Kronik: Affaldsindustri vil udnytte klimapartnerskab til at score kassen

KRONIK: Genanvendelsesindustrien bruger regeringens klimapartnerskab for affald, vand og cirkulær økonomi til at varetage egne private interesser, skriver Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen.

Af Bo Asmus Kjeldgaard og Ib Larsen
Direktør, Greenovation, tidligere miljøborgmester, København og konsulent, tidligere direktør, miljøkontrollen, København

De private parter i regeringens klimapartnerskab for affald, vand og cirkulær økonomi har i marts 2020 præsenteret deres forslag til hvordan affaldssektoren og cirkulær økonomi kan bidrage til at reducere vores klimaaftryk.

Med klimapartnerskaberne var det forventningen, at erhvervslivet ville vise deres samfundsansvar og fremkomme med forslag til, hvorledes de vil kunne medvirke til en grønnere fremtid.

Men sådan blev det ikke.

Vi vil her se nærmere på rapportens forslag for affald og cirkulær økonomi.

Ingen konkrete anbefalinger
Klimapartnerskabet opstiller et ambitiøst mål om 90 procent genanvendelse i 2020.

Ingen kan være uenige i, at genanvendelsen skal gøres så høj som overhovedet mulig, men 90 procents målsætningen er bemærkelsesværdig, fordi den ligger langt over, hvad der hidtil er blevet anset for realistisk på kort sigt.

Så skal en målsætning på 90 procent være troværdig, må klimapartnerskabets anbefalinger være meget konkrete og realiserbare. Men sådan ser det bestemt ikke ud.

Når alle de mange overskriftsord skæres væk, står der ikke meget andet tilbage end et forslag om at privatisere en del af den offentlige affaldshåndtering.

Hvorledes dette i virkelighedens verden vil kunne sikre en højere genanvendelse eller reducere klimaaftrykket fremgår ikke. Alt i alt synes det som genanvendelsesindustrien bare har set sit snit til at udnytte klimatruslen til egen vinding.

Erhvervslivet tilbyder ingenting
Planen indeholder en række positive visioner om ændret adfærd i producentleddet, herunder cirkulært design, øget genbrug og øget reparation samt øget brug af genanvendte materialer. Alt sammen noget man kun kan være enig i. Men desværre forbliver rapporten ved visionerne.

Rapporten bliver meget tavs, når visionerne skal konkretiseres, så de kan blive virkelighed. Der er forslag om, at staten skal udarbejde standarder og certificeringer for genanvendte materialer.

Der er forslag om grønne offentlige indkøb. Der er forslag om at etablere partnerskaber igennem værdikæderne, men der er intet konkret om, hvordan det skal sikres.

Rapporten stiller ingen forslag til, hvilke virkemidler der skal tages i brug for at fremme genbrug, forlænge produkternes levetid eller forøge genanvendeligheden af produkterne, eller hvad der forventes at blive effekten af de forskellige virkemidler.

Skal der indgås kollektive aftaler med erhvervene? Skal der være bindende regler for materialeanvendelse og -holdbarhed? Skal der være afgifter på engangsmaterialer og ikke-genanvendelige produkter – eller hvad foreslår partnerskabet?

Erhvervslivet tilbyder ingenting.

Ny forretning for private aktører foreslås
Rapporten bliver derimod helt anderledes konkret, når det drejer sig om opgavefordelingen på genanvendelsesområdet.

Den korte version af partnerskabets forslag er, at borgerne skal ophøre med den nuværende kildesortering af deres genanvendelige affald. Hvilket ellers hidtil har vist sig at være den mest effektive vej til høj kvalitet i genanvendelsen af det affald, der er produceret.

I stedet skal alt det genanvendelige affald igen blandes sammen i den samme beholder.

Hermed får de private aktører nemlig mulighed for at etablere en ny forretning: Sortering af affaldet på to centrale sorteringsanlæg, et på Sjælland og et i Jylland, hvor materialerne så skal skilles ad igen.

