Debat

Energiaktører til NOAH: Bæredygtig biomasse er et vigtigt klimaredskab i Danmark

Miljøbevægelsen NOAH kritiserer forbruget af biomasse i energisektoren. Biomasse er dog et vigtig klimaredskab, kommer fra certificeret bæredygtige skove og er med til at skære ned på forbruget af fossile brændsler, skriver Peter Kofod Kristensen m.fl.

Biomasse er et af skovens mange klimabidrag, og det er en del af forvaltningen af produktionsskove, skriver Peter Kofod Kristensen m.fl.
Biomasse er et af skovens mange klimabidrag, og det er en del af forvaltningen af produktionsskove, skriver Peter Kofod Kristensen m.fl.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det danske biomasseforbrug i energisektoren bliver ofte kritiseret. Seneste skud på stammen er et indlæg fra NOAH, der var adresseret til Dan Jørgensen, blandt andet i anledningen af EU-Kommissionens revision af VE-direktivet. Men vi kan berolige NOAH om, at kritikken (igen) skyder ved siden af.

Skribenter

Peter Kofod Kristensen
bæredygtighedschef, Ørsted

Akseli Stech Carlander
konsulent, Dansk Energi

Sune Balle Hansen
bæredygtighedsansvarlig, Hofor

Anders Buchardt Møller-Hansen
energidirektør, Hillerød Forsyning

Klaus Vesløv
direktør, Bornholms Energi & Forsyning

For debattens skyld håber vi, at vi kan begrave de udokumenterede påstande og de misvisende sammenligninger. Vi har behov for at udvikle løsninger og teknologier, hvis vi gerne vil gøre en forskel for klimaet og naturen. Skoven er noget af vores vigtigste natur og en begrænset ressource, som der er bred enighed om, at man kan bruge på bæredygtig vis til at levere bæredygtige materialer, ligesom man har gjort i årtusinder.

NOAH påstår fejlagtigt, at vi bryder loven med ulovlig biomasse
Biomasse er et af skovens mange klimabidrag, og det er en del af forvaltningen af produktionsskove. Man kan ikke skille behovet for træprodukter fra biomassen. Det er tæt forbundet. Når der fældes træer for at lave tømmer til bygninger eller møbler, så vil der være restprodukter, såsom grene, savsmuld eller rådne dele. Noget af det efterlades i skovbunden, men resten skal fjernes for blandt andet at gøre plads til nye træer.

Ud over at fortrænge fossile brændsler har biomassen i Danmark faktisk også bidraget til, at de danske skove kan optage cirka 500.000 tons CO2 mere om året

Peter Kofod Kristensen, Akseli Stech Carlander
Bæredygtighedschef, Ørsted, konsulent, Dansk Energi, m.fl.

Det er helt naturligt, at de enkelte træer går til de mest værdifulde formål. Skovejerne får nemlig fem gange så mange penge for træ til tømmer end for biomasse til energi. Men der fældes ikke træer for at brænde dem af.

Når vi bruger restprodukter fra skoven, så skal vi kun bruge biomasse fra certificeret bæredygtigt forvaltede skove. Det er et krav, som Folketinget har vedtaget ved lov, og som energibranchen støtter og længe har arbejdet for. Loven kræver, at der tages hensyn til biodiversitet, hvilket sikres gennem certificering. De rester, vi bruger, bliver typisk ikke i skovbunden. Når træet ikke kan bruges til andet, så vil vi gerne bruge det i energisektoren, så det ikke går til spilde. 

Når NOAH påstår, at vi har fået biomasse, som ikke lever op til, hvad vi lover, så påstår de faktisk, at vi bryder loven. Det passer ikke. Desuden påstår de, at vores egne krav ikke bliver overholdt. Det er selvfølgelig heller ikke tilfældet. NOAH anerkender jo også, at det er det, vi skal dokumentere på alle vores indkøb ifølge loven. 

Biomasse er med til at fortrænge fossile brændsler
Når NOAH sammenligner skovens naturlige kulstofkredsløb med kul, hvor CO2’en er ophobet i undergrunden over en periode på millioner af år, gavner det ikke klimadebatten. Når vi udleder fossil CO2 til atmosfæren, så øges den samlede CO2 i atmosfæren og biosfærens kredsløb, til forskel fra skovenes CO2-kredsløb. Det giver en stor negativ effekt, og derfor skal vi for alt i verden holde den fossile CO2 i undergrunden.

Vind, sol og andre grønne løsninger vil få en større rolle i både el- og varmeforsyningen, og i fremtiden vil vi have et mindre forbrug af biomasse i Danmark

Peter Kofod Kristensen, Akseli Stech Carlander
Bæredygtighedschef, Ørsted, konsulent, Dansk Energi, m.fl.

Udleder biomasse CO2? Ja. Træ binder CO2 i sin levetid, som frigives, når træet rådner eller afbrændes og bindes igen i skoven, når nye træer plantes og vokser. Sådan er det naturlige kredsløb.

CO2-regnskabet i Danmark følger FN’s videnskabelige principper, så udledningen afregnes i skoven og i det land, hvor træet fældes. Det sikrer, at landet passer på og opretholder skoven. Det er i øvrigt de samme videnskabelige regneprincipper, som anvendes på alt andet, vi omgiver os med fra rugbrød til vores telefoner og biler.

Ud over at fortrænge fossile brændsler har biomassen i Danmark faktisk også bidraget til, at de danske skove kan optage cirka 500.000 tons CO2 mere om året, end hvis der ikke var en efterspørgsel på biomasse. Det skyldes, ifølge skovforvalterne, at de kan plante flere træer, og man kan skabe bedre trækulturer, fordi biomassemarkedet gør det muligt. Det kritiserer NOAH, men i et klimaperspektiv er det yderst positivt og meget vigtigt. 

Negative emissioner skaber enorm klimaeffekt
Den biogene CO2, som kommer fra biomassen, kan opfanges og skabe negative emissioner. Vi kan altså fjerne CO2 fra atmosfæren. Det skyldes, at biomasse kommer fra et lukket kulstofkredsløb på jordens overflade, hvor træer optager og afgiver CO2.

CO2-opsamling skal ikke blåstemple CO2-udledning, og vi skal begrænse vores udledninger generelt, men negative emissioner bliver vigtig i klimaindsatsen, og derfor undrer det os, at NOAH også her er kritisk.

Vind, sol og andre grønne løsninger vil få en større rolle i både el- og varmeforsyningen, og i fremtiden vil vi have et mindre forbrug af biomasse i Danmark. Vores estimater tyder på en reduktion på op mod 70 procent i 2040. Men negative emissioner kan blive vigtige på de værker, som stadigvæk leverer den grønne varme og el til danskerne, som der er behov for. Så lad os da endelig bruge det klimaredskab samtidig med, at vi arbejder på endnu flere grønne løsninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00