Debat

Forsker: Den energipolitiske enighed i EU er ved at smuldre på grund af vestlige landes utålmodighed

Mens energipriserne stiger, udfordres tålmodigheden i de vestlige europæiske lande, der i stigende grad vil have sanktionerne mod Rusland ophævet. Det er foruroligende, for vi er ikke engang nået til den kolde vinter endnu, skriver Trine Villumsen Berling.

Tålmodigheden med energipriserne i de vestlige europæiske lande bliver mindre og mindre. I flere lande bliver der spurgt, om man ikke kan slippe for sanktionerne mod Rusland. Det er foruroligende, skriver Trine Villumsen Berling.
Tålmodigheden med energipriserne i de vestlige europæiske lande bliver mindre og mindre. I flere lande bliver der spurgt, om man ikke kan slippe for sanktionerne mod Rusland. Det er foruroligende, skriver Trine Villumsen Berling. Foto: John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix
Trine Villumsen Berling
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da krigen i Ukraine brød ud, stod Europa splittet på energiområdet. De østeuropæiske lande havde længe vidst, at energi kunne bruges som et våben imod dem, og man havde flere steder tænkt i storstilede planer om at rive sig fri af den sovjetiske energi-infrastruktur, som mange af dem var låst i: gas, olie og elektricitetsforsyning kom i stride strømme fra Øst mod Vest og holdt landene fanget i en fortid, de fleste ønskede at undslippe.

Flere vesteuropæiske lande, herunder i særdeleshed Tyskland, havde derimod set den russiske energi – i særdeleshed gas – som en trædesten hen mod den grønne omstilling. Med den billige russiske naturgas som en overgangsenergiform, der skulle gøre de vesteuropæiske økonomier klar til den store grønne omstilling, var landene uforberedte på den effekt, krigen har fået på netop naturgasområdet.

I Danmark har vi stået underligt på sidelinjen af dette skel. Som selvforsynende med olie og gas frem til for nylig virkede olie og gas som økonomiske størrelser – ikke som sikkerhedspolitiske instrumenter.

Temadebat: Hvordan skal Danmark klare sig gennem energikrisen?

Danmark står midt i en forsyningskrise, hvor energipriserne er på himmelflugt. Flere virksomheder frygter for deres overlevelse, mens borgere risikerer regninger på flere tusinde kroner mere, end de er vant til.

Men hvordan Danmark bedst gennem energikrisen på både kort og lang sigt? Det spørger Altinget om i denne temadebat.

Debatpanelet kan findes her.

Om Altingets temadebatter:

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Altinget bringer kun debatindlæg, som udelukkende er skrevet til Altinget.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du velkommen til at sende det til Altingets debatredaktion på debat@altinget.dk.

Selv da Baltic Pipe – som her i oktober starter med at lede norsk gas hen over Danmark og til Polen - skulle forhandles, var argumenterne i Danmark billigere naturgas og bedre infrastruktur. Ikke som i Polen, hvor Baltic Pipe altid har været et sikkerhedspolitisk projekt, som skulle gøre landet i stand til at stoppe med at importere russisk gas med udgangen af 2022 gennem den store Yamal-rørledning.

Det russiske energivåben
Krigen i Ukraine har fået europæerne til at stå sammen på energiområdet som aldrig før. Men vi sidder i saksen. Energi-infrastruktur er træg, og det vil tage tid at opbygge kapacitet, der svarer til det, vi ikke længere får gennem de russiske rør.

Derfor kan den forbilledlige politiske enighed i EU fra foråret ende med at komme under et massivt pres. Allerede i starten af juni viste en meningsmåling i de største europæiske lande, at befolkningens opbakning til Ukraines ret til deres fulde territorium var faldende. Der var en tendens til, at man ønskede en hurtig fred fremfor et intakt Ukraine. Det er foruroligende.

