Dansk roaming-kurs møder modvind i EU

DIGITALT: Danmark er kommet i mindretal om prisen for fri roaming på tværs af Europa. Minister håber nu på hjælp fra Europa-Parlamentet. Alternativet kan blive en dyr fornøjelse for dansk teleindustri og de danske forbrugere.

Det har været en mærkesag for EU-Kommissionen at tilbyde fri roaming i EU. 
Det har været en mærkesag for EU-Kommissionen at tilbyde fri roaming i EU. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Frederik Tillitz

BRUXELLES: Danmarks ønske om lavere prisloft på de såkaldte engrospriser for roaming i EU har mødt modstand blandt de andre EU-lande.

I EU's ministerråd er et flertal enige om at bakke op om et kompromisforslag fra det slovakiske EU-formandsskab, hvilket Danmark har stemt imod.

I forslaget er prislofterne ifølge forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt (V) ikke lave nok.

”Jeg vil ikke lægge skjul på, at både forslaget fra kommissionen og forslaget fra formandskabet efter min mening indeholder for høje engrosprislofter,” skriver Lars Chr. Lilleholt (V) i et skriftligt svar til Altinget.

Det bliver et heftigt slagsmål og kommer til at kræve en hel del fingerspitzgefühl.

Jens Rohde
Medlem af EU-Parlamentet, Radikale

Konsekvensen kan i sidste ende blive dyrere mobiltelefoni for de danske forbrugere, frygter Teleindustrien i Danmark, der kalder kursen for "katastrofal".

Lars Chr. Lilleholt trøster sig ved, at forhandlingerne endnu ikke er endeligt afgjort, og at man fra regeringens side vil kæmpe for, at de høje lofter ikke får konsekvenser for danske teleudbydere og -kunder.

”Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt for, at engrosprislofterne kommer længere ned og sikre teleselskaberne og deres kunder en bæredygtig aftale, som kan træde i kraft fra næste sommer,” skriver Lars Chr. Lilleholt.

Når danske kunder bruger deres mobilabonnement i udlandet, skal den danske udbyder betale den såkaldte engrospris for at bruge det udenlandske netværk. Da Danmark og de andre nordiske lande har meget lavere priser på mobildata sammenlignet med priserne i Sydeuropa, kommer det til at give et underskud for den danske udbyder, når forbrugerne bruger løs af deres data i udlandet.

Derfor kæmper blandt andre de nordiske lande i ministerrådet for at få så lavt et loft på engrospriserne som muligt, mens der blandt de sydeuropæiske medlemmer har været et ønske om det modsatte.

Forhandlingerne om engrospriserne er en del af EU-Kommissionens plan om fri roaming i hele EU, der skal gælde fra juni 2017.

Nordisk modstand
Et blokerende mindretal fra både de nordlige og sydlige medlemmer af ministerrådet har i længere tid sat en kæp i hjulet for den frie data. Men EU-landene kom på et møde sidst i oktober frem til et kompromis, der formentlig bliver vedtaget på et møde mellem Lars Chr. Lilleholt og hans kolleger 2. december. 

Modstandere af kursen har dog ikke opgivet kampen endnu. I et fælles brev advarer regeringerne i Finland, Letland, Litauen og Sverige mod at lægge høje lofter på engrospriserne.

”Når udbydere står over for engrosgebyrer, der er højere end de detailpriser, de i øjeblikket opkræver forbrugerne, er der en risiko for to ting: En forværring af både antallet og kvaliteten af de tilbud, der er til rådighed for forbrugerne, og højere priser for mobiltjenester for alle forbrugere, herunder dem, der aldrig eller sjældent rejser til udlandet,” står der i brevet, der er underskrevet af ministrene på området fra hvert af landene.

Danmark er ikke underskriver på brevet, men i et notat fra regeringen står der, at konsekvensen af høje engrospriser kan blive, at de danske mobilselskaber ophører med at tilbyde tjenester – især i de billige abonnementer – eller at de hæver de hjemlige priser væsentligt.

Ifølge Lars Chr. Lilleholt vil man derfor gøre alt for at sænke loftet på engrospriserne.

”Fra dansk side vil vi fortsat benytte enhver lejlighed til at trække forslaget i den rigtige retning. Det gælder også, når forhandlingerne med Europa-Parlamentet starter,” skriver han.

Parlamentet kan sænke loftet
Når ministerrådet har stemt om sin position begynder forhandlingerne med Europa-Parlamentet om en endelig aftale. Hos parlamentarikernes chefforhandler er ønsket et radikalt lavere loft, end hvad både EU-landene kan enes om, og hvad EU-Kommissionen har lagt op til i sit forslag.

