Birthe Rønn: Ligesom i minksagen vil statsministeren hellere fælde dom end undersøge retsgrundlaget i Ølst

Pressemødet i Randers Kommune tirsdag om jordskredet i Ølst var stærkt urovækkende.
Danmarkshistoriens måske største abekastning fortsatte. På baggrund af en rapport fra en advokat, som er både hyret og betalt af Randers Kommune, frikendte kommunen sig selv, selvom borgmesteren og kommunaldirektøren erkendte mindre fejl.
Det fulde ansvar blev fortsat væltet over på Nordic Waste. Ja, kommunen føler sig så sikker på, at virksomheden har pådraget sig strafansvar, at Nordic Waste skal anmeldes til politiet.
Heller ikke i Ølst-sagen synes statsministeren af være optaget af at undersøge, om der er et retsgrundlag til stede, før der fældes dom. Det er minksagen om igen.
Birthe Rønn Hornbech
Fhv. integrations- og kirkeminister (V) og fhv. vicepolitimester
Forud har borgmesterens partifæller, flere socialdemokratiske ministre med statsministeren i spidsen, valfartet til Ølst for at renvaske kommunens sagsbehandling og udskamme ejeren af aktiemajoriteten i Nordic Waste.
Ministrene har højlydt luftet deres forargelse over, at ejeren af aktiemajoriteten har masser af penge og store biler. Som om det har noget som helst med skyldspørgsmålet at gøre. Det er minksagen om igen.
Statsministeren vil hellere profilere sig med forargelse end først at undersøge, om der overhovedet er noget retsligt grundlag til stede.
Heller ikke i Ølst-sagen synes statsministeren at være optaget af at undersøge, om der er et retsgrundlag til stede, før der fældes dom.
Heunickes kovending
Men nu har miljøminister Magnus Heunicke (S) foretaget en kovending, der er til at få øje på. Så mon ikke vi i fremtiden vil opleve en statsminister på stærkt tilbagetog. Mon ikke vi vil opleve en statsminister, der mister mælet og lader løjtnanterne tage kuglerne.
Sagen er nemlig, at der nu er flertal i Folketinget for en undersøgelse også af kommunen.
Miljøminister Magnus Heunicke har derfor hårdt presset meddelt, at der alligevel skal foretages en undersøgelse af Randers Kommune, som regeringens socialdemokratiske ministre ellers hele tiden har været imod, medens Venstres politiske ordfører, Torsten Schack Pedersen, er og har været talsmand for en fuldstændig undersøgelse.
Folketingets flertal fandt sammen, og med et flertal imod sig har miljøministeren ikke andre muligheder end at kaste håndklædet i ringen og bebude en undersøgelse – også af kommunen. Senest har alle partier erklæret sig enig i en undersøgelse.
I et retssamfund er det afgørende, at det undersøges, om der er et retsgrundlag til stede for at placere et ansvar, og om kommunen har anvendt det eventuelle retsgrundlag korrekt.
Birthe Rønn Hornbech
Fhv. integrations- og kirkeminister (V) og fhv. vicepolitimester
Hver en sten skal vendes
Men Heunickes mere luftige løfte er ikke tilstrækkeligt. Det er bydende nødvendigt, at Folketingets flertal nu ikke ryster på hånden, men tværtimod forlanger, at hver en sten skal vendes. Både de faktiske forhold og retsgrundlaget skal endevendes.
I et retssamfund er det afgørende, at det undersøges, om der er et retsgrundlag til stede for at placere et ansvar, og om kommunen har anvendt det eventuelle retsgrundlag korrekt.
Det er ikke ministrenes forargelse, der danner grundlag for afsigelse af domme i Danmark.
