Debat

Dansk Affaldsforening: Staten og kommunerne skal sammen effektivisere affaldssektoren

Regeringens tiltag om affaldssortering rummer en række risici. På området er der behov for samarbejde om effektiviseringer - ikke statslig detailstyring, skriver Arne Boelt.

Danskerne har krav på både indsigt i, hvad der sker med deres affald, og hvad det koster, skriver Arne Boelt.
Danskerne har krav på både indsigt i, hvad der sker med deres affald, og hvad det koster, skriver Arne Boelt.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Arne Boelt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De fleste danskere har efterhånden opdaget, at vi skal sortere endnu mere affald fremover. Kommunerne ruller i disse tider spande ud som aldrig før.

Mere affaldssortering koster flere penge – og derfor forhandler regeringen med en række folketingspartier i denne tid om, hvordan affaldsgebyrerne på sigt kan sænkes igen. I kommunerne og de kommunale affaldsselskaber er vi optaget af at levere på de landspolitiske ønsker, og hvis man tror, at vi ikke også er optaget af at holde gebyrerne nede, så går man galt i byen.

Husk på, at det er os lokalvalgte, der skal forklare stigningerne, når vi møder borgerne i Brugsen en fredag eftermiddag.

Regeringens risikofyldte tiltag 

En række af de tiltag, regeringen har lagt frem til forhandling, risikerer at skade klima, miljø og kommunernes arbejde med at holde styr på omkostningerne ved den yderligere sortering. Derfor ser vi også, at en lang række kommuner har sendt et brev til klimaminister Dan Jørgensen, miljøminister Lea Wermelin, finansminister Nicolai Wammen og resten af ordførerne i forligskredsen.

Budskabet er ikke til at tage fejl af. Samarbejde er vejen frem – ikke tilfældige forslag, som man ikke engang har analyseret konsekvenserne af.

Der er tale om en papirtynd rapport, der altså nu danner grundlag for forhandlinger om voldsomt indgribende tiltag. Det virker ikke som en seriøs tilgang

Arne Boelt
Formand, Dansk Affaldsforening

Der skal være fuld gennemsigthed om, hvordan vi i kommunerne og affaldsselskaberne skruer husholdningernes affaldsgebyrer sammen på – og vi kan hele tiden lære af hinanden.

Det bakker vi op om – danskerne har krav på både indsigt i, hvad der sker med deres affald, og hvad det koster. Men yderligere detailregulering har det sjældent med at være til gavn for ressourceforbruget hjemme i kommunerne.

Især udsigten til at staten via Forsyningstilsynet skal bruge millioner af kroner hvert år på at belære kommunerne og affaldsselskaberne om at spare penge er tragikomisk.

Det gælder også for forslaget om at ophæve benyttelsespligten til affaldsordningerne, tvangsudbud på indsamlingen af affald samt krav om selskabsgørelse – som nok primært vil være til gavn for jurister og revisorer i rådgiverbranchen, der med garanti vil være tilfredse med udsigten til opgaver i massevis.

Tiltagene stammer fra en rapport fra Deloitte, som Energistyrelsen har bestilt. Både KL og Dansk Affaldsforening har tidligere kritiseret rapporten for afgørende fejl og mangler. Blandt andet er der hverken regnet på, hvad tiltagene vil koste at implementere, hvad de konkret vil betyde for danskernes affaldsgebyrer – og om de vil have konsekvenser for miljø og klima.

Der er tale om en papirtynd rapport, der altså nu danner grundlag for forhandlinger om voldsomt indgribende tiltag. Det virker ikke som en seriøs tilgang.

Kritisabelt grundlag

Vi bakker op om mere affaldssortering, og vi støtter til fulde visionen med klimaplanen. Men vi har dog også hele tiden været ærlige om, at det koster markant mere end de 55 kroner, Miljøministeriet er nået frem til på et noget mærkværdigt grundlag. Det vil være ærgerligt, hvis Folketinget nu atter træffer vidtrækkende beslutninger på et lige så fagligt kritisabelt grundlag.

Som alternativ har Dansk Affaldsforening udviklet en ’gebyrberegner’, som kan bruges til at modulere parametre, der påvirker affaldsgebyrerne, samt en kortlægning af de nuværende affaldsgebyrer i en lang række kommuner. Vi vil derfor opfordre forligskredsen til at tænke sig grundigt om, inden de træffer beslutninger, der kan ende med at være kontraproduktive.

Lad os sammen udvikle og udbygge en intelligent gebyrkortlægning, der kan vise udviklingen år for år, og lad os så – staten og kommunerne – i fællesskab drøfte, hvordan man bedst effektiviserer i affaldssektoren.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Arne Boelt

Formand, Brancheforeningen Cirkulær
Tømrer, Falckredder

0:000:00