Gas skal ud af de danske hjem. Det er den mest ansvarlige måde at bruge vores energiressourcer på

I den aktuelle debat fremhæves biogas af både energiministeren, Venstre og biogasbranchen som et argument for, at udfasning af gasfyr ikke længere giver klimamæssig mening.

Selv de miljøøkonomiske vismænd har her før jul udtalt, at vi kan få mere CO2-reduktion for pengene på anden måde end tilskud til varmepumper. Fordi der forventes biogas i rørene.

Når gassen i rørene bliver grøn, lyder argumenterne, at gas i boliger fortsat kan forsvares.

Problemet er imidlertid, at den grønne gas ikke ender i de danske radiatorer. Og at der er behov for den andre steder.

I et svar til mig har ministeren oplyst, at eksporten af oprindelsesgarantier på dansk produceret biogas er steget fra 80 procent i 2021 til hele 88 procent i 2024.

Samtidig viser tal fra Evida, at andelen af biogas i det danske gasnet faldt fra 2023 til 2024. Udbygningen af biogas er desuden stort set gået i stå.

Det er ikke svært at forklare hvorfor. Biogas er dyrere at producere end naturgas, og der er ganske enkelt mere at tjene på at sælge den dér, hvor betalingsvilligheden er højest.

Derfor eksporteres biogassen – mens danske boliger fortsat opvarmes med fossil gas. Danmark bliver måske – og kun måske - grøn i regnearket, men ikke i virkeligheden.

Det er ikke en ny erkendelse. Det fremgår sort på hvidt af den Nationale Bygningsrenoveringsplan (NBRP), som netop er sendt i høring som led i implementeringen af EU’s bygningsdirektiv.

Planen indeholder en udfasningsstrategi for gasfyr og lover EU, at Danmark fra 2032 vil have et gasnet baseret på 100 procent grøn gas.

Det løfte gives imidlertid på en helt afgørende forudsætning: at eksporteret biogas ikke fratrækkes i opgørelsen af det danske gasmix.

EU-Kommissionen har ellers eksplicit tilkendegivet, at eksporteret biogas skal trækkes fra, hvis et land vil hævde at have et fuldt grønt gasnet.

Alligevel har energiministeren fastholdt, at Danmark vil anvende sin egen fortolkning – og i givet fald tage diskussionen med Kommissionen, når planen er indsendt.

Den tøven og de uklare meldinger, vi ser i dag, er derfor ikke uden konsekvenser.

Dina Raabjerg

Det betyder i praksis, at gaspolitikken baseres på en fortolkning, som kan – og efter min mening også bør - blive underkendt. Det skaber ikke klarhed, men usikkerhed. Og den usikkerhed har meget konkrete konsekvenser.

For samtidig med at færre boliger forventes at være på gas i fremtiden, skal udgifterne til drift og vedligehold af den danske gasinfrastruktur fordeles på stadig færre forbrugere.

Læg dertil stigende CO2-afgifter og det forhold, at det næppe vil være politisk holdbart i længden, hvis skatteyderne – og ikke gasforbrugerne – skal betale for fyldte gaslagre og et stadig dyrere gasnet.

Resultatet er forudsigeligt: stigende gaspriser, der rammer de økonomisk mest udsatte forbrugere hårdest. En viden, vi ikke åbent taler om, og som derfor holder forbrugerne i mørke – og som er mindst lige så central som de tekniske diskussioner om gasmix og direktivfortolkninger.

Når der allerede findes gennemprøvede, elektriske og/eller løsninger til opvarmning af danske hjem – fjernvarme, varmepumper og jordvarme – giver det hverken klimamæssigt eller samfundsøkonomisk mening at fastholde gas i boligerne.

Samtidig er behovet for grønne gasser presserende i de sektorer, hvor alternativerne ikke findes: i industrien, i kritisk infrastruktur og i Forsvaret, hvor Danmark skal kunne forsyne sig selv i en mere ustabil verden; en bevidsthed der allerede er helt klar hos vores naboer i Norge, og som jeg forventer også vil komme til Danmark i løbet af 2026.

Udfasningen af gas i boligopvarmning handler derfor ikke kun om udledninger i ét bestemt år. Den handler om prioritering af knappe ressourcer, om forsyningssikkerhed og om at opbygge et energisystem, der også fungerer på lang sigt.

Alligevel reduceres debatten alt for ofte til et forsimplet enten-eller, som om spørgsmålet alene er, om et stop i 2035 giver en isoleret CO2-gevinst. Det var aldrig det, der var kernen i beslutningen.

Danmark har besluttet at stoppe brugen af gas til opvarmning af private boliger.

Det er ikke en løs ambition, men resultatet af en bred politisk aftale indgået i erkendelse af, at gas ikke er en langsigtet løsning i danske hjem – hverken klimamæssigt, forsyningssikkerhedsmæssigt eller samfundsøkonomisk.

Den tøven og de uklare meldinger, vi ser i dag, er derfor ikke uden konsekvenser. Den skaber usikkerhed hos kommuner, energiselskaber og boligejere, som står med dyre og langsigtede valg her og nu.

Fjernvarmeprojekter udskydes, og borgere efterlades i venteposition, mens spillereglerne flyttes. Gas skal derfor ud af danske hjem senest i 2035.

Ikke som symbolpolitik, men fordi det er den mest ansvarlige og fremsynede måde at bruge vores energiressourcer på – og fordi grøn gas er for værdifuld til at blive brændt af i radiatorer, hvor økonomisk rentable alternativer allerede findes.