Debat

Forsker: Corona i Grønland kan løbe helt ud af kontrol

KRONIK: Der er potentiel fare for en smittespredning af covid-19 i Grønland, der løber helt ud af kontrol. Derfor bør Danmark bidrage til at færdiggøre etablering af vandforsyning og kloak. Hvis ikke Danmark griber bolden, står andre klar, skriver Kåre Hendriksen.

<span>"Chokoladefabrikken" i Upernavik, hvor natrenovationen hældes ned ad skrænten i håbet om, at tidevandet
tager det.<i></i></span>
"Chokoladefabrikken" i Upernavik, hvor natrenovationen hældes ned ad skrænten i håbet om, at tidevandet tager det.Foto: Privatfoto
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kåre Hendriksen
Ph.d. og lektor, Center for Arktisk Teknologi, DTU Byg

Ved at lukke for rejsen til Grønland og mellem landets bosteder, lykkedes det i første omgang at isolere covid-19-smitten til Nuuk.

På den måde drager Grønland fordel af, at alle byer og bygder fungerer som øer med ø-drift uden vejforbindelse – men ø-driften indebærer også nogle sundhedsmæssige udfordringer.

Med kun 56.000 indbyggere fordelt på 71 bosteder i et land, der geografisk svarer til Centraleuropa og som fra Bergen til Afrika, har sundhedsvæsenet nogle åbenlyse logistiske udfordringer. 

                                                                                Kort, hvor Grønland ses "oven på" Europa:
Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Evakuering til Rigshospitalet
Foruden landssygehuset Sana i Nuuk findes der fire regionssygehuse med mulighed for at håndtere mindre alvorlige sygdomme og operationer.

En fjerdedel af Grønlands husstande har en spand som toilet, og med undtagelse af Nuuk findes der husstande med tørkloset i alle bosteder. 

Kåre Hendriksen
Ph.d. og lektor, Center for Arktisk Teknologi, DTU Byg

Derudover er der 12 sundhedscentre, hvoraf nogle kun lejlighedsvist er lægebemandede, samt 44 bygdekonsultationer ofte bemandet med en kortvarigt eller ikke-uddannet sundhedsmedarbejder. Endelig er der ti bygder, der hverken har konsultation eller sundhedspersonale.

Det indebærer, at patienter ofte skal evakueres til nærmeste regionssygehus, og fra Qaanaaq i Nordgrønland er der cirka 1.100 kilometer til regionssygehuset i Ilulissat.

I mere alvorlige tilfælde skal patienter til Sana i Nuuk, noget der ofte tager mindst en dag – hvis vejret tillader flyvning. I de mest alvorlige tilfælde evakueres patienten til Rigshospitalet i Danmark.

Kan blive en uoverskuelig situation
I det lys er det lykkedes at sikre en rimelig sundhedstilstand. Men nu hvor covid-19 er spredt til Aasiaat med regionssygehus, udfordres systemet, og smittes nogle af stedets få læger og sygeplejersker, bliver udfordringen stor.

Spredes covid-19 til en af de mindre byer eller mange bygder, bliver situationen uoverskuelig. For så bliver udfordringen ikke kun afstande, logistik og evakueringstider, men i høj grad også muligheden for test, isolation og den tilstrækkelige hygiejne.

Danmarks og WHO's ikke-spredningsstrategi bygger blandt andet på afstand, hygiejne og hyppig håndvask. Men i flere grønlandske husstande bor der mange mennesker på meget lidt plads, og hygiejne og håndvask forudsætter vand, der mange steder er en alvorlig mangelvare.

Begrænset vandforsyning
Cirka ti procent af befolkningen har ikke indlagt vand i boligen, men må hente vand ved et af bebyggelsens taphuse. Dertil har syv procent af husstandene vandtank, hvor de ud over betaling for vandet skal betale for vandkørslen.

I Upernavik med 1.100 indbyggere er der ingen vandnet, og det gennemsnitlige vandforbrug er nede på cirka 35 liter dagligt, primært fordi byens vandværk ikke kan levere mere. Tilsvarende er vandforbruget i Qaanaaq med 620 indbyggere nede på cirka 30 liter per dag.

Langt de fleste indbyggere i Grønlands 54 bygder må hente vand ved taphuse, og i flere bygder er kapaciteten begrænset. I ti bygder ligger det gennemsnitlige daglige vandforbrug mellem ni og 15 liter, og for 17 bygder ligger det mellem 16 og 25 liter – inklusiv det vand, der benyttes i skolen med videre.

Derudover er der tre bygder helt uden vandforsyning. Med en så begrænset vandforsyning er håndhygiejne – endsige at komme i brusebad – en udfordring.

