Fysiker: Vi har ikke den nødvendige viden til at tage stilling til, om vi skal indføre atomkraft

Kaare Ulbak
Fysiker og tidligere faglig chef, Statens Institut for Strålebeskyttelse
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en forskningsaftale, der blandt andet indebærer, at der afsættes ti millioner kroner årligt over de næste fire år til forskning i atomkraft.
Samtidig er spørgsmålet om atomkraft i Danmark dukket op adskillige gange i den kommunale valgkamp. Nuklear sikkerhed hører ressortmæssigt under indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.
I lyset af ovenstående må det være rettidig omhu at spørge, om ministeren har styr på de nukleare tilsynsmyndigheder (Sundhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen).
I korthed er det min vurdering, at de nukleare tilsynsmyndigheder i dag ikke besidder den nødvendige brede faglige viden og kompetence på området nuklear sikkerhed for at kunne tage faglig stilling til indførsel af atomkraft i en eller anden form i Danmark.
Ikke kompetente nok til atomkraft
Efter at Folketinget i 1985 vedtog et indirekte atomkraft-forbud i Danmark blev den nukleare tilsynsfunktion i Miljøministeriet (Tilsynet med Nukleare Anlæg under Miljøstyrelsen) i 1986 overflyttet til Indenrigsministeriet (Civilforsvarsstyrelsen, nu Beredskabsstyrelsen).
En betydelig erfaring og ekspertise med oprindelse på Forsøgsanlæg Risø, blandt andet med henblik på etablering af atomkraft i Danmark, gik dermed tabt for denne tilsynsfunktion.
I lyset af ovenstående må det være rettidig omhu at spørge, om ministeren har styr på de nukleare tilsynsmyndigheder.
Kaare Ulbak
Fysiker og tidligere faglig chef, Statens Institut for Strålebeskyttelse
Efterfølgende har de nukleare tilsynsmyndigheder ressource- og kompetencemæssigt været tilpasset opgaven med tilsynet af driften og senere nedlukningen af forsøgsreaktorerne på Risø.
Samtidigt blev forskningen og undervisningen i nuklear teknologi med mere neddroslet på universiteterne.
Først for nyligt har DTU igen etableret et Nuclear Energy DTU (Center for Nuclear Energy Technologi) herunder et kursus i atomreaktorfysik.
Samlet har det offentlige Danmark siden 1985 mistet en til to generationer på det nukleare område og står i dag uden tilstrækkelig viden, kompetence og erfaring til en uafhængig faglig vurdering af en eventuel indførsel af atomkraft i Danmark.
En situation, der ikke kan rettes op på kort sigt (fem til ti år).
Under samme myndighed
Vurderes det derfor nu, at Danmark i løbet af en årrække måske vil indføre atomkraft i en eller anden form, er der i tillæg til den nye forskningsaftale også behov for, at der udarbejdes og gennemføres en plan for opgradering af den nukleare kompetence hos tilsynsmyndighederne.
I den sammenhæng burde det samtidig overvejes at samle de nukleare tilsynsopgaver i Sundhedsstyrelsen og Beredskabsstyrelsen under én myndighed.
En tilsvarende sammenlægning af tilsynsopgaverne er for mange år siden gennemført i både Sverige og Norge.
I tillæg hertil kan der stilles spørgsmål ved Beredskabsstyrelsens formelle uafhængighed som nuklear tilsynsmyndighed, efter at ansvaret for at etablere den langsigtede løsning til håndtering af det radioaktive affald, der i dag lagres ved Dansk Dekommissionering ved Risø, i 2024 er flyttet fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til det nyoprettede Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Beredskabsstyrelsen og Dansk Dekommissionering er således i dag institutioner under samme ministerium i strid med internationale anbefalinger og EU-direktiver.
Indsigt

Peter Skaarup spørger Lars Aagaard MøllerHvordan forholder ministeren sig til, at varmeselskaber kan afvise at rette ind efter Ankenævnet på Energiområdets afgørelser?Besvaret
Udvalget spørger Morten DahlinHvordan vurderer ministeren, at placeringen af energiinfrastruktur påvirker bosætning og erhvervsudvikling?
Morten Messerschmidt spørger Magnus HeunickeHvilken rolle spiller lokale naboers tryghed og trivsel i den grønne omstilling?Besvaret
- B 2 Nedsættelse af de danske afgifter og moms på benzin og diesel (Skatteministeriet)Fremsat
- B 40 Krav til kommunerne om at udarbejde retningslinjer for energianlæg på land (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)2. behandling
- L 123 Lov om gasforsyning (Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)1. behandling
- Dan Jørgensen har holdt 278 møder med lobbyister, siden han blev kommissær
- Klimaaktivist: Hvis Socialdemokratiets ledelse tænkte som disse S-forfattere, ville verden være et bedre sted
- Erhvervsorganisation har holdt flest møder med Dan Jørgensen: "De har brug for input udefra"
- Synergi: Krigen i Iran minder os om, at vi stadig overser det vigtigste værktøj mod energikriser
- EU-Kommissionen vil tæmme galoperende gødningspriser, inden krisen rammer vores middagsborde





















