Trods kampen mod fossile brændsler samarbejder regeringen velvilligt med oliebaroner i Nordsøen

Det bedste eksempel er TotalEnergies. Den franske olie- og gasgigant er med Total E&P langt den største operatør i den danske del af Nordsøen, hvor de har opereret siden 1999. Og det er ikke bare i Nordsøen, hvor selskabet driver klimakrisen fra.

Som verdens næststørste udvikler af ny olie og gas har TotalEnergies flere nye tønder af olie og gas under udvikling end nogen anden privat virksomhed i verden. Allerede her burde regeringen råbe vagt i gevær. 

Menneskerettighedsovertrædelser i forbindelse med EACOP er så store og alvorlige, at de med lethed er blevet nogle af de mest dokumenterede i verden overhovedet

Caroline Bessermann
Klimaaktivist

For med sine mange nye fossile projekter går Total mod verdens ledende energieksperter i Det Internationale Energiagentur, der i 2021 konkluderede, at alle nye olie- og gasprojekter forbryder sig mod Parisaftalen, som regeringen har underskrevet.

For næsen af den danske regering og befolkning investerer Total dobbelt så meget i fossile brændsler som i vedvarende energi, og i 2030 vil olie- og gasprojekter stadig udgøre svimlende 80 procent af Totals forretning.

Der er altså ingen seriøse planer hos TotalEnergies om at omlægge væk fra fossile brændsler til vedvarende energi. Alligevel køber den danske stat olieselskabets tomme ord og holder fast i det tætte samarbejde. 

Og med staters, som den danskes, samarbejdsvillighed i ryggen, har Total aggressivt kunne udvide sin fossil produktion verden over – især i Afrika, hvor selskabets aktiviteter tager helt nye og makabre former af humanitær karakter. Oliegiganten skærer nu på tværs af kontinentet og efterlader både store ar og åbner nye sår.

I Uganda og Tanzania vil TotalEnergies bygge verdens længste opvarmede olierørsledning (EACOP) for at transportere Ugandas olie ud af landet. For at gøre det, samarbejder de med regimer, der er villige til at tage land eller tvangsforflytte sin befolkning i hundredetusindvis og samtidig skaffe al lokal kritik af vejen gennem arrestationer eller kidnapninger af civile .

Menneskerettighedsovertrædelser i forbindelse med EACOP er så store og alvorlige, at de med lethed er blevet nogle af de mest dokumenterede i verden overhovedet.

I Yemen har TotalEnergies mod bedre vidende begravet millioner af liter af giftigt spildevand og forårsaget olieudslip, der har forurenet landets største reservoir af drikkevand. Det er blevet døbt landets største miljøskandale.

Og i Mozambique anklages soldater, der skulle sikre TotalEnergies LNG-projekt, for at have tilbageholdt, tortureret og dræbt over 150 civile i containerede på TotalEnergies byggegrund.

Kvinder blev gruppevoldtaget og mænd blev holdt tre måneder i Totals aflukkede containere, før de enten døde af sult og varme eller blev henrettet. Kun 26 mænd overlevede. Adspurgt hvorfor olieselskabet havde investeret i projektet svarede Total’s CEO Patrick Poyanne, at de i Total "elsker risiko".

Så det er mildest talt kontroversielt, at den danske regering lader en aktør som TotalEnergies råde i Nordsøen. Det underkender vores respekt for menneskerettigheder og kampen mod klimakrisen.

Alligevel får fossilgiganter som Total længere snor, ikke kortere. Klimaminister Lars Aagaard har fået for vane at undvige spørgsmål om energisektorens fremtid med en forsøgt passiviserende formaning om, at vi altså er afhængige af fossile brændsler.

Regeringens udbud af flere olie- og gasfelter i Nordsøen vidner om samme forlængede livline til olieindustrien. Den nuværende regering vil samarbejde mere med TotalEnergies - ikke mindre.  

Men når olieselskaber som Total igennem årtier har vist, at de er dybt utroværdige, umoralske og farlige for deres omgivelser, bliver man som den danske stat nødt til at sikre sin befolkning fra Totals adfærd og genoverveje sin position.

Totals løfter har vist sig at være så tomme, deres bortforklaringer så vildledende, og deres vindmølleprojekter så symbolske, at de ikke burde have nogen form for fremtid som en statslig samarbejdspartner

Caroline Bessermann
Klimaaktivist

Totals løfter har vist sig at være så tomme, deres bortforklaringer så vildledende, og deres vindmølleprojekter så symbolske, at de ikke burde have nogen form for fremtid som en statslig samarbejdspartner.

Den danske regering skal vise samme viljestyrke som den gjorde med vores gasafhængighed af Rusland. Danmark skal opsige og forsøge at afslutte alle kontrakter og samarbejde med TotalEnergies hurtigst muligt. Og der hvor afhængigheden består, skal vi regulere oliesektoren og få dem til at betale for deres skader og forurening.

Vi er godt nok afhængige af olie og gas endnu, men TotalEnergies er lige så afhængige af adgangen til vores Nordsø og den internationale blåstempling, de får gennem samarbejdet med den danske regering. Den adgang og blåstempling skal de ikke længere gives.

Skal vi løse klimakrisen og værne om basale menneskerettigheder, skal regeringen holde de rette fossilgiganter til ansvar. Lige nu er det dem, vi lader bore allermest i vores egen baghave.