Greenpeace: EU's uafhængighed går gennem vindmøller og solceller

Af Jens Mattias Clausen

Klimapolitisk rådgiver i Greenpeace

Da den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, bankede hammeren i bordet for sidste gang, brød hele salen ud i spontan jubel. Lørdag d. 12. december 2015 i Paris, for næsten præcis et år siden, fik verden endelig den globale klimaaftale, man havde sukket efter siden fadæsen i København i 2009.

Det virker måske umiddelbart som en besynderlig indledning på et indlæg om EU’s Energiunion. Men Parisaftalen var en game changer. Det giver ganske enkelt ikke mening at vurdere Energiunionens meritter uden at tage udgangspunkt i kampen mod katastrofale klimaforandringer. En kamp, der er uløseligt forbundet med de beslutninger, som særligt store drivhusgasudledere som EU tager på energiområdet.

Derfor identificerede EU-Kommissionen da også klimahandling som en af de fem søjler, der sammen skal bære Energiunionen til succes. Idéen var, at klimahandling og de øvrige fire søjler – forsyningssikkerhed, et integreret indre energimarked, energieffektivitet samt forskning og innovation – skulle være gensidigt forstærkende. Her et par år efter kan vi konstatere, at EU indtil videre har forspildt chancen for at skabe et bæredygtigt og uafhængigt energisystem, der lever op til de klimaforpligtelser, man påtog sig i Paris.

Den gode nyhed er imidlertid, at en Energiunion med klimaet som omdrejningspunkt netop kan levere på alle parametre – den fossile industris bundlinje undtaget.

Sol og vind kan gøre Europa uafhængig
Det er eksempelvis oplagt at sikre forsyningssikkerhed – og uafhængighed – ved at udnytte de grønne energiressourcer, vi har i overflod inden for egne grænser som sol og vind. På nuværende tidspunkt bliver de muligheder slet ikke grebet.

Med energiunionen har EU en gylden mulighed for at opbygge en holistisk tilgang til energi og klima, hvor man med grønne løsninger i centrum kan øge energisikkerhed og -uafhængighed, skabe bæredygtige jobs og ikke mindst yde det nødvendige bidrag til den globale klimaindsats.

Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver i Greenpeace

Vi ser desværre, at EU-Kommissionen i høj grad lægger op til at forbedre forsyningssikkerheden ved i stedet at gå gasvejen. Nye langdistance-gasledninger til eksempelvis Aserbajdsjan er på tegnebrættet. I stedet for at forsøge at sikre reel energiuafhængighed, øger man bare antallet af lande, der kan påvirke den europæiske energisituation.

Samtidig risikerer man at fastlåse særdeles bekostelig infrastruktur, baseret på fossile brændsler, i mange år fremover. Infrastruktur, der skal skrottes igen inden for en overskuelig fremtid, hvis EU har tænkt sig at tage sit klimaansvar alvorligt.

En Greenpeace-analyse fra 2014 viser ellers, at ambitiøse EU-målsætninger for energieffektivitet og vedvarende energi kunne reducere behovet for at importere energi med hele 45 procent i 2030 i forhold til den nuværende tilgang.

Kina overhaler Europa på vedvarende energi
EU’s placering i det grønne slæbespor blev desværre genbekræftet, da EU-Kommissionen fremlagde deres såkaldte vinterpakke i slutningen af november, hvor det pauvre mål om mindst 27 procent vedvarende energi i 2030 blev gentaget. Det svarer til en halvering af den nuværende udbygningsrate for vedvarende energi på et tidspunkt, hvor klimasituationen gør det til en bunden opgave at accelerere omstillingen.

I 2015 var europæiske investeringer i vedvarende energi på det laveste niveau siden 2006. Et pinligt lavpunkt. Den europæiske deroute må være blevet modtaget med kyshånd af blandt andre Kina, der har overhalet EU som verdensleder på området. Kineserne forventer, at de grønne investeringer vil skabe hele 13 millioner nye jobs frem mod 2020. Der er med andre ord fremragende beskæftigelsesmuligheder i at gøre det rigtige for klimaet.

Vinterpakken bød også på en lille opmuntring, da EU-Kommissionen lægger op til, at energieffektivitetsmålet øges fra 27 procent til 30 procent. Analyser viser imidlertid, at et mål på minimum 40 procent i langt højere grad vil udnytte det markante energisparepotentiale i EU og samtidig levere en række fordele til både forbrugere og virksomheder.

En halvhjertet gestus, må man desværre sige.

Med Energiunionen har EU en gylden mulighed for at opbygge en holistisk tilgang til energi og klima, hvor man med grønne løsninger i centrum kan øge energisikkerhed og -uafhængighed, skabe bæredygtige jobs og ikke mindst yde det nødvendige bidrag til den globale klimaindsats.

Desværre har tilgangen hidtil været præget af silotænkning og på visse områder en håbløst gammeldags tilgang, der fortsat favoriserer sort energi. Det skal der hurtigst muligt rettes op på, så man sikrer konsistens med de internationale forpligtelser under Parisaftalen.

Hermed en stærk opfordring til den danske regering om at spille en aktiv og ambitiøs rolle i det forestående arbejde.