Skal man springe håndvasken over?
Ofte har jeg stået i et af de små bygdehuse og overvejet, om jeg efter toiletbesøg skulle vaske hænderne i den balje med gråt snavset vand ved køkkenvasken, som blev fyldt om morgenen og siden er benyttet til opvask, håndvask og andre gøremål af alle beboere.

Eller om jeg skulle springe håndvasken over? At tro at hyppig håndvask kan forebygge spredning af covid-19 for den del af befolkningen er formodentlig en illusion.

På landsplan har næsten 15 procent af befolkningen et dagligt vandforbrug under 35 liter, hvor det i Danmark er cirka 120 liter.

En fjerdedel af Grønlands husstande har en spand som toilet, og med undtagelse af Nuuk findes der husstande med tørkloset i alle bosteder.

Renovationsarbejderne indsamler og tømmer toiletposerne ved "chokoladefabrikken" og hælder indholdet i havet, et arbejde der medfører en meget stor risiko for daglig hudkontakt med en uskøn blanding af afføring og urin.

Det er en udfordring at holde en toiletspand ordentligt rent, og for den store befolkningsgruppe, der kun har begrænset adgang til vand, er det nærmest illusorisk. Så ud over vandmanglens begrænsede mulighed for daglig hygiejne, medfører tørkloset og natrenovationen i sig selv en risiko for smittespredning.

En afledt affekt af den danske modernisering
At knap en femtedel af Grønlands befolkning ikke har – eller kun i begrænset omfang har – rindende vand i boligen, og at en fjerdedel er henvist til en toiletspand, er delvist en afledt effekt af den danske modernisering efter Anden Verdenskrig.

Grønland var fattigt, og på grund af elendige boligforhold for størstedelen af befolkningen var tuberkulosen årsag til en tredjedel af alle dødsfald. Grønlands Tekniske Organisation (GTO) blev etableret for at koordinere den imponerende og hurtige opbygning af boliger og infrastruktur, der foregik de følgende årtier.

I den periode ønskede Danmark at udvikle Grønlands økonomi, og der blev satset på at effektivisere og udvikle torskefiskeriet, så intentionen var at samle størstedelen af befolkningen i "åbentvandsbyerne" på den sydlige vestkyst. Senere kom der også fokus på rejefiskeriet og Diskobugtens byer.

Derfor blev der primært investeret i disse byer, der voksede hurtigt, og der blev bygget store boligblokke, der fordrede vandforsyning og kloakering. I de følgende årtier blev vand- og kloaknet gradvist udbygget til at omfatte en del af byernes øvrige boliger. Modsat blev der investeret betydeligt mindre i infrastruktur i det, der blev opfattet som "yderdistrikterne", og bygderne, fordi den danske grønlandsadministration ønskede, at befolkningen skulle flytte derfra.

Udbygningen gik i stå i bygderne
I forlængelse af Hjemmestyret i 1979 overtog Grønland GTO's opgaver, og GTO blev sektoropdelt i en række selvstændige organisationer, hvor vandforsyning havnede hos energiselskabet Nukissiorfiit, mens kloakker blev en kommunal opgave.

Kommunernes økonomiske råderum var meget begrænset, og det at etablere kloak, der skal sprænges ned i fjeldet og går gennem områder med permafrost, og som skal holdes frostfri med varmekabler, er bekosteligt.

For forbrugeren er brug af kloak gratis, mens borgerne med natrenovation skal betale for afhentning og tømning af toiletspand. Så der blev ikke udviklet en incitamentsstruktur for kloakering, og i flere byer gik udbygningen meget langsomt, mens den i bygderne gik helt i stå.

Andre steder som i Upernavik fandtes et kommunalpolitisk ønske om vandforsyningsnet og økonomisk vilje til at etablere kloak, men den lille sø på Upernavik Ø kunne ikke levere mere vand – og uden vand ingen kloak.

Opsplitning har blokeret for løsning
Nukissiorfiit ville ikke prioritere de nødvendige investeringer i vandforsyning, selvom det er en relativ simpel teknisk udfordring at etablere vandforsyning fra naboøen en lille kilometer væk. Således har opsplitningen af ansvaret for vand og kloak mellem to offentlige instanser blokeret for en løsning.

Set fra Nukissiorfiits virksomhedsøkonomiske perspektiv er investeringen i vandforsyning fra naboøen relativ stor og afskrivningstiden lang.

Men i et sundhedsfagligt og samfundsøkonomisk perspektiv vil det være en god investering, der samtidig vil sikre den nødvendige vandforsyning til Upernaviks fiskefabrik.

Læs også

Sundhedskonsekvenser
De sundhedsmæssige konsekvenser af utilstrækkelig vandforsyning og natrenovationen er dårligt belyst, men der er ingen tvivl om, at det har betydning.