EU-landene foreslår en nedtrapning fra 10 euro per gigabyte i 2017 til 5 euro per gigabyte i 2021. Europa-Parlamentet derimod lægger op til en 5 euro per gigabyte i 2017, der over en femårig periode sænkes til 1 euro. Parlamentets holdning bliver dog først officielt lagt i slutningen af november.

For Radikales europaparlamentariker, Jens Rohde, er det vigtigt, at loftet over engrospriserne bliver forhandlet så langt ned som muligt.

”Hvis ikke vi indfører loftet, så smadrer vi fuldstændig konkurrencen i Europa og efterlader kun de store udbydere tilbage,” siger han.

På vegne af den liberale gruppe ALDE er han den eneste danske parlamentariker, der er med til at forhandle parlamentets roaming-udspil.

Jens Rohde er kritisk over for ministerrådets udspil og mener, at forhandlingerne for at få en roamingaftale på plads kommer til at trække tænder ud.

”De lofter, som rådet er blevet enige om, er alt for høje. Det bliver et heftigt slagsmål og kommer til at kræve en hel del fingerspitzgefühl. Kunsten bliver at holde sammen på EU-landene, så vi undgår, at der igen opstår et blokerende mindretal,” siger han.

Sydeuropæisk bekymring
Jens Rohde kan dog godt se, hvorfor nogle lande ikke ønsker lavere lofter på engrospriserne.

”Siden foråret 2013 har jeg haft alle teleselskaber i Europa siddende på mit kontor. Nogle har været vrede, andre har grædt snot og nogle har også erkendt, at de har malket en guldkalv gennem mange år,” siger han og forsætter:

”Det her er ikke bare et spørgsmål om fri roaming for mig. Det her er et spørgsmål om at lægge en udvikling i det europæiske indre marked, som gør, at vi på et tidspunkt kan få et digitalt indre marked.”

Derfor mener han ikke, at sydeuropæiske teleudbydere bør stå i vejen for det digitale indre marked i EU.

”Der kan vi ikke have gamle statslige teleselskaber, der med kartellignende tilstande spænder ben for udviklingen,” siger han.

Teleindustrien: Katastrofe uden lavt loft
I Teleindustrien i Danmark mener man, at det vil være "katastrofalt", hvis engrosprisloftet kommer til at ligge for højt.

Interesseorganisationen tæller blandt andre teleselskaberne CBB, TDC, Telenor og Telmore, og ifølge direktør Jakob Willer vil det høje loft få store konsekvenser.

”Det kommer til at betyde dyrere og dårligere produkter for forbrugerne, det kommer til at betyde færre investeringer og et mindre velfungerende marked,” siger han.

Ifølge Jakob Willer kan man kun redde aftalen, hvis man får engrospriserne så langt ned som muligt. Dermed slipper danske udbydere for en stor ekstraregning, når deres kunder i fremtiden kan roame frit i Europa. Alternativet er en maksimum-grænse for, hvor meget data en forbruger kan bruge frit på tværs af EU, mener Jakob Willer.

Kommissær: En kompliceret affære
Andrus Ansip, der er EU-kommissær for det digitale indre marked tror på, at en aftale vil være på plads, når den frie roaming efter planen træder i kraft til juni næste år.

Han opfordrer til konsensus mellem nord og syd.

”Det er en meget kompliceret affære. I de skandinaviske og baltiske lande tilbydes der meget generøse datapakker, og priserne er sammenlignet med andre i EU og især i de sydlige lande meget overkommelige. I Finland kan man for den samme mængde penge få 100 gange så meget data som i Ungarn," siger kommissæren.

Europa-Parlamentets industriudvalg stemmer om sin holdning til sagen 29. november.

Dokumentation

EU-institutionernes tre forslag:

Ministerrådets forslag:
2017: 10 euro/gigabyte
2018: 8,5 euro/gigabyte
2019: 7 euro/gigabyte
2020: 6 euro/gigabyte
2021: 5 euro/gigabyte

Europa-Parlamentets forslag:
2017: 5 euro/gigabyte
2018: 4 euro/gigabyye
2019: 3 euro/gigabyte
2020: 2 euro/gigabyte
2021: 1 euro/gigabyte

Europa-Kommisionens forslag:
En gennemsnitlig pris på 8,5 euro/gigabyte fra 2017 til 2021.

Kilde: Politico.eu


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andrus Ansip

Næstformand, Europa-Kommissionen, EU-kommissær for digitalt indre marked (Det Estiske Reformparti)
kemiingeniør (Tartu Uni. 1979)

Jens Rohde

Fhv. MF
student (Viborg Katedralskole 1989)

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00