Det er i virkelighedens verden, at drivhusgasreduktionerne skal finde sted

Der er en hastigt stigende koncentration af både CO2 og metan i atmosfæren. Og hermed følger et klimasystem i hastigere forandring – mod varmere, vådere og mere ekstreme forhold.

Når det kommer til for eksempel temperaturforandringen, er den gennemsnitlige globale overfladetemperatur ifølge FN’s klimapanel steget hurtigere siden 1970 end i nogen anden 50-årig periode de sidste i hvert fald 2000 år.

Vi er i dag dér, hvor den globale overfladetemperatur var 1,09 grad højere i 2011–2020 end i 1850–1900 (det førindustrielle niveau), hvor hvert af de sidste fire årtier har været tiltagende varmere end noget foregående årti siden 1850.

Når det kommer til mere ekstreme forhold, skal vi indstille os på hyppigere og mere intense ekstremhændelser fremover. Blot for at nævne ét eksempel så vil hyppigheden af ekstreme havvandsstandshændelser stige i det 21. århundrede, så en stormflod, der i dag statistisk forekommer hvert hundredår, vil forventes hyppigere i slutningen af dette århundrede.

Det er i virkelighedens verden, at drivhusgasreduktionerne skal finde sted

Sebastian Mernild
Professor i klimaforandringer

Isafsmeltningen fra landbaserede ismasser som for eksempel Indlandsisen, gletschere og det antarktiske isskjold vil bidrage til et stigende havniveau og derved til sandsynligheden for hyppigere og voldsommere oversvømmelser af lavtliggende kystområder. Det kommer også til at gælde for Danmark.

Generelt kan det siges, at med yderligere global opvarmning vurderes alle dele af verden til i stigende grad at opleve flere og sammenfaldende klimaændringer samt afledte effekter deraf.

Forandringerne i forskellige klimatiske parametre vil være mere udbredte ved en global opvarmning på to grader end ved en global opvarmning på 1,5 grad. Og hvor vi regionalt, eksempelvis Nordeuropa, inklusiv Danmark, forventeligt vil se en temperatur, der er op til omkring fire grader varmere i 2100 sammenlignet med 1850.

Inden for få år til årtier vil den globale middeltemperaturstigning passere både 1,5 grad og to grader. Klodens middeltemperatur vil forventeligt ifølge beregningerne fra FN’s klimapanels interaktive klimaatlas allerede omkring 2032 ramme 1,5 graders temperaturstigning og to graders stigningen formentligt tidligst i sidste halvdel af 2040’erne.

Og derfor giver det absolut ikke længere mening, ej heller i det teoretiske perspektiv – også set i lyset af de stigende globale udledninger af drivhusgasser til atmosfæren – at fastholde mottoet fra COP26 i Glasgow fra 2021: "Keep 1.5 alive". Et motto vi godt kan lægge død.

Og dermed lægger vi også Parisaftalens mest optimistiske målsætning på 1,5 grads temperaturstigning død. Det giver ingen mening, at vi stadig taler om følgende: ”…hvis vi skal nå Parisaftalens mål om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grad, skal der…” – for det kommer ikke til at være realistisk at forblive under 1,5 grads temperaturstigning.

Vi bør nu med alvor i blikket rette det mod 2,0 graders temperaturstigningen og de nødvendige tiltag i forhold til en ambitiøs klimaafbødning.

Denne konklusion forstærkes af, hvor meget vi som globalt samfund må udlede til atmosfæren af CO2. Ifølge FN’s klimapanel og den videnskabelige litteratur, der ligger på området, er det resterende karbonbudget på 300–500 Gt CO2 – det er hvad vi samlet set må udlede af CO2 fra 2020 – for en begrænsning af den globale opvarmning til 1,5 grad – med 50–85 procents sandsynlighed – og på 900–1150 Gt CO2 for to grader – igen med 50–85 procents sandsynlighed.

Og i dag udledes der globalt set i størrelsesordenen 36-37 GtCO2 per år. Med den politiske træghed vi ser, kommer vi derfor med de nuværende rekordhøje CO2-udledninger ingenlunde til at holde os inden for karbonbudgettet på 300–500 Gt CO2 og dermed inden for en temperaturstigning på 1,5 grad.

Det er i virkelighedens verden, at drivhusgasreduktionerne skal finde sted. Og i virkelighedens verden er vi et langt stykke vej fra målet i forhold til reduktionerne. For Danmarks vedkommende høres tit og ofte, at vi er tre fjerdedel af vejen mod 70 procents reduktion af CO2 til atmosfæren i 2030. På papiret, ja, men ikke i virkelighedens verden.

Vi er et langt stykke vej fra målet

Sebastian Mernild
Professor i klimaforandringer

Det er virkelighedens verden der tæller – og der hvor reduktionerne har betydning for klimasystemet. Og her mangler vi at se reduktionerne.

De omtalte tre fjerdedel af vejen er fra den gang klimaloven blev vedtaget tilbage i 2020. Den gang manglede vi 20 millioner tons CO2 for at nå 70 procents reduktion. I dag mangles fem millioner tons CO2 efter regeringens – og ikke klimarådets – opgørelse.

Eller sagt på en anden måde: med den klimapolitik der er vedtaget, men endnu ikke implementeret da forventes reduktioner i 2025 og 2030 at ligge på henholdsvis 49 procent og 64 procent i forhold til 1990. Der er derfor stadig et stykke vej mod de lovsatte 70 procent.

Men én ting er papirverdenen og de politiske aftaler, noget andet er implementering og hermed de faktuelle reduktioner til atmosfæren. Og her mangler vi stadig at se dels implementeringen, dels reduktionerne. Og når der tales om implementeringen af de politiske aftaler, da kan vi ikke vide os 100 procent sikker på, at det som politisk er aftalt, rent faktisk ender op med tilsvarende reduktioner.

Dette skal naturligvis ses i lyset af de igangværende geopolitiske situationer, hvor vi står midt i forskellige internationale kriser: Sikkerhedspolitisk, energipolitisk, økonomisk og klimatisk.

Selv om der netop nu er mange altoverskyggende udfordringer, skal vi have øget politisk fokus på de langsigtede og altoverskyggende klimaudfordringer vi ser og dermed arbejde endnu hårdere for, at klimapolitikken bliver implementeret, og at effekterne også ses i den virkelige verden og i atmosfæren.

Det vil kræve markante, hurtige og vedvarende reduktioner – i højere grad end det vi har set til dato. For vi skal huske på, at hvert ton CO2 der udledes tæller med i klimaregnskabet – og at der næsten er en lineær sammenhæng mellem de akkumulerede CO2-udledninger og den opvarmning de forårsager, hvor en fordobling af CO2 i atmosfæren vil øge den globale temperatur med tre grader.