Debat

Dansk Fjernvarme: Digitaliseringens uforløste potentiale kan give grønnere og billigere fjernvarme

Vi er i gang med digitaliseringen, men der er stadig meget at gøre, og de danske fjernvarmeselskaber har vidt forskellige forudsætninger. Vi skal huske de individuelle varmeløsninger, når vi taler om digitalisering som middel til sektorintegration og grøn omstilling, skriver Søren Berg Lorenzen og Steen Kramer Jensen.

Individuelle varmepumper kan gennem digitalisering spille sammen med elsystemet og primært bruge el, når den kommer fra grønne kilder. Det er nok her, at digitaliseringens uforløste potentiale i virkeligheden ligger, skriver Søren Berg Lorenzen og Steen Kramer Jensen.
Individuelle varmepumper kan gennem digitalisering spille sammen med elsystemet og primært bruge el, når den kommer fra grønne kilder. Det er nok her, at digitaliseringens uforløste potentiale i virkeligheden ligger, skriver Søren Berg Lorenzen og Steen Kramer Jensen.Foto: Dansk Energi
Steen Kramer Jensen
Søren Berg Lorenzen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Digitaliseringen af vores energiforsyning vækker større og større interesse, ikke bare internt i de forskellige brancher, men også fra politisk hold. Senest har offentliggørelsen af Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger sat fornyet fokus på de potentialer, som digitaliseringen rummer i forhold til en grønnere og billigere energiforsyning. 

I fjernvarmebranchen er vi begejstrede for det fokus, for vi er allerede i fuld gang med digitaliseringen – vi har faktisk været det længe.

I disse år lægger vi et digitalt lag oven på alt den hardware, herunder 60.000 kilometer fjernvarmerør, som vi bruger til at opvarme omtrent 1,8 millioner svarende til to ud af tre danske husstande.

Et eksempel er software til optimal tilrettelæggelse af fjernvarmeproduktionen på baggrund af vejrudsigter og prognoser for energipriser. Her er der i virkeligheden tale om sektorkobling mellem el og varme, når fjernvarmeselskaberne beslutter, om de skal producere el via kraftvarmeenheder eller forbrug el i store kollektive varmepumper.

Gennem lagring i akkumuleringstanke og net er der ligefrem mulighed for at afkoble forbrug og produktion af fjernvarme. Med andre ord sørger prissignalerne fra elmarkedet allerede i dag for, at vi udnytter den fleksibilitet, som ligger i fjernvarmen. 

Et andet eksempel er den digitale ledningsregistrering, hvor tidligere tiders papirtegninger i dag er erstattet af GIS-systemer, som giver helt nye muligheder, når vi skal udlevere ledningsoplysninger, og når vi skal planlægge vedligehold og udbygning af nettene.

Forskellige forudsætninger for digitalisering

Der er ingen tvivl om, at vi stadig har meget arbejde at gøre. De knap 400 danske fjernvarmeselskaber har vidt forskellige forudsætninger for at arbejde med digitaliseringen.

Det vil være en fordel, hvis individuelle varmepumper gennem digitalisering kan komme til at spille sammen med elsystemet og primært bruge el, når den kommer fra grønne kilder som vind og sol.

Søren Berg Lorenzen og Steen Kramer Jensen
Hhv. varmechef og projektleder, Dansk Fjernvarme

Det betyder, at nogle selskaber er langt, mens andre kun lige er gået i gang. Selskaberne får flere og flere data til rådighed, blandt andet via fjernaflæste energimålere, og det giver nye muligheder for at rådgive kunderne bedre om energibesparelser og optimal brug af fjernvarmen. 

For øjeblikket tales der meget om et såkaldt fælles data space for forsyningsdata, hvilket givetvis er inspireret af elselskabernes Datahub. Den danske fjernvarmebranche er i dialog med både myndigheder og andre brancher om etableringen af et fælles data space, og vi har på nuværende tidspunkt en række betragtninger om netop det.

Monopoler og troldehære

For det første må det være en grundlæggende forudsætning for et fælles data space, at det samlet set fører til lavere priser for fjernvarmekunderne – det modsatte giver ingen mening. Hvis etableringen fører til store investeringer og/eller høje omkostninger til den løbende drift af et fælles data space, må det være et krav, at det mere end modsvares af økonomiske besparelser hos fjernvarmeselskaberne og dermed vores kunder. Med andre ord skal der foreligge en solid business case, før der træffes beslutning om et fælles data space. 

For det andet mener vi, at der bør tages hensyn til organiseringen af de forskellige brancher. De danske fjernvarmeselskaber strækker sig fra ganske små selskaber baseret på frivillig arbejdskraft – altså helt uden ansatte – til meget store selskaber med hundrede vis af ansatte og specialister. Det giver derfor ingen mening at behandle alle ens i tilrettelæggelsen af et fælles data space. 

For det tredje er det vigtigt, at udvekslingen af data sker på baggrund af standarder, så det bliver let for selskaberne at skifte fra én IT-leverandør til en anden. Vi skal undgå, at der de facto skabes private monopoler, sådan som der ellers er talrige eksempler på inden for IT-verdenen. 

For det fjerde er det væsentligt, at enhver deling af data sker under behørig hensyntagen til databeskyttelse. Dette gælder både i forhold til kunderne, men det gælder faktisk også i forhold til selskaberne. Der er tale om kritisk infrastruktur, som vi ikke ønsker at give internettets troldehære indblik i.

Individuelle varmepumper skal spille sammen med elsystemet 

På den baggrund hælder vi lige for øjeblikket til en frivillig model, hvor vi bygger på de mange initiativer samt den viden og erfaring, som allerede findes i forsyningsbrancherne, og kombinerer dette med nye innovative idéer udtænkt af små og store virksomheder. 

I øvrigt er det vigtigt at huske de individuelle varmeløsninger, når vi taler om digitalisering som et middel til sektorintegration og grøn omstilling. For eksempel vil det være en fordel, hvis individuelle varmepumper gennem digitalisering kan komme til at spille sammen med elsystemet og primært bruge el, når den kommer fra grønne kilder som vind og sol – en fleksibilitet, som i dag mangler. Det er nok her, at digitaliseringens uforløste potentiale i virkeligheden ligger. 

Vi ser frem til det videre samarbejde med myndigheder og andre brancheorganisationer om digitaliseringen af forsyningssektorerne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00