DI svarer på kritik af klimapartnerskab: Privatisering er midlet, ikke målet

REPLIK: Der er ingen skjulte agendaer i klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi, men kun et mål om at genanvende så meget affald som muligt med hjælp fra det private, skriver Dansk Industri.

Af Karin Klitgaard
Miljøpolitisk chef, Dansk Industri

Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi kommer med klare anbefalinger til, hvilke opgaver på affaldsområdet der bør løses af henholdsvis kommunerne og private virksomheder.

Det har fået nogle til at kritisere, at klimapartnerskabet forsøger at snige privatisering ind ad bagvejen. Men det er en misforståelse.

Privatisering er ikke målet. Det er et middel til at nå det egentlige mål: øget genanvendelse.

Vi skal blive langt bedre til at genanvende affaldet, så ressourcerne bliver brugt i nye produkter i stedet for at havne i et forbrændingsanlæg, som cirka 53 procent af husholdningsaffaldet gør i dag.

Klimapartnerskabet er kommet med et bud på, hvordan man kan indsamle og genanvende de tørre fraktioner i husholdningsaffaldet som metal, glas og plast. Som en del af anbefalingen har man defineret snitfladerne mellem kommunalt og privat. Og det er i øvrigt mere en samarbejdsøvelse end en privatiseringsøvelse.

En tredelt værdikæde
Klimapartnerskabet deler værdikæden fra skraldespand til ny råvare op i tre led.

Det første led er en kommunal opgave. Det er op til kommunerne at tilrettelægge, hvilke affaldsspande og containere der skal bruges. De skal vejlede borgerne og efter behov håndhæve, at borgerne sorterer affaldet, som de skal. Kommunerne skal altså sikre den borgernære ende af affaldets vej.

Nationalt udarbejdes sorterings- og indsamlingskriterier, så det sikres, at alle i hele landet sorterer på samme måde. Det vil sikre større og mere ensartede affaldsstrømme.

Det andet led er selve indsamlingen af affaldet. Her står det efter Klimapartnerskabets forslag kommunerne frit for, om producenterne skal afhente det direkte fra husstandens affaldsspand, eller om de selv vil stå for transporten frem til producenternes afleveringsplads, eventuelt ved at udlicitere opgaven til en privat vognmand. Det skal dog koordineres med den kollektive ordning, der driver producentansvaret, så affaldet ender det rigtige sted.

Klimapartnerskabet foreslår også, at erhvervsaffald fra virksomheder, hvis affald i art og mængde er sammenligneligt med husholdningsaffald, kan blive behandlet som husholdningsaffald og dermed indsamles i de kommunale affaldsspande. Det er faktisk det modsatte af privatisering – i dag er alt erhvervsaffald konkurrenceudsat.

Det tredje led er sortering og genanvendelse. Der lægger klimapartnerskabet op til, at ansvaret og opgaven skal placeres hos private virksomheder. Det er det allerede i stort omfang i dag, men der findes også kommunale sorterings- og genanvendelsesanlæg.

Det er i dette led, partnerskabet foreslår mere privatisering end i dag. Og det er der en god grund til.

I denne del af værdikæden skifter affaldet status fra at være affald til at være en ny råvare. Og den proces sker i tæt samarbejde med de virksomheder, der kan og vil aftage affaldet på markedsmæssige vilkår. Produktionsvirksomheder køber deres råvarer der, hvor de får den bedste kvalitet for pengene. Og det er mest naturligt, at denne del af kæden er privat.

Det vil ikke mindst forhindre uigennemskuelig konkurrence mellem kommuner og private, der opererer på vidt forskellige vilkår.

Spændte markedskræfter
I praksis handler meget genanvendelse om standarder. Produktionsvirksomheder skal kunne få deres råvarer i ensartet kvalitet og med en stor grad af forsyningssikkerhed. Sådanne kvalitetsstandarder udvikles i praksis i tæt samarbejde mellem leverandører og kunder, der begge har en kommerciel interesse i at finde en løsning, som kunden kan bruge. Også det taler for, at dette led drives privat.

Vi får populært sagt spændt markedskræfterne for genanvendelsesvognen ved, at der bliver penge at tjene på at genanvende mest muligt i den rette kvalitet.

Med det kommende producentansvar for emballage, der ifølge EU-direktivet skal implementeres i 2025, får producenterne ansvaret for at indsamle og genanvende al den emballage, der sættes på markedet. Producenterne skal altså, uanset om der er god økonomi eller ej i genanvendelsen af de enkelte materialetyper, finansiere affaldshåndteringen. De får incitament til at skabe så effektivt et affaldssystem som muligt, sikre høj kvalitet i genanvendelsen og designe til genbrug og genanvendelse, da de selv skal bruge de genanvendte materialer i produktionen igen.

Det vil altså i praksis være kommunerne, der står for den borgernære del, og en producentansvarsorganisation, der udbyder sortering og genanvendelse af affaldet (både emballage og ikke-emballage-affaldet), samlet i ensartede strømme.

Parallelt med de tre led i genanvendelseskæden skal der være et effektivt tilsyn med alle led i kæden.

Så simpelt og konkret er klimapartnerskabets bud. Der er ingen skjulte agendaer, og det er klart og gennemskueligt, hvad partnerskabet mener er en kommunal og en privat opgave. Det er også i tråd med EU’s regler om producentansvar, som siger, at producenterne senest i 2025 skal overtage ansvaret for, at den emballage, de sender på markedet, bliver genanvendt bedst muligt.

Forrige artikel Tekniq og Dansk Erhverv: Varmepumper er ikke et job for kommunerne Tekniq og Dansk Erhverv: Varmepumper er ikke et job for kommunerne Næste artikel Rådet for Grøn Omstilling: DI mistolker vores holdning til biomasseafbrænding Rådet for Grøn Omstilling: DI mistolker vores holdning til biomasseafbrænding