Blandede erfaringer med producentansvar
Udgangspunktet for forslaget er, at der fra 2025 foreslås indført producentansvar for emballageaffald. Producentansvar for emballageaffald er gennemført flere steder, og kan være en udmærket ide.

Producentansvaret har generelt den fordel, at omkostningen flyttes hen til den part, der skaber problemet. Det vil samtidig umiddelbart have den effekt, at det vil blive attraktivt for producenterne at reducere affaldsmængderne for at reducere betalingen for håndteringen.

Hvorvidt producentansvaret også fører til højere genanvendelse af det affald, der stadig produceres, afhænger i høj grad af, hvordan ordningen organiseres.

Erfaringen viser, at incitamentet til at øge genanvendeligheden af affaldet for den enkelte producent først bliver betydende, hvis producenten får sit eget affald tilbage, og det er ikke muligt for emballageaffald.

Hertil kommer risikoen for, at kvaliteten af materialerne forringes ved at blive blandet sammen i beholderen. Erfaringerne viser herudover, at den blandede indsamling af emballageaffaldet fordyrer håndtering og genanvendelse.

Nye nationale standarder allerede i juli 
Partnerskabet går imidlertid videre end emballageaffaldet.

De foreslår, at alt det øvrige genanvendelige affald, der ikke er emballageaffald, også ryger ned i den samme beholder, nu beholderen er der alligevel. Det øvrige genanvendelige affald skal så ifølge forslaget sorteres sammen med emballageaffaldet på genanvendelsesindustriens nye anlæg.

Der er næppe tvivl om, at vi her står ved det centrale forslag i rapporten. Det er i hvert fald det forslag, genanvendelsesindustrien virker mest forhippet på at få gennemført.

Det foreslås, at staten fastsætter denne indsamlingsmetode for det genanvendelige affald som national standard for hele landet allerede i juli i år.

Fastsættelsen af indsamlingsmetoden skal således end ikke afvente producentansvaret i 2025. Det er ikke meget, genanvendelsesindustrien mener, der kan overlades til det foreslåede producentansvar selv at bestemme.

Forslag er en del af privatiseringsbølge
Med forslaget fjerner genanvendelsesindustrien det genanvendeligt affald fra det kommunale affaldsansvar.

Forslaget er dermed helt i tråd med den privatiseringsbølge, der af politiske grunde er skyllet ind over den offentlige sektor på stort set alle områder, siden new public management tog over som styringsparadigme for den offentlige sektor fra årtusindeskiftet.

Forslaget skaber samtidig en række nye problemer. 

For det første er der problemer med betalingen. Hvordan skal betalingen fordeles, når emballageindustrien under producentansvaret skal betale for noget af affaldet i beholderen og forbrugerne skal betale for resten? Hvordan skal forbrugernes andel betales?

For det andet bliver det uklart, hvad der skal i genanvendelsesbeholderen, og hvad der ikke skal i beholderen. Hvad der er genanvendeligt affald er dynamisk og kan ikke defineres endeligt.

Grænsefladen mellem offentlig og privat vil derfor blive mudret og uskarp og vil variere over tid.

Offentlig model har ikke samme problemer
I eksempelvis Tyskland, har man netop begrænset indsamlingen under producentansvaret til kun at omfatte emballageaffald, som i det mindste er et mere veldefineret begreb.

Her har de så til gengæld måtte leve med, at de samme materialer skal i forskellige beholdere, alt efter om det var emballage eller ej.

For det tredje skaber forslaget en række gråzoner.

Hvem har ansvaret for affald som borgerne fejlsorterer? Hvad skal der ske med emballageaffald, der ikke er genanvendeligt – skal det i beholderen for genanvendeligt affald? I så fald er det ikke længere en beholder for genanvendeligt affald? Kan man gøre det budskab forståeligt?

Den nuværende offentlige danske model rummer ingen af disse problemer. 

Forklaring mangler
Men et større problem ved forslaget er, at det ikke forklares, hvordan central sortering af blandede genanvendelige fraktioner blandet med ikke-genanvendeligt emballage skulle kunne føre til en væsentligt øget genanvendelsesprocent.