En undersøgelse må derfor som minimum indeholde:
- En nøje granskning af de kommunale tilladelser. Det skal undersøges, om tilladelserne er hjemlet, og om der henvises til den rette hjemmel. Desuden er det afgørende for ansvarsplaceringen, om tilladelserne er så præcise, at det overhovedet er muligt at statuere, at Nordic Waste har handlet i strid med de givne tilladelser. Og som en selvfølge må det naturligvis især granskes, om der er stillet de tilstrækkelige betingelser i tilladelsen for at forebygge de omfattende jordskred.
- Hvert eneste tilsynsbesøg skal nøje granskes. Det må undersøges, om kommunen har opfyldt sin tilsynspligt, og det må nøje undersøges, hvorfor kommunens udsendte ikke har kunnet se det, som hele landets tv-seere har kunnet se, nemlig at jordskredet er så betydeligt, at bygning og vej er forsvundet under de forurenede jordmasser.
- Centrale myndigheders forskrifter og vejledninger til kommunerne må nøje gennemgås. Det må undersøges og vurderes, om regelsættet er tilstrækkeligt.
- Lovgrundlaget må som en selvfølge nøje granskes og endevendes.
Forløbet i Ølst skal endevendes. Ikke for at pege fingre eller tilfredsstille statsministerens højlydte forargelse, men for om muligt på juridisk grundlag at placere et ansvar.
Birthe Rønn Hornbech
Fhv. integrations- og kirkeminister (V) og fhv. vicepolitimester
Ingen straf uden beviser
Fra min tid som offentlig anklager kender jeg så udmærket kommunernes og andre offentlige myndigheders vanskeligheder med at forstå, at givne tilladelser, påbud og forbud skal være fuldstændig klare og i overensstemmelse med love og andre forskrifter, før strafansvar kan pålægges.
Hvis kommunale tilladelser eksempelvis ikke er formuleret med den fornødne klarhed og præcision, er det selvsagt ikke muligt at statuere et strafansvar. Derfor har jeg i min anklagertid måttet afvise anmeldelser fra kommuner og andre offentlige myndigheder, som ikke havde gjort deres hjemmearbejde ordentligt.
Forløbet i Ølst skal endevendes. Ikke for at pege fingre eller tilfredsstille statsministerens højlydte forargelse, men for om muligt på juridisk grundlag at placere et ansvar.
Og ikke mindst for at lære af skandalen, så gentagelse forhåbentlig kan undgås.
Indsigt
Mads Toftegaard Madsen58 årI dag
Kommunaldirektør, Fredensborg Kommune
Louise Groth-Michelsen51 år27. maj
Projektleder, TryghedsGruppen
Ole Thybo Thomsen64 år27. maj
Professor, University of Bristol, adjung. professor, Institut for Mekanik og Produktion, Aalborg Universitet, fhv. formand, Det Fri Forskningsråd

Peter Skaarup spørger Lars Aagaard MøllerHvordan forholder ministeren sig til, at varmeselskaber kan afvise at rette ind efter Ankenævnet på Energiområdets afgørelser?Besvaret
Udvalget spørger Morten DahlinHvordan vurderer ministeren, at placeringen af energiinfrastruktur påvirker bosætning og erhvervsudvikling?
Morten Messerschmidt spørger Magnus HeunickeHvilken rolle spiller lokale naboers tryghed og trivsel i den grønne omstilling?Besvaret
- B 2 Nedsættelse af de danske afgifter og moms på benzin og diesel (Skatteministeriet)Fremsat
- B 40 Krav til kommunerne om at udarbejde retningslinjer for energianlæg på land (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)2. behandling
- L 123 Lov om gasforsyning (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)1. behandling
- Dan Jørgensen har holdt 278 møder med lobbyister, siden han blev kommissær
- Ørsted foreslog embedsmænd stort havvindprojekt som løsning på dansk-norsk kabelkrise
- Erhvervsorganisation har holdt flest møder med Dan Jørgensen: "De har brug for input udefra"
- EU-Kommissionen vil tæmme galoperende gødningspriser, inden krisen rammer vores middagsborde
- Politikerne satte milliarder af til havvind: Nu har staten modtaget flere bud
















