Atomforsker: Urealistisk at opfylde klimamålene uden atomkraft

DEBAT: Fossile brændsler udgør stadigvæk 80 procent af energiforsyningen. Der er derfor ingen vej uden om atomkraft, hvis vi vil leve op til klimamålene, skriver Bent Lauritzen.

Af Bent Lauritzen
Afdelingschef, DTU Nutech

Debatten om atomkraft og klima, som nu igen startes af Altinget, er vigtig, da vi ikke vil kunne opfylde vores klimamål uden atomkraft.

Der er mange gode grunde til at frigøre os fra de fossile brændsler kul, olie og naturgas. Opfyldelsen af klimamålene er blot én af disse grunde.

Hvis udledningen af CO2 skal reduceres til nær førindustrielt niveau, skal afbrændingen af fossile brændsler ophøre. Men nok så vigtigt er det at begrænse den massive forurening, som især afbrændingen af kul medfører, at mindske drænet på vores naturressourcer og at øge forsyningssikkerheden.

Da Brundtlandrapporten, ”Vores Fælles Fremtid”, udkom i 1987, var 80 procent af vores energiforsyning baseret på fossile brændsler. Efter over 30 års indsats for en bæredygtig udvikling udgør de fossile brændsler stadigvæk 80 procent. Vind og sol udgør under 2 procent, atomkraft 5 procent, mens biomasse og vandkraft udgør de resterende 13 procent. Eneste forskel fra 1987 er, at vi bruger meget mere af det hele.

Det eneste styrbare alternativ
Danmark indtager en særlig rolle i dette scenarie. Vi har ikke atomkraft, men vores elforsyning er i stigende grad baseret på vindenergi samt import af strøm, når vinden ikke blæser. Det er især strøm, der leveres af atomkraft og vandkraft, men også af fossile værker i vores nabolande.

Er Danmarks elforsyning da på vej til at blive CO2-fri? Jeg mener det ikke.

Vi skal ændre vores energiforsyning drastisk, men vind og sol gør det ikke alene. Der er brug for en styrbar og fleksibel elforsyning til at kontrollere spænding og frekvens, til at tilpasse produktionen efter forbruget og til at komplementere en svingende og delvis uforudsigelig elforsyning fra vedvarende energi.

Styrbar energi er afgørende for vores forsyningssikkerhed, og på stor skala er atomkraft det eneste styrbare alternativ til kul- og naturgas. Det er derfor ikke realistisk, at vi kan opfylde vores klimamål uden atomkraft.

Miljøvenlig teknologi
Hvis vi helt skal stoppe brugen af fossile brændsler, skal alle andre energiteknologier i spil: vedvarende energi, atomkraft og CCS-teknologi (Carbon Capture and Storage), det vil sige geologisk lagring af kuldioxid fra afbrænding af enten fossile brændsler eller af biobrændsler.

Flere af disse teknologier er endnu ikke udviklet til kommercielt niveau eller er, som CCS, behæftet med store miljørisici.

Atomkraft er imidlertid en miljøvenlig og fuldt udviklet teknologi. Og i dag leverer atomkraft det største bidrag til CO2-neutral elforsyning og kan let udbygges yderligere.

Europas politiske klima
FN’s klimapanel, IPCC, beskriver i sin seneste rapport fra 2018 forskellige scenarier for at reducere udledningen af CO2. Fælles for disse scenarier er, at de antager en væsentlig udbygning af atomkraft.

I Sydøstasien er flere lande allerede i gang, og Kina planlægger at opføre cirka otte atomkraftenheder årligt, med en ambition om at få den største atomkraftkapacitet i verden.

Hvis Europa skal følge med i denne udvikling, skal det politiske klima ændres. Belgien og Holland, der planlægger at udfase atomkraften, skal ændre politik og bevare deres værker, mens andre lande skal udbygge eller som Polen påbegynde en udbygning af atomkraft.

Ud over de direkte gevinster for miljø og klima vil en udbygning af atomkraft samtidig øge forsyningssikkerheden og reducere den europæiske afhængighed af importeret energi.

Udnyttelse af atomkraft
I stedet for at afskrive atomkraft burde vi bidrage til at finde løsninger for en bæredygtig elforsyning i Europa, der er baseret på vedvarende energi og atomkraft.

For atomkraft er og bliver en nødvendig forudsætning for at dekarbonisere hele vores energiforsyning.

Forskning og udvikling i nye atomreaktorer og nye anvendelser af atomkraft skal fortsætte, og Danmark skal kunne deltage i den forskning.

Vi bør tage skridtet fuldt ud og diskutere, hvordan Danmark kan udnytte atomkraft

Forrige artikel Professor: Danmark har betalt til uønsket atomkraft i 35 år Professor: Danmark har betalt til uønsket atomkraft i 35 år Næste artikel A.P. Møller: Sådan får vi geotermi til flere i Danmark A.P. Møller: Sådan får vi geotermi til flere i Danmark
  • Anmeld

    Søren Tafdrup

    A-kraft er ikke nødvendig og ikke større end VE

    Det er mærkeligt at opleve en forsker skrive:

    "Atomkraft er imidlertid en miljøvenlig og fuldt udviklet teknologi. Og i dag leverer atomkraft det største bidrag til CO2-neutral elforsyning og kan let udbygges yderligere."

    Diverse statistiske opgørelser (fra BP og andre) viser, at vandkraften er en større elleverandør end atomkraft, og den øvrige VE spurter derudaf og vil overhale både atomkraft og vandkraft i løbet af nogle få år.

    El fra vind og sol er desuden på rekordfart blevet billigere en kulkraft, og atomkraft er åbenbart hundedyrt, hvilket briterne nu får lov til at føle.

    Mvh Søren Tafdrup