Sammenblandingen af affaldsfraktioner, der i dag indsamles kildesorterede, vil næppe øge genanvendeligheden af materialerne.

Tværtimod er der rimelig god grund til at tro det modsatte: At genanvendelsen vil falde, hvis vi ødelægger den kildesortering, som borgerne møjsommeligt har gjort til en god daglig vane.

Det nærmeste, vi kommer en forklaring på, hvordan store centrale sorteringsanlæg skulle medføre en stærkt øget genanvendelse, er rapportens generelle forventning om, at de større mængder, der vil blive tilført centraliserede anlæg, kan vise sig at intensivere udviklingen af nye metoder til genanvendelse.

Men affaldsanlæggene er allerede i dag vældig gode til at arbejde sammen for at øge mængderne. Så umiddelbart er der ikke grund til at antage, at mængderne i sig selv vil føre til udvikling af nye metoder.

Risiko for mindre genanvendelse
Efter vores vurdering er der tværtimod en betydelig risiko for, at genanvendelsesindustrien forslag vil føre til, at genanvendelsen faktisk vil blive mindre fremfor at nå de svimlende 90 procent.

Genanvendelsen i Danmark havde sin store vækstfase i 80erne og 90erne, baseret på de utallige modeller og forsøg som de enkelte kommuner gennemførte.

Genanvendelsen af husholdningsaffald blev tredoblet fra 1990 til 1999 fra 9 til 29 procent. Genanvendelsen af affald fra handel- og industri blev mere end fordoblet fra 18 til 38 procent, og genanvendelsen af bygge- og anlægsaffald steg fra 18 til hele 87 procent.

Forudsætningen for udviklingen var lige præcist en omfattende erfaringsindsamling fra et utal af inspirerende kommunale modeller og forsøg såvel heldige som mindre heldige, der bragte Danmark i en international førerposition.

Risiko for privat monopolstilling
Denne udvikling fik desværre en brat ende ved systemskiftet med Fogh-regeringen i 2000. Blandt andet blev stoppet for støtten til biogassen katastrofal for den separate indsamling af madaffald, der var under udvikling som næste skridt på genanvendelsesstigen.

Først i de seneste år er udviklingen blevet revitaliseret omkring begrebet cirkulær økonomi. Det er en vigtig erfaring, at det var forskelligheden og forsøgsvilligheden, der historisk drev udviklingen – ikke centraliseringen og standardiseringen.

Der er efter vores opfattelse en større risiko for, at store private anlæg vil blive konserverende og bremsende for udviklingen, fordi den investerede kapital skal forrentes, som vi har set det med de store privatiserede affaldsanlæg internationalt.

En national standardiseret indsamlingsordning med tilførsel af alt genanvendeligt affald til to centrale, private sorteringsanlæg vil samtidig skabe en privat monopolstilling, som giver stor risiko for stigende behandlingspriser.

Problemet ligger hos producenten
Erhvervsaffaldet er stort set ikke behandlet i rapporten, uagtet at det er her, det største potentiale for genanvendelsen befinder sig. Det foreslås kun, at regeringen skal stille krav om ”udsortering af diverse affaldsfraktioner fra erhverv”. Mere detaljeret bliver det ikke.

Det er værd at bemærke, at sortering og genanvendelse af erhvervsaffald steg kraftigt, indtil regeringen ophævede reglerne om benyttelsespligt og kommunal anvisningspligt i 2007.

Det største problem ved genanvendelsesindustriens forslag er, at det ikke konkret forholder sig til, at barriererne for genanvendelsen i dag slet ikke ligger i indsamlings- og sorteringsleddet. Det ligger i producentleddet.

Skal genanvendelsesprocenten hæves væsentligt, skal materialerne gøres genanvendelige. Her er rapporten stort set tavs.

Genanvendelighed skal sikre 90 procent
Rapporten peger kun på, at uønsket kemi skal undgås og foreslår at der satses på biobaserede materialer. Det er det hele. Og der er i øvrigt ingen anvisninger på, hvordan det skal ske.

Partnerskabet kunnet her have foreslået konkrete initiativer og virkemidler, der kan sikre at de produkter og emballager, der sendes på markedet kan genbruges eller genanvendes.