I juni måned var priserne høje, ja, men det var ikke koldt, som den sæson vi nu går ind i. Og den prisstigning, vi har set på alle hylder siden, vil formentlig betyde, at befolkningerne bevæger sig længere og længere hen mod at ønske sig en hurtig afslutning på frem for retfærdighed i krigen i Ukraine.

Det politiske momentum, som krigen gav den europæiske energidebat, er altså lige så stille ved at miste sit tag. Og befolkningernes resiliens – deres modstandskraft - er efter alt at dømme også for nedadgående.

Det politiske momentum, som krigen gav den europæiske energidebat, er altså lige så stille ved at miste sit tag

Trine Villumsen Berling, seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

I de vestlige, ikke-historisk forberedte befolkninger, kunne man næsten kalde dem, vil denne effekt sandsynligvis være størst. Når man har levet med det russiske energivåben i lang tid, vil man bedre kunne modstå det. Bare spørg i Litauen og i Polen.

Men i lande som Italien, hvor man først for nylig begyndte at købe russisk naturgas, er tålmodigheden ikke så stor. Her blev der under valgkampen i september peget på, om man mon ikke kunne slippe af med sanktionerne mod Rusland snart. Og i Tyskland, hvor gas-nedturen er størst ovenpå en forfejlet læsning af energihandel som stabilitetsskabende, var der stemmer, der hen over sommeren pegede på, at Nord Stream 2 jo faktisk ligger klappet og klar ude i Østersøen. Altså lige indtil slutningen af september, hvor røret syd for Dueodde begyndte at lække.

Indtil videre er disse stemmer forstummet. Men vi er jo også kun lige kommet ind i oktober. Mon ikke de vil fordobles og lyde højere og højere, som efteråret og vinteren skrider frem?

Vi risikerer at overse det bedste instrument
Midt i denne proces, hvor den politiske vilje mister pusten, står vi samtidig med en investeringsiver i energi-infrastruktur, som ikke har set sit lige i mange årtier: Man kappes om at installere modtage-terminaler til flydende naturgas, samtidig med at mega-vind-projekter har fået et kæmpe boost. Alt er sat ind på at få alternative forsyninger i hus med et gigantisk teknisk ’fix’.

Alt imens vi forsøger at bygge os ud af krisen, og befolkningerne mister modet, risikerer vi samtidig at overse det allerbedste instrument i skuffen: At skrue ned

Trine Villumsen Berling, seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier

Det internationale energiagentur har dog klogt meldt ud, at vi godt kan bruge eksempelvis kulkraftværker mere i en overgangsperiode, selvom det går imod klimadagsordenen.

Det vigtigste er, at EU-landene ikke investerer i kæmpe energi-infrastruktur, der låser os i en fossil energiforsyning på den lange bane. Det er rigtigt set: Den grønne omstilling kæmper en brav kamp med forsyningssikkerheden. Og hvis vi får bygget det forkerte i energikrisens navn, er vi om muligt endnu mere ilde stedt. Klimakrisen er her jo (også) allerede.

Alt imens vi forsøger at bygge os ud af krisen, og befolkningerne mister modet, risikerer vi samtidig at overse det allerbedste instrument i skuffen: At skrue ned. Slet og ret at bruge mindre. Fronten er rykket ind i dagligstuen, venner. Det skal bare lige gå op for os. Historien foregår lige nu. På den korte bane ligger bolden hos alle os, der bruger energi.

På den lidt længere bane er svaret selvfølgelig vedvarende energi, og elektrificering. Men med ”ubekendt leveringstid” på varmepumper og en fremrykning af fjernvarmeudrulningen, der ikke redder forbrugerne om blot et par måneder, når det rigtigt bliver koldt, så er det eneste våben, vi har, at tætne og at skrue ned.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Villumsen Berling

Enhedsleder, Global Sikkerhed og Verdenssyn, DIIS, Seniorforsker, DIIS
Ph.d. statskundskab (Københavns Universitet, 2008),Cand.scient.pol (Københavns Universitet, 2003)