Affaldsforening: Din skraldespand er kritisk infrastruktur

DEBAT: Markedet kan ikke stå alene i affaldshåndteringen. Kommuner og affaldsselskaber skal have mulighed for at træde ind og ud af affaldskæden – både for at lukke huller, når markedet ikke slår til, og for at sikre miljøeffekterne, skriver Charlotte Fischer.

Af Charlotte Fischer
Direktør i Dansk Affaldsforening

Tænk nu hvis … Sådan begynder de spørgsmål, vi stiller, når vi prøver at definere, hvad der er kritisk infrastruktur.

Vi forestiller os cyberangreb, storme, epidemier, krig og andre katastrofescenarier i bedste dommedagsstil og overvejer, hvad det vil betyde for alle de systemer, som sikrer, at den velsmurte maskine – det danske samfund – kan fortsætte med at spinde. Hvad er vigtigst? Er det vandværkerne, elforsyningen eller måske tele- og datainfrastrukturen?

Diskussionen er god, men også for snæver. Kritisk infrastruktur handler ikke kun om enkeltstående katastrofer, men også om de problemer, der udvikler sig langsommere, men hvor konsekvenserne kan være mindst lige så alvorlige – og ikke mindst den udvikling, vi som samfund har sat os for at skabe for at undgå dem.

Konkret: De enorme klima- og miljøproblemer, som vores forbrug og smid væk-kultur skaber.

Vi vil være arbejdsløse
Den grønne omstilling og udviklingen af en reel cirkulær økonomi er en enorm og kompleks opgave, som ingen kan løse alene. Der er brug for både offentlige og private aktører - stat, kommuner, borgere, universiteter og virksomheder. Dog er det helt afgørende, at fællesskabet har redskaberne til at løse opgaver og drive udviklingen frem, hvor den ikke kommer af sig selv.   

I affaldssektoren vil vi den cirkulære økonomi og arbejder hver dag på at gøre os selv arbejdsløse. Kommuner og kommunale affaldsselskaber er i fuld gang med at rulle nye spande og sorteringssystemer ud, udvide og styrke genbrugspladserne og samarbejder på livet løs med borgere og virksomheder.

Det giver god mening. Cirkulær økonomi handler om andet og mere end affald. Størstedelen af miljøbelastningen bestemmes langt før, produkterne bliver til affald. Emballager skal designes til genbrug eller genanvendelse, og vi har behov for nye forretningsmodeller baseret på genbrug og reparation, ligesom der skal ske teknologiudvikling og øget digitalisering. Det kræver samarbejde med virksomhederne - både de etablerede og nye startups – og videndeling på tværs af værdikæden.

Markedet kan ikke stå alene
Affald er en miljømæssig ressource, men typisk en økonomisk omkostning, snævert set. Derfor betaler kommuner og affaldsselskaber (og dermed borgerne) penge for at afsætte affaldet og sikre, at det bliver genanvendt af virksomhederne.

For ”traditionelle varer” har man et incitament at bearbejde dem, så de får en højere kvalitet og bliver mere værd. Lige omvendt forholder det sig typisk med affald. Nye ressourcer er billige, mens det er omkostningstungt at indsamle, sortere og oparbejde affald. Derfor er der begrænset efterspørgsel.

Når det økonomiske incitament vender den forkerte ende nedad – mod deponi, cementproduktion og anden miljømæssigt ringere udnyttelse, bør man bruge markedet smart, frem for at lade stå til og overlade affaldet til markedet alene.

Kritisk infrastruktur
Den kritiske infrastruktur er således selve styringen med affaldet og værdikæden. Tilsyn handler om at kontrollere, mens at have kontrol handler om at have styring – at have hånden på rorpinden og mulighed for at sætte kursen. Om uafhængighed. Det centrale er fællesskabets ansvar, kapacitet og handlefrihed til at løfte de opgaver og den langsigtede udvikling, vi som samfund finder afgørende.