Panelet kunne have stillet forslag til hvordan vi får reduceret det mylder af unødvendige plasttyper og sammensatte produkter der ødelægger genanvendelsen. Men det sker ikke.

Uden en stram fokus på at sikre genanvendeligheden af materialerne er 90 procent genanvendelse rent fatamorgana.

Rapport regner med usikre antagelser
Rapporten foreslår bare, at de sammensatte produkter indsamles separat eller sammen med plasten (som de jo i øvrigt andetsteds vil have indsamlet sammen med det øvrige genanvendelige affald), og at de efter sorteringen sendes til papfabrikker.

Ifølge rapporten vil genanvendeligheden så stige helt af sig selv. Det antages nemlig bare, at udviklingen af teknologi til genanvendelsen vil gå hurtigere jo større mængder, der indsamles.

Efter vores opfattelse et overordentlig tyndt grundlag for at foreslå en grundlæggende omlægning af vores nuværende myndigheds-, indsamlings- og behandlingsstruktur på genanvendelsesområdet.

Det tilføjes, at ”producenter, der anvender emballage bestående af kompositmaterialer kan samtidig medvirke til at udvikle emballagerne, så de i højere grad kan genanvendes”.

Det kan producenterne selvfølgelig – men det har de jo altid kunnet. Der er ingen forslag til, hvordan man sikrer, at det sker.

Der er heller ingen beskrivelse af, hvad der skal ske med de nu separatindsamlede sammensatte produkter, der fortsat ikke kan genanvendes.

Hvis de skal tilbageføres til forbrændingsanlæggene, har vi jo ikke øget genanvendelsesprocenten, bare kompliceret og fordyret produkternes vej igennem affaldssystemet og øget omkostningerne for borgerne.

Plast er et stort problem
Et særligt stort problem i dag er genanvendelsen af plast. Det er i dag et kæmpe problem, at vi indsamler plasten til genanvendelse, selv om vi ved, at kun omkring 30 procent i praksis kan genanvendes.

Problemet er de mange forskellige plasttyper på markedet, der ikke kan skilles ad. En indsats overfor mangfoldigheden i plasttyperne, er derfor vital for genanvendelsen.

En sådan indsats indgår imidlertid ikke i forslaget. I stedet nævnes at ”flere virksomheder udforsker nu mulighederne for kemisk genanvendelse af den plast, der ikke er egnet til mekanisk genanvendelse”.

Det er altså affaldssektoren, der skal løse problemet – ikke producenterne – uanset prisen.

Såkaldt kemisk genanvendelse er i øvrigt en udvikling, der er i gang, og som vil blive taget i brug, hvis og når det bliver muligt på et økonomisk realistisk grundlag, uanset om genanvendelsesindustrien får sit forslag om centrale sorteringsanlæg gennemført.

I forhold til plast øger klimapanelets forslag heller ikke genanvendelsen.

Klimaeffekt af forslaget
Umiddelbart vedrører hele den ovennævnte diskussion tydeligvis ressourcebesparelser, og meget lidt klima. Det kan derfor egentligt virke lidt besynderligt, at genanvendelsesindustrien benytter klimapartnerskabet til at fremsætte sine ønsker om øget privatisering af affaldssektoren.

Forslagene om genanvendelsen forventes imidlertid ifølge rapporten at medføre en reduktion i CO2-udslippet på tre millioner ton årligt.

Halvdelen af denne mængde skal imidlertid komme fra genanvendelse af stål og har derfor ingen direkte relation til de stillede forslag om omlægning af genanvendelsen.

Den anden halvdel forventes at komme fra plast – dels øget genanvendelse af plast (0,5 millioner ton) og dels reduceret forbrænding af plast (1 millioner ton).

Forslag har ingen effekt på plastgenanvendelse
Det er svært at se, hvor den øgede genanvendelse af plasten skal komme fra. Rapporten anviser det ikke.

