliver projektejeren pålagt en betydelig bod og tab af tilskud. Risikoen for en forsinkelsesbod bør håndteres på tværs af aftalerne med værdikæden.

Det er ikke rimeligt, at projektejeren alene skal påtage sig al risiko for projektet, da projektejerens succes i høj grad er afhængig af værdikædens performance.

Når værdikæden i fællesskab har vurderet de samlede risici forbundet med projektet, bør disse risici fordeles på rimelig vis på tværs af værdikæden. Men hvordan fordeler man egentligt disse på rimelig vis? Ja — det afhænger af forskellige faktorer, som for eksempel:

• Økonomiske analyser af større risici og usikkerheder
• Kontraktretlige vurderinger af, hvor ansvaret mest naturligt placeres mellem de forskellige aktører samt de respektive parters risikovillighed samt muligheder for at afdække disse risici for eksempel gennem finansielle garantier, forsikringer og back-to-back aftaler. Her kan man inddrage "best practices" fra andre industrier.

Nu begynder arbejdet for alvor

Om lidt — når Energistyrelsen har udvalgt de (maksimum) ti ansøgere, som de vil prækvalificere til CCS-puljen — begynder arbejdet dog for alvor.

De prækvalificerede ansøgere og deres respektive samarbejdspartnere må trække i arbejdstøjet og arbejde hurtigt for at blive klar til næste step; at afgive indikativ tilbud (INDO) i august og "Best and Final Offer" (BAFO) i slutningen af året.

Tiden er knap, der er meget på spil, så værdikæden må løfte i flok, hvis projekterne skal lykkedes.

Vi mener, at en væsentlig forudsætning for CCS-projekternes succes er, at der laves et grundigt juridisk og økonomisk analysearbejde forud for afgivelsen af INDO og BAFO.

Det for at sikre, at alle aktører i CCS-værdikæden tager ansvar for projektet, så det realiseres inden for tidsrammen og alle aktører, herunder ikke mindst klimaet, ender som vindere.

Her bliver det centralt at alliere sig med de rigtige samarbejdspartnere, der har det samme mindset — ellers bliver det en kamp til målstregen.