Kommunerne behøver ikke at eje hvert et anlæg eller at køre samtlige skraldebiler selv. Langt de fleste penge, borgerne betaler i affaldsgebyr, går allerede i dag til private virksomheder, der løser opgaver for kommuner og kommunale affaldsselskaber – herunder cirka 80 procent af indsamlingen - og aftager affaldet til genanvendelse.

Men kommuner og affaldsselskaber skal have mulighed for at træde ind og ud af affaldskæden – både for at lukke huller, når markedet ikke slår til, og for at sikre miljøeffekterne. Eksempelvis ved selv at drive anlæg til forsortering, selv køre skraldebiler eller ved at afprøve nye afsætnings- og innovationsmuligheder sammen med virksomheder – også der hvor det ikke kan betale sig på kort sigt.

Danmark frit for affald
På vejen mod den cirkulære økonomi er der desværre fortsat affald, der ikke kan genanvendes. En stor del kan ikke genanvendes, fordi produkterne ikke er designet til det, andet vil vi ikke genanvende, fordi det indeholder miljøfremmede stoffer, der ikke bør spredes i miljøet.

En del af det affald, der ligger tilbage, skal deponeres for eftertiden, mens en del med fordel kan energiudnyttes og bruges som el og fjernvarme. Her er tale om en slags ”overskudsvarme” – energiproduktion på affald, der alternativt skulle være deponeret og gravet ned.

Det er en kritisk samfundsopgave at sørge for, at der altid er kapacitet til at udnytte og håndtere resterne i samfundet på miljømæssig forsvarlig og fornuftig vis. Her er ejerskabet mere nærliggende end i andre sammenhænge, da opgaven er at energiudnytte og deponere mindre og mindre.

Affaldsinfrastrukturen bygger således både på rør, veje, lastbiler og anlæg – og det er både forsyningen til samfundet, men også resterne, der ligger tilbage, der er i fokus.

Kritisk infrastruktur handler om ejerskab, men også om handlekraft og ansvar for helheden i den cirkulære økonomi. At gøre Danmark frit for affald er en kritisk samfundsopgave, som kræver styring af infrastrukturen - helt ud til borgernes skraldespande.

Forrige artikel DI og Plastindustrien: Plasthandlingsplanen skal sætte turbo på genanvendelsen DI og Plastindustrien: Plasthandlingsplanen skal sætte turbo på genanvendelsen Næste artikel Vandværker: Der skal ikke tjenes penge på drikkevand Vandværker: Der skal ikke tjenes penge på drikkevand
  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Anlæg til forsortering har fungeret i Sverige i 30 år

    Hvis man nu startede med at sortere plast hjemmefra
    I Sverige findes der overalt i lokalsamfundene (små byenheder ned til 200 -300 borgere) små "returstationer" hvor man kan aflevere alt sorteret affald, der ikke er usorterbar dagrenovation.

    "Returstationen" indeholder
    en container for klart glas: flasker og glas uden låg og kapsler,
    en container for farvet ditto,
    en container for "pappar", dvs. kartonner, papprodukter og deslige,
    en container for metal: dåser og låg og metalkapsler mv.,
    en container for aviser og tidsskrifter, og
    en container for BLØD PLAST; typisk hidrørende fra husholdningen.

    Nogle steder i Danmark er der indført fælles containere for flasker, glas, og dåser af metal og plast, men der mangler en styret indsamling af især blød plast, der er en stor miljøbelaster.

    Systemet i Sverige har været i brug i over 30 år. Den personlige sortering ved afleveringen er mere fintmasket og derfor mere effektiv end de tiltag, der pt. begynder at dukke op i Danmark

    Den svenske containerpark er uskøn at se på, men den fungerer.
    Det kunne vi godt udføre pænere i Danmark hvis vi indførte samme model.

    Alle øvrige skrottede genstande fra husholdningen, selvbyggeraffald, træ, jern og metal, haveaffald mv. i Sverige afleveres som i Danmark på centralt placerede genbrugsstationer.

    Hvor svært kan det være at indsamle den bløde plast effektivt her i landet?