Indsamlingen og sorteringen af plast er allerede effektiv, og det er umiddelbart svært at se, hvordan de forslag, der opstilles i rapporten, skulle føre til en væsentlig stigning i genanvendelsen. 

Der tænkes muligvis på den mulige fremtidige såkaldte kemiske genanvendelse af plast. I det omfang denne udvikling vil føre til øget genanvendelse, skyldes det, som nævnt ovenfor, ikke genanvendelsesindustriens forslag – det vil ske med eller uden gennemførelse af deres forslag.

Reduktionen i forbrænding af plast er heller ikke lige til at få øje på. Plasten kildesorteres allerede i dag, så der kan ikke komme mindre i affaldsanlæggene. Måske er der snarere fjernet mere plast fra energiudnyttelsen, end der burde være.

CO2-udslip bliver ikke mindsket
I dag har vi ikke et præcist overblik over, hvad der er sket med den majoritet af plastaffaldet, der ikke kan genanvendes. Men noget er blevet eksporteret til østen, hvor en større eller mindre del har bidraget til plast i verdenshavene.

Noget er blevet meddelt til RDF og brugt som brændsel i cementovne. Denne del er altså blevet energiudnyttet alligevel – men blot efter en noget længere og fordyrende rejse.

Selvom plasten i fremtiden kan flyttes fra energiudnyttelse på affaldsanlæggene til nye kemiske genanvendelser, er det ikke sandsynligt, at det ville føre til reduceret CO2-udslip.

De fleste kemiske genanvendelsesprojekter relaterer sig til alternativ udnyttelse af energien i affaldet – for eksempel til flybrændstof.

CO2-udslippet vil i disse tilfælde ikke forsvinde, men blot flytte fra produktion af el og varme på de nuværende affaldsanlæg til produktion af drivmidler for fly og andre transportmidler.

Ingen konkrete forslag
Rapporten tager sit udgangspunkt i ønsket om at fremme cirkulær økonomi. Dette ønske forbliver imidlertid på det rent visionære niveau.

Rapporten stiller ingen konkrete forslag til, hvorledes indsatsen kan placeres på det sted i værdikæden hvor effekten er størst. Der er ingen konkrete forslag til indsats i producentleddet. Begreber som øget genbrug, længere levetider, fremme af reparationer og nye materialer forbliver i de højere luftlag.

Tilbage står en ændring af rollefordelingen mellem offentlig og privat på genanvendelsesområdet.

Det foreslås, at der i 2020 indføres en national standardiseret indsamling af blandede genanvendelige fraktioner med henblik på sortering på genanvendelsesindustriens nye centrale genanvendelsesanlæg.

Det bliver understøttet af et producentansvar for genanvendeligt affald, der foreslås indført i 2025.

Klimapanelet forsøges brug til at score kassen
Det er ikke påvist eller sandsynliggjort, at denne ændring vil føre til nogen betydende stigning i genanvendelsen eller reduktion i CO2-udslippet.

De ændringer, der beskrives, er stort set enten hypotetiske eller uafhængige af den foreslåede ændring i opgavefordelingen mellem offentlig og privat.

Der er ikke noget i rapporten, der sandsynliggør, at vi vil komme bare i nærheden af 90 procent genanvendelse i 2030 – det er rent blålys.

Genanvendelsesindustrien valgte at benytte den lejlighed, der bød sig, til at forsøge at score kassen – og det var så klimapanelet.

Forrige artikel Rådet for Grøn Omstilling: Lemp ikke anlægsloftet uden at stille grønne krav Rådet for Grøn Omstilling: Lemp ikke anlægsloftet uden at stille grønne krav Næste artikel 3F: Krisen er ikke en stopklods for grøn omstilling 3F: Krisen er ikke en stopklods for grøn omstilling
Radikale bringer geotermi ind i finanslovsforhandlingerne

Radikale bringer geotermi ind i finanslovsforhandlingerne

FINANSLOV: Prisen på geotermi er faldet så meget, at Folketinget nu skal sørge for, at et nyt energieventyr kan lette, mener Radikale. Partiet går derfor til finanslovsforhandlingerne med ønske om at få en politisk markering og en pulje til geotermi.