Gennem en årrække har antallet af nye tuberkulosetilfælde ligget omkring 50 årligt, og ifølge Grønlands Statistik var der 25 tuberkulosedødsfald i perioden 2004 til 2013. Igen peges der på mange mennesker i små boliger, men undersøgelser i andre arktiske egne indikerer, at begrænset adgang til vand og anvendelse af tørkloset spiller en betydelig rolle.

I Alaska er der dokumenteret en sammenhæng mellem manglende adgang til drikkevand og bortskaffelse af spildevand og høje sygdomsrater, herunder alvorlige hudinfektioner og luftvejssygdomme.

Tilsvarende blev der i firserne gennemført analyse af sammenhængen mellem det daglige vandforbrug og udbredelsen af tarmsygdomme i Canada, som viste, at forekomsten faldt markant ved et dagligt vandforbrug på over 90 liter. Og at et dagligt forbrug på under 25 liter mere end fordoblede antallet af sygdomstilfælde.

 

Den canadiske undersøgelse af sammenhængen mellem vandforbrug og tarmsygdomme.

En vand- og sanitetspolitik
På den baggrund indførte de nordlige canadiske territorier, Yukon, Northwest Territories og Nunavut, en vand- og sanitetspolitik, der indebærer adgang til 90 liter vand per indbygger per dag og træk-og-slip i alle boliger.

De 16 største bosteder har vandforsyningsnet og kloak, mens boligerne i de resterende 69 bosteder har vandtank og slamtank, hvor vand leveres med tankbil og slamtank tømmes af slamsuger.

I de mindre bosteder benyttes om sommeren en firhjulet motorcykel med vandtank eller slamsuger på en trailer og om vinteren en snescooter, hvor vandtanken eller slamsugeren står på en slæde.

De fleste steder tømmes slamsugernes indhold ud i en kunstig etableret sø, hvor indholdet trods den stærke vinterkulde gradvist komposterer.

Smittespredning kan løbe ud af kontrol
I Grønland har omkring 20 procent af befolkningen et dagligt vandforbrug på under 90 liter. Langt de fleste af disse steder er der tilgængelige og gode vandpotentialer i oplandet.

Andre steder kan man afsalte havvand med omvendt osmose, som det allerede i dag helt eller delvist gælder for ti bosteder.

Etablering af en slamtanksløsning vil ofte være simplere end i Canada, for de fleste steder kan indholdet hældes i havet. Ikke en optimal løsning, men hygiejnisk langt bedre end den manuelle tømning af toiletposer, der i dag foregår ved "chokoladefabrikkerne".

I disse coronatider med potentiel fare for en smittespredning i Grønland, der løber helt ud af kontrol, bør Danmark gribe bolden og bidrage til at færdiggøre etableringen af vandforsyning og kloak (eller anden håndtering af spildevand), der ikke blev færdiggjort inden indførelsen af Hjemmestyret.

Rigsfællesskabets ansvar
Rigsfællesskabet har tilsluttet sig FN's 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Det 6. delmål indebærer, at alle inden 2030 skal have adgang til rent drikkevand og sanitet.

Spørgsmålet er, om rigsfællesskabet internationalt kan forsvare, at fra 35 helt ned til under ti liter vand per dag, som det gælder for næsten 15 procent af Grønlands befolkning, er tilstrækkelig adgang til rent drikkevand inden for rigsfællesskabets grænser?

Eller om toiletspand, der er hverdagen for en fjerdedel af den grønlandske befolkning, indfrier kravet om ordentlige sanitet?

Eller om den begrænsede vandforsyning og natrenovationen samlet opfylder verdensmålet om ordentlig hygiejne?

Tag hånd om sanitet i Grønland
Med de store hjælpepakker, der for øjeblikket sendes ud i det danske samfund, vil det være helt rimeligt, at rigsfællesskabet også tager hånd om vandforsyning og sanitet i Grønland og dermed sikrer den nødvendige hygiejne, der blandt andet kan bidrage til at forebygge spredningen af pandemier som covid-19.

Der bør også stilles krav til Grønlands selvstyre om at bidrage til løsningen. Et første skridt kan være at indføre en spildevandsafgift for de, der er tilsluttet kloak, som vi kender den i Danmark.

Det kan bidrage til finansieringsudgifterne samt gratis kørsel af vand og tømning af slamtanke for de, der ikke kan kobles på et fælles net.

Hvis ikke Danmark og dermed rigsfællesskabet griber bolden, kan der være andre parat i kulissen, som vi senest så det med USA's "sponsorat" på 83 millioner kroner til Grønland.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kåre Hendriksen

Ph.d. og lektor, Institut for Planlægning, Aalborg Universitet
Ingeniør, Ph.d.

0:000:00